Kort før sommerferien skubbede statsminister Helle Thorning-Schmidt ( S) enhver tanke om en dansk EU-folkeafstemning ud i en ubestemt fremtid.Dertil er samarbejdets udvikling for usikker på grund af eurokrisen og de mange svirrende planer om bankunion, finansunion og så videre, sagde statsministeren her i avisen.

I den forbindelse er det interessant at bemærke, at den samme udvikling omvendt har udløst nye diskussioner om at spørge folket i de to stormagter, der om nogen definerer livet inden for og uden for euroen: Tyskland og Storbritannien.

Ovre på den anden side af Nordsøen er premierminister David Cameron under stigende pres for inden for et par år at udskrive en folkeafstemning, som i givet fald meget vel kan sende Storbritannien ud af Den Europæiske Union.

Og lige syd for den danske grænse vokser en anden form for pres på forbundskansler Angela Merkel, der i forbindelse med næste års valgkamp kan blive tvunget ud i en folkeafstemning om, hvor længe Tysklands forfatning kan holde til EU's nye udvikling i retning af finansunion.

Lad os begynde med briterne:

»Et aldeles hæderligt synspunkt«, kalder David Cameron nu den holdning blandt et stort antal af hans konservative partifæller, at man straks burde udskrive folkeafstemning om det britiske EU-medlemskab.

Alle meningsmålinger tyder på, at de fleste briter ville stemme nej til EU, hvis de blev spurgt nu.Personligt ønsker Cameron ikke at forlade EU, men under eurokrisen har han ladet sig presse ud i så hård en kritik af møntunionen, at Storbritannien trods sin størrelse og betydning er blevet marginaliseret i unionen.

»Det er ærgerligt, men vi kan ikke bruge det, briterne siger for tiden, til en skid«, sagde en dansk diplomat til mig, da Helle Thorning-Schmidt under Danmarks formandskab tidligere på året rejste til London, Berlin og de andre hovedstæder.

Briternes manglende investering - både økonomisk og politisk - i løsningen på eurolandenes altoverskyggende gældskrise har gjort Camerons holdninger mindre vigtige i franske og tyske øjne.

Og selv om Danmark ligesom Storbritannien står uden for euroen, har krisen udkrystalliseret vores dybe afhængighed af frem for alt Tyskland.

Derfor sagde Danmark ja til eurolandenes finanspagt, mens briterne sagde nej sidste år. Det har skabt et brud, også på Danmarks tidligere så tætte forhold til Storbritannien i EU-sammenhæng.

Men især har det har åbnet en gabende kløft mellem London og eurozonen.

»Holdningen til Storbritannien på tværs af Europa er nu: at det er upålideligt og ukonstruktivt, at det er en aktiv distraktion fra at løse regionens værste krise siden Anden Verdenskrig, og at det synes at være på vej mod EU's udgang«, skriver forskeren Philip Whyte i en rapport fra Centre for European Reform ( CER).

Store internationale investeringsbanker som Nomura arbejder ikke alene med det fallittruede Grækenland eventuelt må forlade euroen - men også for den mulighed, at Storbritannien beslutter at forlade EU.

Udviklingen har fået selveste Tony Blair til at advare om, at Storbritannien kan være på vej mod udgangen.

Der er »voldsomme politiske omvæltninger« undervejs i EU, sagde den tidligere premierminister i forrige uge til den tyske avis Die Zeit:

»Jeg er dybt bekymret for, at Storbritannien ved folkeafstemning kunne beslutte at forlade hele processen«. Hvis samarbejdets udvikling - af krisen skubbet i retning af mere union - bliver »gennemført forkert, risikerer vi en politisk krise, der kan blive lige så stor som eurokrisen. Folk vil ikke acceptere afskaffelse af nationalstaten«, fortsatte Blair.

Tony Blair kunne faktisk lige så godt tale om det Tyskland, der overfladisk set er Storbritanniens modpol i debatten om EU's fremtid. Angela Merkel har på det seneste sagt igen og igen, at den eneste vej ud af krisen er en stærkere politisk union.

Men også i Tyskland er befolkningen skeptisk. Måske ikke over for selve medlemskabet af EU, men over for de tyske garantier for lån til Sydeuropa.

Debatten om en EU-folkeafstemning er blusset op, efterhånden som den magtfulde forfatningsdomstol i Karlsruhe får stadig sværere ved at godkende voksende finansgarantier og suverænitetsafgivelse.

Domstolen udbad sig i juli mere tid til at vurdere, hvorvidt finanspagten og EU's permanente redningsfond, ESM, er i overensstemmelse med forfatningen. Afgørelsen er nu udskudt til september - hvor EUkommissionen samtidig barsler med nye forslag om en europæisk bankunion.

Dommernes tøven ses som et tegn på, at udviklingen i EU er ved at nå kanten af, hvad den tyske grundlov kan bære. Det får en række af landets fremtrædende politikere til at foreslå noget så utraditionelt som en tysk folkeafstemning om EU.

Både finansminister Wolfgang Schäuble fra kansler Merkels eget parti, CDU, lederen af det bayerske søsterparti CSU, Horst Seehofer, og ledende socialdemokrater taler nu for en folkeafstemning.

Og i sidste uge sluttede den liberale udenrigsminister Guido Westerwelle sig til samme kor.

»Jeg håber, at vi får en virkelig europæisk forfatning, og at der kommer en folkeafstemning om den«, sagde han til Tysklands største avis, Bild Zeitung.

Mens debatten i Storbritannien handler om at holde sig ude, handler den i Tyskland om prisen for mere union.

Men i begge vore to største nabolande fører det til eksistentielle spørgsmål om, hvad udviklingen betyder for deres fremtid i EU.Og dermed også for vores.