Det er stilhed før stormen i det europæiske samarbejde lige nu.

Mens det danske EU-formandskab begynder at lakke mod enden, vokser der bag kulissen en vidtrækkende debat om møntunionen, som er ved at nå bristepunktet på grund af økonomisk og politisk krise i en række lande.

»Euroens fremtid vil blive afgjort i løbet af de næste få uger i Spanien og Italien«, sagde den spanske økonomiminister, Luis de Guindos, forleden dag.

»Jeg ved ikke, om vi står på kanten af afgrunden, men vi er i en meget, meget vanskelig situation«, sagde han.

Det lyder grangiveligt som noget, vi har hørt før. Ikke mindst fra Athen, hvor den græske økonomi stadig vakler på kanten af fallit på vej til et uforudsigeligt nyvalg om et par uger, hvis resultat kan ende med en græsk exit fra møntunionen.

Men skal man tro økonomerne, så er det en meget større og potentielt afgørende storm, der truer nu. Spanien står over for en ny serie banknedsmeltninger, som landets tomme statskasse ikke kan afværge på egen hånd. Og den spanske økonomi er langt større end Grækenlands, Portugals og Irlands tilsammen.

Samtidig lægger lederne i Italien - eurozonens tredjestørste økonomi efter Tyskland og Frankrig - ikke længere skjul på, at de ikke vil kunne håndtere landets enorme gæld, hvis renterne på sydeuropæiske statsobligationer fortsætter med at stige.

Derfor er det langtfra kun Frankrigs nye, socialistiske præsident, François Hollande, der presser kassemesteren Tyskland for at finde en langt mere drastisk løsning på euroens gældskrise.

Selv om den europæiske venstrefløj hidtil har råbt højest om behovet for at dele gældsansvaret via en form for fælles euroobligationer, så er der ikke længere tale om nogen partipolitisk debat.

Faktisk er det de borgerlige ledere i Madrid og Rom, der nu råber vagt i gevær, fordi den økonomiske virkelighed tvinger dem til det. Også Italiens regeringsleder, Mario Monti, advarede i sidste uge den tyske forbundskansler: »Tyskland bliver nødt til at tænke meget dybt over det her. Og hurtigt«, siger Monti.

Problemet for Mario Monti og den spanske leder, Mariano Rajoy, er, at de kan mærke deres politiske fundamenter smuldre hastigt lige nu. For deres økonomiske medicin virker ikke hurtigt nok.

I overensstemmelse med EU-aftalerne har de sat gang i store reformer og offentlige besparelser for at undgå at falde ned i samme gældshul som grækerne.

Men det skaber hverken vækst eller job på kort sigt - og samtidig betyder den generelle usikkerhed om euroens sammenhængskraft, at finansmarkederne bliver ved med at straffe alle de sydeuropæiske lande med høje lånerenter.

»Det betyder ganske enkelt, at der ikke lige nu er nogen vej ud af krisen i sigte for de lande. Og det er, helt objektivt set, en situation, der ikke kan fortsætte ret meget længere«, siger den liberale franske EUparlamentariker Sylvie Goulard.

Hun afleverede i fredags en rapport om behovet for euro-obligationer til Europaparlamentets økonomiudvalg, som er et første forsøg på overblik over mulighederne.

Rapporten og parlamentets videre arbejde vil utvivlsomt få ind-flydelse på et udspil om dybere fi-nanspolitisk samarbejde, som EUpræsident Herman Van Rompuy og andre topfolk skal levere på et topmøde i slutningen af denne måned.

Goulards rapport forudser en udvikling over de næste par år, der kan starte med en form for ' tilbagebetalingsfond', hvor eurozonen til at begynde med puljer den del af eurolandenes gæld, som ligger over 60 procent af landenes bruttonationalprodukter.

Det kan bringe renterne ned på en del af gælden i de hårdest ramte lande - men forbundet med meget strikse betingelser og kontrol.

På bare lidt længere sigt vurderer rapporten det imidlertid som nødvendigt for euroens overlevelse, at man skaber betingelserne for en egentlig deling af gældsansvaret i form af euroobligationer, måske gennem flere faser.

Goulard foreslår, at EU nedsætter en slags ny ' Delorskomité' som den gruppe af centralbankchefer, der under ledelse af den daværende kommissionsformand, Jacques Delors, i 1989 leverede oplægget til en møntunion.

Det vil kræve traktatændringer at indføre euroobligationer, og forbundskansler Angela Merkel har gjort det klart, at Tyskland i sådan en eventuel traktatforhandling må kræve en langt mere fælles og centralt styret finanspolitik.

Den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, taler allerede om at gøre EUkommissionen til en slags »økonomisk regering« under ledelse af en direkte folkevalgt formand eller præsident.

Frankrig og sydeuropæerne kan komme til at acceptere langt større suverænitetsafgivelse, hvis de skal have tyskerne med på fælles euroobligationer.

Både EU-kommissionen og chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, efterlyser nu også et »modigt spring« frem mod en finansunion og en ny traktat om euroens fremtid.

»Stormen vil være over os en tid endnu.

Men det er på tide at fjerne den tåge, der skjuler vores endelige destination«, sagde Draghi i Europaparlamentet i sidste uge.

Problemet er, at hele denne komplekse situation skal forklares til vælgerne i eurolandene.

En ny meningsmåling fra instituttet Pew viser, at flertallet af tyskere går ind for et dybere samarbejde - men at langt de fleste franskmænd, spaniere og italienere siger nej til mere union.

Det er den store udfordring for Europas ledere. Og det haster med at løfte den.