Sommerens grummeste historier, som vi endnu kun kan ane konsekvenserne af for Mellemøsten og hele verden, har selvfølgelig været blodighederne i Syrien.

De har med god grund skabt de fleste overskrifter i internationale medier, men andre grumheder med konsekvenser for verdens gang har samtidig været for oversete. D

et gælder de ødelæggende tørker i USA og Rusland.

LÆS OGSÅUSA: Landmænd ramt af værste tørke i årtier

Over halvdelen af USA’s amter er kategoriseret som katastrofeområder, hvor korn, soyabønner og andre afgrøder langtfra lever op til forventningerne, for slet ikke at tale om efterspørgslen.

Stigende fødevarepriser i USA og internationalt vil ramme bønder og fattige hårdest. Og historien fortæller, at stigende fødevarepriser kan være opskriften på voldelige sociale konflikter. Oprør i Mellemøsten og fødevarepriser hænger i øvrigt snævert sammen. Det er næppe amerikanere, det vil ramme hårdest.

Faktisk er mad en meget lav del, kun 12-13 procent, af det gennemsnitlige amerikanske husholdningsbudget. Det er 40 procent i Egypten. Amerikansk mellemklase skal nok klare sig, mens det vil gå anderledes hårdt ud over verdens fattigste.

Det er på globalt plan, at den såkaldt store tørke vil få de mest ødelæggende effekter, fordi så mange lande afhænger af kornimport fra USA til at supplere deres egen høst. Og fordi tørke og oversvømmelser ødelægger afgrøder andre steder, ventes fødevareudbuddet at indskrænkes og fødevarepriserne at tage himmelflugt rundt om i verden.

Det, der sker for USA’s og Ruslands høstresultater, ventes at få enormt gennemslag globalt. Når de mest påvirkede afgrøder, korn og soyabønner, forsvinder fra verdensmarkedet, vil prisen på alle kornsorter, herunder hvede, stige og skabe enorme problemer for familier, der allerede har svært ved at skaffe mad på bordet.

Da prisen på ris og alle kornsorter i 2007-2008 steg med 100 procent eller mere med store afledte prisstigninger på især brød til følge, udløste det fødevareoprør i en række lande, herunder Bangladesh, Cameroun, Egypten, Haiti, Indonesien, Senegal og Yemen. I nogle lande efterlod sammenstød mellem vrede demonstranter og sikkerhedsstyrker massevis af døde.

I 2007-2008 blev krisen tilskrevet stigende oliepriser, der gjorde fødevareproduktionen dyrere. Samtidig blev stadig større landbrugsområder udlagt til planter til produktion af biobrændstof. Det blev imidlertid erkendt, da priserne toppede i 2010-11, at det var snævert forbundet med menneskeskabte klimaforandringer.

En heftig tørke i det østlige Rusland i sommeren 2010, reducerede hvedehøsten i denne kornkammerregion med en femtedel og fik Moskva til at forbyde al hvedeeksport. Tørke ramte også Kinas kornhøst markant, mens store oversvømmelser ødelagde det meste af Australiens hvede.

Sammen med andre effekter af ekstremt vejr, sendte katastroferne hvedepriserne mere end 50 procent i vejret og de fleste andre fødevarer med 32 procent.

Det skabte igen omfattende social uro. Denne gang primært i Nordafrika og Mellemøsten. De første protester i Mellemøsten var faktisk imod prisen på fødevarer i Algeriet og Tunesien. I Tunesien brændte den unge markedssælger, Mohammed Bouazizi, sig selv af i protest imod regeringschikane af landmænd og grønthandlere.

Vrede over stigende fødevare- og benzinpriser kombineret med en længe simrende vrede over regeringers undertrykkelse og korruption udløste det, som fik navnet det arabiske forår. Prisstigninger på basale fødevarer, især brød, førte også til uro i Egypten, Jordan og Sudan.

Som forfatteren til ’Tropic of Chaos’, Christian Parenti, skrev: »Balladen var i starten delvist til at spore til prisen for et brød«.

Rusland er en af verdens største producenter af hvede, byg og ru og en af de billigste leverandører. De russiske leverancer går især til Nordafrika og Mellemøsten.

Med forudsigelser for dette års kornhøst, der skønnes at blive mindst 30 procent lavere end normalt, er der stor sandsynlighed for, at Rusland ligesom i 2010 vælger at standse al korneksport for at holde hjemmemarkedsprisen nede og forsyningssikkerheden intakt.

Vladimir Putins regime har problemer nok i forvejen, og brødprisen er traditionelt noget, som skiftende magthavere er veget tilbage for at lade stige. For så stiger den indenrigspolitiske temperatur traditionelt på tilsvarende vis.

Også dette handler om behovet for alternative former for vækst. Tørkehistorien med forventelig hunger til følge handler om spørgsmålet, hvor mange faresignaler om klimatisk betingede naturkatastrofer vi kan blive ved med at overhøre?