Tvivl. Jeg tillader mig at tvivle, men det gør Bjarne Corydon åbenbart ikke. Han burde ellers vide, hvordan et konsulentfirma som Mckinsey & Co. arbejder. Hvis ikke kan han jo bare spørge den øverst placerede embedsmand i Finansministeriet, departementschef David Hellemann, der jo selv er tidligere partner i netop McKinsey, skriver Stine Brix.
Foto: FINN FRANDSEN (arkiv)

Tvivl. Jeg tillader mig at tvivle, men det gør Bjarne Corydon åbenbart ikke. Han burde ellers vide, hvordan et konsulentfirma som Mckinsey & Co. arbejder. Hvis ikke kan han jo bare spørge den øverst placerede embedsmand i Finansministeriet, departementschef David Hellemann, der jo selv er tidligere partner i netop McKinsey, skriver Stine Brix.

Stine Brix

Corydon har farlige venner

Finansministerens brogede venneskare lover ikke godt for vores velfærd.

Stine Brix

Finansministeren har hyret det private konsulentfirma McKinsey & Company til at komme med 'konkrete forslag' til 'offentlig privat samarbejde' på ældreområdet, daginstitutioner og for udsatte børn og unge og mennesker med handicap.

For både eksperter og politiske iagttagere ligner det, at konsulenterne bliver bedt om at komme med forslag til, hvordan kernevelfærd kan privatiseres, men det skal man ikke lægge noget politisk i, forsikrer Bjarne Corydon. Det er bare en undersøgelse, så vi kan blive klogere, lyder det.

Det lyder jo meget uskyldigt. Men måske det er værd at kigge nærmere på, hvad McKinsey & Co. er for et foretagende, og hvad de tidligere har leveret af 'uskyldige' råd.

I Storbritannien kender man alt for godt McKinsey.

Firmaet har huseret som rådgiver for skiftende regeringer siden 1970’erne og var bl.a. konsulenter på 1990’ernes privatisering af jernbanenettet i selskabet Railtrack.

Det endte i en regulær skandale med bl.a. en række store togkatastrofer grundet manglende vedligehold og i sidste ende en delvis gennationalisering. Læs eksternt link

Mere aktuelt har McKinsey spillet en nøglerolle i en fuldstændig omkalfatring af det britiske sundhedssystem, som samtidig lægger op til en kraftig kommercialisering.

McKinseys indflydelse på reformen var så stor, at den konservative formiddagsavis Mail on Sunday skrev artiklen om ’Firmaet, der kuppede sundhedsvæsenet’. Læs eksternt link

McKinsey fik mange millioner pund for deres rådgivning, konsulenterne skrev direkte store dele af lovforslagene og i flere tilfælde lagde McKinsey hovedkontor til sundhedsmyndighedernes møder.

Men McKinseys indflydelse på sundhedsreformen var også mere subtil og ja, lyssky: Flere af topembedsmændene bag reformen var tidligere McKinsey-folk og både de og andre embedsfolk fik rejser og arrangementer betalt af McKinsey,

McKinsey skaffede retræteposter i det offentlige til pensionerede partnere og, endnu mere skummelt, så videregav McKinsey angiveligt informationer om reformen til andre af deres klienter, som bl.a. tæller store hospitalskoncerner og verdens største private udbyder af sundhedspleje.

Herhjemme får McKinsey i første omgang kun 4,5 mio. kr. for at komme med de nævnte konkrete forslag til, hvor og hvordan velfærden kan privatiseres.

Men går det som i Storbritannien er det kun et første skridt, for McKinsey vil jo så stå i en fremragende position til at arbejde videre med de privatiseringsforslag, som Finansministeriet falder for. Og det vil nok heller ikke skade McKinseys værdi som konsulent over for de selskaber, der måtte være interesserede i at byde ind på den danske ældrepleje eller dagtilbud, at McKinsey har været rådgiver for regeringen helt fra den spæde begyndelse.

Med andre ord har McKinsey en meget stor økonomisk interesse i, at Finansministeriet går videre med privatiseringsplanerne. McKinsey vil gå glip af store forretningsmuligheder, hvis projektet strander ved den første undersøgelse. Derfor må man også spørge sig selv, om man kan stole på, at McKinsey bare kommer med lidt uskyldig og uvildig rådgivning, der kan gøre finansministeren klogere?

Jeg tillader mig at tvivle, men det gør Bjarne Corydon åbenbart ikke. Han burde ellers vide, hvordan et konsulentfirma som Mckinsey & Co. arbejder. Hvis ikke kan han jo bare spørge den øverst placerede embedsmand i Finansministeriet, departementschef David Hellemann, der jo selv er tidligere partner i netop McKinsey.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce