Brøndby er omdrejningspunktet for de mest positive kapitler i den moderne danske fodboldhistorie. I løbet af det seneste kvarte århundrede har klubben været så dominerende, at ingen af de andre hold i den aktuelle danmarksturnering har vundet flere mesterskaber end de blå-gule fra den vestlige københavnske forstad. Ingen dansk klub har været tættere på en europæisk finale end mandskabet, der i 1991 kun akkurat blev slået ud af Roma i Uefa Cup-semifinalerne. Og ingen klub kan hævde at have udviklet flere af de landsholdsspillere, der vandt EM i 1992, end netop Brøndby.

Derfor har der igennem det seneste par årtier været noget indlysende magisk over at være spiller, leder og tilhænger i klubben – også i de stadig hyppigere perioder, hvor det har været gavnligt at kunne bruge den stærke selvopfattelse som en effektiv del af bolværket mod kriserne.

I takt med at de – kriserne – er taget til i antal og omfang, er der efterhånden hældt så mange sjatter fadøl på det flammende bål af magisk klubånd, at der efterhånden kun var en svag ulmen tilbage, da den aktuelle sæson begyndte. Og søndag aften så den sidste glød unægtelig ud til at dø helt ud, da det blev til et nederlag på 2-3 i Randers.

Brøndby befinder sig i bogstaveligste forstand på nulpunktet og skal fra sidstepladsen i landets bedste fodboldrække skue fremad mod en såvel sportslig som økonomisk særdeles usikker fremtid.

I den situation kan der kun være et eneste punkt tilbage på fodboldforretningens dagsorden: hårdt arbejde for overlevelse. Den målsætning er det umuligt at gradbøje. Derfor er der grund til at tro på, at alle aktører i og omkring klubben rykker tæt sammen om den åbenlyst nødvendige indsats og lægger magtkampe, fløjkrige og individuelle ambitioner bag sig – i hvert fald indtil det står helt fast, at Brøndby også i de kommende år er en del af dansk topfodbold. Ellers er der ganske enkelt ikke nævneværdig indflydelse af stræbe efter.

De tre centrale faktorer i redningsaktionen – træner, spillere og økonomi – har selvsagt direkte indflydelse på hinanden.

Auri Skarbalius kom til Brøndby som afløser for Henrik Jensen, da resultaterne begyndte at svigte midt i sidste sæson. Litaueren kom som og er stadig eksponent for, at hårdt arbejde snarere end fine fornemmelser for en attraktiv spillestil er den eneste farbare vej ud af udfordringerne.

Han er ganske enkelt ansat til at være realismens ambassadør – og det efter nogens opfattelse i lidt for udtalt grad. Det er i hvert fald faldet klubfolk og tilhængere for brystet, når Auri Skarbalius efter skuffende præstationer på vej mod den nuværende bundplacering har sagt, at det »jo kun er fodbold« og nu senest slår fast, at »tabellen lyver aldrig«. Fodboldtrænere for et hold på sidstepladsen en tredjedel inde i sæsonen er blevet fyret for mindre, men alligevel vil det være overraskende, hvis Brøndby tyer til den løsning nu og her.

Dels er det hans udvikling af fællesskabsfølelse gennem en intensiv kollektiv indsats, holdet har brug for. Dels – og nok væsentligere – er der overhovedet ikke råd til at bruge penge på at ansætte en afløser. Derfor synes forfremmelse af en anden træner i klubben at være eneste reelle alternativ. Det kan selvfølgelig aldrig udelukkes, men det sandsynlige er, at Auri Skarbalius – med erkendt risiko for en fyring – træner videre, indtil økonomien tillader andre overvejelser.

Sidstepladsen efter 11 runder udløser – endnu – en økonomisk ørefigen. Der er lighedstegn mellem placeringen og andelen af det beløb, tv-selskaberne betaler for rettighederne til at sende kampene fra Superligaen, så Brøndby får angiveligt godt 400.000 kr. udbetalt – en tyvendedel af beløbet til FC København og mindre end halvdelen af det, Esbjerg får for at ligge næstsidst.

Det er ikke til at leve, men snarere dø af i den situation, Brøndby befinder sig i. Klubben forhandler for tiden med Spillerforeningen om, hvordan et krav på op mod 25 mio. kroner skal betales efter afgørelsen i den såkaldte feriepengesag. Dertil kommer en gæld på mere end 100 mio. kroner, manglende sponsorbetalinger fra Jesper ’Kasi’ Nielsen, vigende tilskuerindtægter, savnet af en hovedsponsor og usikkerhed om, hvordan eventuelle investorer bør have eller kan få indflydelse.

Eksperter vurderer stadig, at Brøndby er så stor en kulturbærer i dansk fodbold, at en konkurs er udelukket, men det siger sig selv, at nedrykning kan skubbe så drastisk til økonomien, at den opfattelse forandrer sig. Mens der søges løsninger på alle de økonomiske genvordigheder, er det derfor magtpåliggende vigtigt, at spillerne inde på græsset sørger for at blive i Superligaen.

I øjeblikket viser stillingen, at det i sig selv er en stor opgave.

Det bedste hold i Brøndby er i øjeblikket dårligere til at spille fodbold end konkurrenterne fra eksempelvis Esbjerg, Silkeborg, Haderslev og Randers. Alene at nå til den erkendelse er en stor udfordring for selvopfattelsen i en trup af spillere med landsholdserfaring, udlandskarrierer og uforløste ambitioner på CV’et – betragtet fra distancen ser det ud, som om en god del af dem har svært ved at forstå nødvendigheden af at sætte kollektivet over individet i den givne situation.

Den forståelse rykker snart ind i truppen. Frustrerede Mike Jensens kontrakt udløber til nytår, mens noget nær en hel startopstilling når samme tærskel til sommer. Det vanskelige bliver at overtale dem til at yde en helt ekstraordinær indsats for fællesskabet i de kommende måneder, men det er ganske enkelt det, der skal til, hvis Brøndby også i næste sæson skal have et superligahold i en fremtidssikret professionel fodboldklub.