I erkendelse af, at rækken af europæiske kriseplaner bare ikke slår til, er EU's topfolk nu som noget helt nyt blevet bedt om at lægge sporene til en decideret finanspolitisk union med en slags fælles økonomisk regering.

»Vi er nødt til at bringe møntunionen ind i en ny fase«, sagde EU-præsident Herman Van Rompuy natten til i går efter et europæisk topmøde om job og vækst uden de store konkrete resultater.

Hans ord er en indrømmelse af, at de seneste par års beslutninger om redningslån, budgetregler og finanspagt ikke er nok til at bringe euroen på ret køl igen.

Den nye franske præsidents insisteren på at skabe euro-obligationer for at dele gældsbyrden mellem eurolandene har åbnet døren for en ny debat om traktatændringer, fordi Tyskland stiller mere union som betingelse for at låne penge i fællesskab.

François Hollande medgiver, at euro-obligationer »i øjeblikket ses som et endepunkt for Tyskland, mens de for os ses som et startpunkt«.

Under topmødet natten til i går stod forbundskansler Angela Merkel fast på, at euro-obligationer er den forkerte medicin på det forkerte tidspunkt til de forgældede sydeuropæiske eurolande. Merkel er sikkert heller ikke forelsket i tanken om at opgive den historisk lave tyske rente, som ligger og roder nede omkring nul.

Men Hollande ser muligheder for et langsigtet kompromis, fordi tyskerne er interesserede i en central styring af eurolandenes finanslove – gerne med Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble, som ny euroformand.

Også direktøren for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, siger, at »euro-obligationer kun giver mening, når man har en finansiel union«.

Dermed er sporene lagt til en ny udvikling. Det danske formandskab kan ikke alene ende med en vækstpakke under det afsluttende topmøde 28.-29. juni, men måske også med startskuddet til en ny traktatforhandling.

Foreløbig er Van Rompuy, Draghi og kommissionsformand José Manuel Barroso blevet bedt om i juni at levere forslag om »en dybere økonomisk union«.

I første omgang skal de lede efter, hvad der er af muligheder inden for de nuværende traktater.

Men både EU-præsidenten og Frankrigs nye leder åbner for, at det også kan føre til en ny traktat på et tidspunkt, hvor finanspagten ikke en gang er godkendt i landene endnu.

I hvert fald kan man ikke opfylde Hollandes ønske om euro-obligationer uden en traktatændring, og næppe heller Merkels langsigtede drømme om mere finanspolitisk union.

Ingen kan vide, hvad det ender med. Men der er ubestridelige, nye tegn på et langsigtet skred i retning af en fælles finanspolitik, som udfordrer Danmark.

Spørgsmålet om, hvorvidt danskerne en dag skal betale med euro, er svært nok i forvejen. Hvis det går, som vigtige eurolande håber, så bliver det endnu sværere:

Vil vi være med i en finansunion, der deler ansvaret for sydeuropæernes gæld?