I den livlige debat på den nye Facebook-side ’Folkebevægelsen mod vækst’ er spurgt, om vi skal leve uden penicillin og sæbe?

Godt spørgsmål, hvis en bevægelse imod den aktuelle vækstmani skulle betyde, at udvikling sættes i stå. Det er derimod sådan, at vi skal satse på alternativ vækst og sætte lighedstegn mellem vækst og bæredygtig udvikling.

Mikael Hertig skriver: »Jeg er enig i initiativet. Navnlig, hvis man ved vækst forstår vækst af alting på engang: ulykker, ozonhuller, almindeligt forbrug, kropsvægt, transport uden mening, medicinforbrug. Risikoen på værdisiden er dog, at vi lander i et bondegårdsromantisk hjørne. Livskvalitet i vores verden har meget med det sociale liv at gøre, og så naturligvis det nære fællesskab over for ensomhed«.

Det nære fællesskab ødelægges i dag ikke mindst af adskillelsen mellem økonomi og civilsamfund, der i stedet bør sammenkobles.

Jeg kom på denne plads for et par uger siden med en opfordring til at danne en Folkebevægelse mod Vækst og kritiserede i den forbindelse vor regerings ’vækst, vækst og atter vækst-filosofi’.

Derfor er det befriende, at et medlem af regeringen, klima- og energiminister Martin Lidegaard (R), leverer et fint bidrag til at definere alternativ vækst i et interview til Information 31.7.: »Der udspiller sig for øjeblikket en diskussion om, hvorvidt vækst er problemet – eller løsningen. For mig er det indiskutabelt, at den form for økonomisk vækst, vi har haft de seneste 50 år, ikke kan fortsætte. Det er ikke noget, vi kan vælge fra eller til. Af den enkle grund, at der ikke er ressourcer eller råstoffer nok«.

Det burde især en venstredrejet regering kunne skrive under på og derefter satse på radikal forandring.

Men Lidegaard har samtidig helt ret i, at vi ikke kan undvære vækst forstået som økonomisk udvikling: »Vi har brug for teknologiudvikling. Vi har brug for forandring. Men når jeg tænker grøn vækst, så tænker jeg betydelig mindre materiel vækst. Og langt mere kvalitativ vækst med fokus på service, kultur og den slags ting, som ikke har et ressourceforbrug«.

Se det er fornuftig snak, men i strid modvind i forhold til regeringens opfordring til at søge vejen ud af krisen med mere og mere forbrug.

LÆS OGSÅNordisk udstilling på Louisiana er fremragende

Når det gælder inspiration til kreativ udvikling, kan et besøg på Louisianas udstilling ’Ny nordisk arkitektur & identitet’ ikke anbefales nok.

Operahuset i Oslo som metafor for et isbjerg og et alternativt byrum, hvor »sociale, klimatiske og kulturelle udfordringer imødekommes«, som det hedder i Louisianas Magasin. Det er blevet et af de fortrukne mødesteder i Oslo.

Her er også Malmøs BO-01, en havnepromenade, hvor kvarterets nye beboere og alle Malmøs indbyggere kan mødes til dans og snak. Danske institutioner for handikappede, som ikke er institutioner, men kreative byrum i sig selv. Det smukke runde kollegium på Amager, hvor beboerne kigger ind mod hinanden, ikke væk fra hinanden.

Det handler om fællesskabets erobring af det offentlige rum. Som den finske arkitekt Junhani Pallasmaa siger: »Med fællesskabet mener jeg her noget mentalt og praktisk snarere end officielle foranstaltninger«.

Se, det er vejen til at forbinde økonomi og udvikling med græsrødder, med civilsamfundet. Selve det at præsentere moderne litteratur fra de fem nordiske lande er også frydefuldt, for man føler, trods alle forskelle, nordisk identitet i moderne arkitektur. Noget at tilbyde verden, når det gælder byrum og fællesskab. Den dynamiske vekselvirkning imellem arkitekturs og landskabers påvirkning af menneskets adfærd og omvendt.

Blandt kloge sentenser, som er citeret på omtalte Facebook-side, er: »Ingen er tavse, men mange bliver ikke hørt«.

Men her er arkitektur, som lytter, dufter og føler mennesket. Det er velfærdsidealer og et demokratisk menneskesyn, som gennemstrømmer udstillingen af ny nordisk arkitektur, så arkitektur og kunst kan integreres i enhver alternativ vækstdebat. For det er jo ikke mindst byrummet, hvor dagliglivet leves af de fleste i vores del af verden, som er selve laboratoriet for forening af det nu adskilte: økonomi og civilsamfund.

Om miljøtruslen siger Martin Lidegaard, at debatten præges af katastrofevisioner, der gør løsninger svære at komme igennem med: »De skal være konkrete, angribelige, og så er jeg sikker på, at der vil være en stor folkelig opbakning til at løse problemet«.

Men først må politikerne jo turde fortælle befolkningen, at vi må ned i levestandard.