Cykelrytteren Tyler Hamilton er en løgner.

»Jeg er blevet anklaget for at have anvendt blod fra en anden person, men alle, der kender mig, ved, at det er en fuldstændig umulig tanke«, sagde amerikaneren til de internationale nyhedsbureauer i sensommeren 2004, da dopingprøver viste, at han havde taget ulovlige metoder i brug på vej til en etapesejr i Vuelta a España og olympisk guld på enkeltstart i Athen.

Siden blev testresultaterne bekræftet og udløste to års karantæne, hvorefter amerikaneren vendte tilbage til cykelsporten og i forbindelse med den såkaldte Operacion Puerto blev udelukket igen på grund af sit samarbejde med den spanske dopinglæge Eufemiano Funtes.

Sidste år tilstod Tyler Hamilton, at han havde gjort brug af doping på toppen af sin karriere.

Ejeren af cykelholdet Team Saxo Bank-Tinkoff Bank, Bjarne Riis, er en løgner.

»Jeg har ingen tilståelser at komme med. Selvfølgelig er det ikke morsomt, at dette emne nu dukker op igen. Men naturligvis skal der ryddes op, så vi kan komme videre. Det organiserede dopingsystem, der åbenbart har været tale om, er helt fremmed for mig«, sagde han i oktober 2000 til Politiken, da en af hans samtidige som aktiv cykelrytter, franskmanden Richard Virenque, stod frem og fortalte om sit brug af ulovlige præstationsfremmende midler.

25. maj 2007 holdt den danske Tour de France-vinder selv pressemøde og fortalte, hvordan han systematisk havde dopet sig fra 1993 til 1998.

På den baggrund er det vanskeligt at afgøre, hvem der fortjener mest tillid i den aktuelle erindringskonflikt, de to befinder sig i. Tyler Hamilton hævder i sin netop udgivne bog, at det var Bjarne Riis, der som chef for CSC-holdet førte ham i armene på Eufemiano Fuentes og den organiserede doping, mens den danske holdejer afviser overhovedet at kende eller have mødt den spanske læge.

Én ting står derfor fast: Den ene løgner lyver om den anden.

Hvis hukommelse, der bedst genkalder begivenheder med en halv snes år på bagen, er endnu uvist – det er ikke sikkert, at det nogensinde bliver opklaret – men motiverne til at behandle sandheden lemfældigt er de samme på begge sider af sådanne beskyldningers hegn.

Det handler om ære og i højere grad end noget som helst andet naturligvis om penge.

I modsætning til sin tidligere danske arbejdsgiver nåede Tyler Hamilton ikke at angre, før han var taget i brug af doping med efterfølgende karantæne og karrierestop til følge. Derfor er han nødt til at søge oprejsning og fremtidigt eksistensgrundlag ved at trække så mange som muligt med sig gennem sølet på en 'jeg var ikke værre end de andre'-mission. Det sker med beskrivelsen af en depraveret kultur i bogen, der sandt for dyden er gjort verdensomspændende reklame for takket være dopinganklager mod Lance Armstrong, Bjarne Riis og en hel del andre af dem, Tyler Hamilton har været i nærheden af på to hjul.

Bjarne Riis havde for længst hængt racercyklen på stativ, da han bekendte sine personlige synder fra perioden som aktiv rytter på internationalt topplan. Da tilståelsen blev krydret med forvisninger om, at han som holdejer ville indtage en aktiv rolle i bekæmpelsen af doping i cykelsporten, blev Bjarne Riis i vide kredse om ikke tilgivet så i hvert fald forstået – også han var ’nødt til’ at tage ulovlige metoder i brug for at gøre sig gældende blandt ligemænd.

Derfor er midtjyden nødt til at holde fast i sin uvidenhed i forhold til Tyler Hamintons udokumenterede beskyldninger. Det siger sig selv, at Bjarne Riis' troværdighed som privatperson og virksomhedsejer umuligt kan holde til en afsløring af, at den systematiske tilgang til brugen af doping ikke stoppede samtidig med den aktive karriere, men er fortsat i hans rolle som holdejer og dermed rådgiver for nogle af afløserne i verdenseliten.

Den dag, det måtte blive slået fast, burde Bjarne Riis være en færdig mand i cykelsporten.

Forbeholdet i form af et ’burde’ er imidlertid en nødvendighed. Den entusiastiske opmærksomhed fra et publikum, der blev talt i hundredtusindvis til eksempelvis til årets Tour de France, olympiske landevejsløb og Post Danmark Rundt, får cykelsporten til at strutte af liv og økonomisk interesse, så der skulle åbenbart mere end Festina-skandalen fra 1998 til at lægge den i graven.

Spørgsmålet er derfor, om den professionelle idræt udøvet på to hjul kan tage endnu et dybt stød uden at blive talt ud. Tyler Hamiltons beskrivelse af brugen af doping i dette årtusinde udpensler et billede af en sportskultur med løgn som drivkraft – det har i hvert fald vist sig at være forkert, da ’alle’ implicerede i 1998 erklærede sig villige til at rydde op. Meget tyder på, at de i stedet enedes om at blive bedre til at dække over ulovlighederne.

Doping og løgnere synes at være kommet for at blive.