»Hey, François! Jeg sagde jo til dig, at du ikke behøvede at tage slips på«. Sagt af en cool amerikaner til en franskmand, der var klædt på som en af agenterne fra ’Men In Black’.

Både den afslappede stil og fortroligheden med Frankrigs nye præsident virkede omhyggeligt indstuderede, da Barack Obama bød François Hollande velkommen til skovhytterne på den amerikanske leders landsted, Camp David.

Weekendens G8-topmøde i Maryland udviklede sig nærmest til et heppekor for mere europæisk vækst anført af en bekymret smilende Obama, som omfavnede socialisten Hollande (der efterhånden fik slipset af) og understregede behovet for jobskabende investeringer over for Tysklands spareivrige forbundskansler.

»Vort vigtigste mål er at fremme vækst og job«, lyder den første sætning i erklæringen fra lederne af verdens otte største økonomier. De udtrykker samtidig deres »interesse« i, at det fallittruede Grækenland »bliver i eurozonen og overholder sine forpligtelser«.

Det er usædvanligt, at G8 fokuserer så præcist på et europæisk problem. Men situationen er også usædvanlig.

Hverken de grønne omgivelser eller de opknappede skjortehalse i Camp David kunne skjule Barack Obamas frygt for, at Den Europæiske Union – USA’s suverænt vigtigste handelspartner – sparer sig selv ned i et endnu dybere økonomisk hul, mens en græsk bankerot truer med at splitte møntunionen ad.

Efter intense samtaler med ikke mindst forbundskansler Angela Merkel syntes Obama, at han kunne se en »spirende konsensus« om en europæisk vækstpakke. Og så rejste han sammen med lederne fra Canada og Europa videre til et Nato-topmøde i Chicago, som slutter i nat.

Barack Obama fik dog også sagt, at han er klar over, at den europæiske situation er »mere kompliceret« end USA’s. Det er noget andet for én stor amerikansk nation at tage beslutninger om at investere i vækst, end det er for 27 europæiske lande med spraglede regeringer i forskellige grader af politisk krise.

Når Europas ledere kommer ræsende tilbage over Atlanten til et EU-topmøde i overmorgen, har de fået slipsene på igen. Og det vil ikke kun være jetlag, der får tingene til at virke mere indviklede.

For der er måske nok en fælles erkendelse af, at Frankrigs nye præsident skal have sin vækstpakke. Men hvordan den skal formuleres, og hvad den skal indeholde, er en anden sag.

Der er signaler om, at visse elementer i pakken begynder at tage form:

Under weekendens drøftelser har Merkel gjort det klart, at hun godt kan acceptere større anvendelse af EU’s strukturfonde og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) til nye vækstprojekter.

Og François Hollande har på sin side forsikret om, at hans ønske om »en ny dagsorden for Europa« ikke bringer euroaftalerne om budgetdisciplin i fare. Når de europæiske ledere bænker sig til en uformel topmødemiddag i Bruxelles onsdag aften, vil der også komme forslag på bordet fra kommissionsformand José Manuel Barroso.

»Vi har behov for målrettede investeringer på europæisk niveau«, sagde Barroso i en tale på Europadagen 9. maj: »Investeringer i forskning og innovation, i uddannelse, og også investeringer i energi, transport og digital infrastruktur, som kan binde Europa bedre sammen og udnytte det fulde potentiale af det indre marked«.

Kommissionen ønsker at bruge omkring 600 mia.kr. i overskydende midler fra EU’s strukturfonde til at investere i beskæftigelse, bl.a. ved at styrke EIB’s kapital og ved at skabe såkaldte projekt-obligationer med billige lån til jobskabende industriprojekter på tværs af Europa.

Men de tanker er næppe nok for François Hollande, der også vil diskutere større fleksibilitet for Den Europæiske Centralbank, skabelse af deciderede euro-obligationer og indførelse af en europæisk finansskat. På de punkter kommer Hollande til at slå mere koldt vand i blodet, hvis der skal laves et kompromis. Og det er nok for tidligt på onsdag, for François Hollande har stadig et parlamentsvalg, der skal vindes 10. og 17. juni.

Der venter også en irsk folkeafstemning om den europæiske finanspagt 31. maj, samt et frygtet nyvalg i Grækenland midt i juni. Til sammen skaber det en situation, der stadig er for usikker til, at man kan lave det endelige kompromis.

»Vi vender ikke ryggen til budgetmæssig ansvarlighed«, lyder det fra Frankrigs nye finansminister, Pierre Moscovici:

»Men vi har klart sagt, at traktaten (finanspagten, red.) ikke bliver ratificeret i sin nuværende tilstand, og at der skal tilføjes en strategi for vækst«.

François Hollandes regering viser altså vilje til kompromis – men stadig uden officielt at afblæse truslen mod den finanspagt for 25 EU-lande, som Angela Merkel har erklæret urørlig.

Det betyder, at Merkel trods forsonlige lyde næppe heller vil spille alle sine kort nu. Dertil kommer, at selv de mindre kontroversielle planer om strukturfondsmidler og EIB-lån stadig kræver mere arbejde.

Hvis investeringsbankens kapital skal øges, koster det jo også penge – og det er ikke sikkert, at Tyskland, Holland og andre strammerlande er villige til det.

Hele den komplicerede situation betyder, at topmødemiddagen onsdag aften nok bliver mere snak end substans.

Middagen bliver kun det politiske forspil til en vækstpakke, som først kan vedtages ved udgangen af det danske EU-formandskab i slutningen af juni.