Ståldragernes skrå stræben mod himlen over EU-kvarteret ligner første skud i en gigantisk, spirende busk af metal. Efter flere år under jorden er skelettet til unionens nye, æggeformede topmødebygning nu hastigt på vej opad, omgivet af støv, larm og mumlende forbandelser fra de forbipasserende.

Det knap nok kontrollerede kaos, der omgiver byggeriet til en pris i nærheden af 1,8 milliarder kroner, kunne ikke være en mere perfekt metafor for det politiske EU lige nu.

De seneste to uger har budt på en række skelsættende beslutninger og begivenheder, som baner vej for konstruktionen af et nyt EU.

Den Europæiske Centralbank (ECB) har åbnet for ubegrænsede støtteopkøb af statsobligationer fra gældstyngede eurolande til gengæld for et ambitiøst forslag, der giver ECB magt over et nyt europæisk banktilsyn. Tysklands magtfulde forfatningsdomstol i Karlsruhe har godkendt tysk deltagelse i euroens permanente redningsfond, og de hollandske vælgere modstod samtidig fristelsen til at vælge en euroskeptisk regering ved landets parlamentsvalg.

»Vi kan se lys for enden af tunnelen nu«, som den finske europaminister, Alexander Stubb, sagde efter sidste uges hækkeløb for euroen.

Men lettelsen varer ikke længe, for de store planer om at redde møntunionen ud af krisen rejser en række vanskelige spørgsmål om hele EU's måde at fungere på. Frem af alt postyret toner en meget ambitiøs byggeplan, der vil fylde EU-topmøder i både oktober, november og december:

Først skal forslaget om et fælles banktilsyn styret af ECB godkendes af alle 27 medlemslande. Det vil blive fulgt af yderligere skridt i retning af en bankunion, der blandt andet skal omfatte fælles indskydergarantier.

Derefter skal der tages stilling til mere langsigtede planer om en decideret finansunion for eurolandene, som EU-præsident Herman Van Rompuy forbereder forslag til sammen med cheferne for kommissionen og centralbanken.

EU's topfolk varmer sammen med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, op til langvarige forhandlinger om en ny unionstraktat, der kan blive sat på skinner allerede i december.

Ifølge kommissionsformand José Manuel Barroso skal der inden valget til Europaparlamentet i sommeren 2014 ligge et forslag til en ny traktat, som bør forvandle EU til en »føderation af nationalstater« med fælles styring af i hvert fald eurolandenes finanslove.

Barroso ved godt, at der er enorme faldgruber forude. Flere af dem blev også straks afsløret i sidste uge.

Under et møde i Cyperns hovedstad, Nicosia, demonstrerede de europæiske finansministre i lørdags stor uenighed, allerede hvad angår det fælles banktilsyn.

Den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, erklærede sin »betydelige tvivl« om den ambition, at det nye tilsyn skal dække alle banker - og om omfanget af ECB's rolle i tilsynet. Andre eurolande som Østrig og Holland har også indvendinger, og blandt landene uden for euroen er bekymringen endnu større.

Herhjemme sagde nationalbankdirektør Nils Bernstein, at det kan »blive vanskeligt for Danmark at stå udenfor«. Men Danmark er ligesom Sverige fortørnet over manglen på indflydelse for de 'udelande', der måtte vælge at underlægge sig systemet frivilligt. Polen og andre østlande uden for euroen føler sig tilsidesat, på trods af at de har det som erklæret mål at komme med i euroen. Og Storbritannien frygter, at eurolandenes centralbank får alt for megen magt over også Londons finansmarked.

Kommissionen har nu lovet at justere forslaget for at give landene uden for euroen mulighed for mere indflydelse, men det vil være umuligt at sidestille dem med de stadig mere sammenvævede eurolandes økonomier og politiske behov.

Samtidig rejser det nye system store spørgsmål om demokratisk legitimitet, fordi så meget af den hidtil nationale finanspolitik skal overføres til lukkede mødelokaler i Bruxelles og Frankfurt.

Barroso og Van Rompuy lægger derfor op til mere demokratisering af EU, blandt andet gennem en direkte folkevalgt kommissionsformand og en øget magt til Europaparlamentet og de nationale parlamenter.

Spørgsmålet er bare: Hvilke parlamenter? Og hvilken del af Europaparlamentet? Skal de folkevalgte fra lande uden for euroen have magt over eurolandenes fælles politik? Eller må Danmark og resten af landene uden for møntunionen acceptere at stå helt uden for de nye strukturer?

Magtbalancen mellem ECB og det gamle banktilsyn for alle 27 medlemslande, EBA i London, bliver prøvesten for den strid. Europaparlamentet har allerede varslet, at det vil bruge parlamentets medbestemmelsesret over EBA til at få maksimal indflydelse på regeringernes beslutninger om det nye system i Den Europæiske Centralbank.

Risikoen er, at hele det ambitiøse byggeri strander i en kamp mellem lande med eller uden euro; både blandt parlamentarikerne i Strasbourg og blandt landenes ledere.

»Vi skal ikke være en provins i nogen europæisk føderation«, sagde Tjekkiets præsident, Vaclav Klaus, som reaktion på Barrosos store fremtidstale i sidste uge.

Hvis det mislykkes at bygge den nye finansunion ind i alle 27 medlemslandes fælles union, kan eurolandene blive nødt til at skabe deres eget 'europarlament' og andre nye institutioner ved siden af det kendte EU.

Europas byggeprojekt kan derfor ende med et nyt fælleseuropæisk hus - eller med to forskellige konstruktioner, der trækker EU fra hinanden.