Tegning. Anne-Marie Steen Pedersen

Tegning. Anne-Marie Steen Pedersen

Svend Brinkmann

Hvorfor skal kritiske lærere og sygeplejersker bare tage ja-hatten på?

Når skolelærere er kritiske over for skolereformen får de at vide, at de bare har at være mere selvkritiske!

Svend Brinkmann

Ove Kaj Pedersens beskrivelser af velfærdsstatens gradvise omdannelse til konkurrencestat har sat en væsentlig dagsorden for det seneste årtis politologiske diskussioner.

Mange læste oprindeligt Pedersens analyser som en kritik af konkurrencestaten, der er blevet 'en kamporganisation skabt til at mobilisere samfundets ressourcer i konkurrence med andre stater' (citeret fra bogen 'Konkurrencestaten'), hvor idealmennesket bliver 'den opportunistiske person', der gennem pædagogisk intervention skal lære at blive 'soldat i konkurrencestaten'. Men det står mere og mere klart, at Pedersen omfavner konkurrencestaten som en nødvendighed og betragter hele samfundsudviklingen i lyset af dens normer.

Når skolelærere er samfundskritiske, fx over for skolereformen og dens iboende instrumentalisering af viden og dannelse, får de at vide, at de bare har at være mere selvkritiske!

Det tydeligste udtryk kom i Politiken lørdag d. 30.04.16, hvor et stort opsat interview med Pedersen bærer titlen 'Forkælede offentligt ansatte kan underminere velfærdsstaten'.

Pedersen kommer her med flere opsigtsvækkende udsagn: Først karakteriserer han de offentligt ansatte som 'en uhyre magtfuld gruppe' på trods af, at hovedeksemplet i interviewet er skolelærere, der i de senere år er kørt over og ned af konkurrencestatsideologien. Det er et almindeligt retorisk kneb at udnævne den gruppe, som man kritiserer, til en magtfuld gruppe, fordi det positionerer en selv som værende i en kritisk modmagtsposition.

Efter at have kritiseret skolelærere, pædagoger og socialrådgivere anklager Pedersen disse 'magtfulde grupper' for at mangle selvkritik: 'Vi savner deres lyst til at evaluere deres egen rolle og udøve konstant selvkritik', siger han. Det står ikke klart, hvilket 'vi', der taler her, men Pedersen repræsenterer tydeligvis det, som sociologen Rasmus Willig har kaldt 'kritikkens u-vending': Udadrettet samfundskritik bør drejes rundt og gøres til indadrettet selvkritik.

Når skolelærere er samfundskritiske, f.eks over for skolereformen og dens iboende instrumentalisering af viden og dannelse, får de at vide, at de bare har at være mere selvkritiske! Det er altså kritikerne, der er noget galt med – de skal rette ind, tage ja-hatten på og sige 'Yes, sir!', som Pedersen bekræfter i interviewet – og ikke det, som kritikerne kritiserer.

Kritikkens u-vending er en form for umyndiggørelse, hvor man ikke tager alvorligt, hvad kritikerne siger, men ser kritikken som udtryk for, at der må være noget galt med dem (de er nok 'forkælede').

Det er i sidste ende et alvorligt demokratisk problem, hvis kritikere umyndiggøres, når de kritiserer samfundsudviklingen, og hvis tilskuerperspektivet bliver dominerende i mellemmenneskelige relationer

Pedersen anklager de forskellige grupper af offentligt ansatte for at mele deres egen kage: 'læg mærke til', siger han, 'at det i debatten er umuligt at skelne mellem, hvornår offentligt ansatte kritiserer med det formål at fremme patienternes interesser eller deres egne, og hvornår kritikken kommer fra faglige erfaringer eller er organiseret med det formål at fremme fagets egne interesser'.

Her er det sundhedssektoren, der bruges som eksempel, men det er samme umyndiggørende logik, der anvendes, idet det bliver 'umuligt' (et meget stærkt ord) at diskutere rationelt med kritikerne af reformerne og samfundsudviklingen.

Pedersen repræsenterer således en ekstrem 'mistankens hermeneutik', hvor andres ytringer fortolkes ud fra, hvad de antages at ville opnå med ytringerne – og ikke ud fra ytringernes manifeste indhold. Inden for diskursanalysen kaldes dette 'the problem of stake' (problemet med, at der altid kan være noget 'på spil'): Man kan altid opfatte menneskers udsagn på to måder: Dels som udtryk for, hvad de faktisk mener, og dels som udtryk for, at de søger at fremme deres egeninteresse ved at ytre sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS MERE

Det kan ofte være interessant at fortolke andre ud fra mistankens hermeneutik. Men debatten bliver totalt afsporet, hvis det er den eneste fortolkningsmulighed, vi har af andre.

Den norske filosof Hans Skjervheim kaldte det 'tilskuerperspektivet' på andre mennesker, hvor vi observerer dem ud fra bagvedliggende motiver og drivkræfter, men uden at diskutere sagen oprigtigt med dem. Modsætningen hertil er 'deltagerperspektivet', hvor vi interesserer os for, hvad andre siger (og ikke blot for, hvorfor de siger det). Og det ser desværre ud til, at deltagerperspektivet er skrevet ud af konkurrencestatstænkningen: Her betragtes de offentligt ansatte som forkælede, reaktionære egoister, når de protesterer mod reformer af universitet, folkeskole, gymnasium eller sundhedsvæsen. Man kunne også tage deres argumenter alvorligt og se dem som udtryk for, at de mener, hvad de siger, nemlig at markedsgørelse, instrumentalisering og snæver nyttetænkning ødelægger værdifulde traditioner, kundskaber, dannelse og sociale praksisser, der er bygget op gennem lang tid og udgør rygraden i vores samfund.

LÆS DEBAT

I sidste ende er problemet med tilskuerperspektivet og den mistankens hermeneutik, som Pedersen lægger for dagen i interviewet, at den rammer ham selv. For at parafrasere fra interviewet: Det er umuligt i debatten at skelne mellem, hvornår Pedersen kritiserer med det formål at fremme sandheden og den videnskabelige interesse på den ene side og sin egen interesse i at komme i avisen på den anden. Man kan savne hans lyst til at evaluere egen rolle og udøve konstant selvkritik.

Det er sådan, de offentligt ansatte umyndiggøres ved konsekvent at blive betragtet fra tilskuerperspektivet. Men sådan ophører også al rationel diskussion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lige så væsentlig mistankens hermeneutik kan være, når den er i opposition til magten, lige så farlig bliver den, når den har fået magten – aktuelt i form af Pedersens konkurrencestatstænkning.

Det er i sidste ende et alvorligt demokratisk problem, hvis kritikere umyndiggøres, når de kritiserer samfundsudviklingen, og hvis tilskuerperspektivet bliver dominerende i mellemmenneskelige relationer. For demokratiet bygger på ideen om myndige borgere, der deltager i hinandens liv og den fælles diskussion om samfundets udvikling.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Live: Støjberg i samråd om ulovlig instruks

    Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg forklarer sig nu på det andet samråd i sagen om ulovlig tvangsadskillelse af alle mindreårige fra deres samlevere på danske asylcentre i februar 2016.

    Se om Inger Støjberg holder fast i, at der er blevet administreret korrekt eller om hun igen ændrer forklaring og kommer med nye indrømmelser i sagen, som du kan blive klogere på i denne guide.

    Hvad bliver årets sommerhit?

    Justin Bieber koncert  i Aarhus juni 2017
    Politikens Poptillæg:

    Hvilken sang kommer vi alle sammen til at få på hjernen denne sommer? Og hvilken sang kommer til at dominere højtaleranlæggene på Roskilde Festival og de trådløse højtalere på sommerhusterrassen? Politikens Poptillæg mindes de solbeskinnede klassikere og irriterende ørehængere og kommer med et bud på, hvordan denne sommer kommer til at lyde.

Annonce