»Det er bedre at gøre tingene ordentligt end at forhaste sig«, sagde Angela Merkel, da de europæiske topledere klokken 3 fredag morgen var færdige med endnu 10 timers vanskelige diskussioner om bankunion og finanspolitisk samarbejde.

Efter 22 topmøder om gældskrisen på bare et par år er det nok de færreste, der kunne finde på at beskylde den tyske forbundskansler og hendes kolleger for at forhaste sig med løsningerne.

Merkels ord lød snarere som en slags undskyldning for, at dette topmøde overfladisk set ikke gjorde andet end at bekræfte det, som lederne allerede blev enige om i juni: Oprettelsen af et nyt europæisk banktilsyn for primært eurolandene, som er første skridt til en decideret bankunion med fælles regler for indskydergarantier og lukning eller redning af truede banker.

Faktisk er der tale om en tilbagerulning af ambitionerne fra juni, da i hvert fald Frankrig og de sydeuropæiske lande havde opfattet det sådan, at det nye banktilsyn skulle stå klar allerede ved nytår.

Når sydeuropæerne har så travlt, er det, fordi Tyskland stiller banktilsynet som en uundværlig betingelse for, at EU's nye permanente redningsfond med over 3.700 mia.kr. kan bruges til at redde nødlidende banker i for eksempel Spanien.

En række store spanske banker er i så alvorlig fare for at gå fallit, at det ville være en enorm byrde for den spanske stat at skulle låne penge nok til at redde dem.

Den Internationale Valutafond (IMF) har vurderet de spanske bankers behov til mindst 300 mia.kr., mens internationale kreditvurderingsbureauer som Fitch taler om op mod 750 mia.kr.

Hvis Spanien, der er eurozonens fjerdestørste økonomi, skal undgå at falde ned i samme bundløse gældshul som Grækenland, er det nødvendigt at finde andre måder at hjælpe de spanske banker på.

Men i løbet af sommeren har tyskerne, hollænderne og finnerne fundet ud af, at de ikke har så travlt med at åbne for den sluse.

Derfor endte topmødet i fredags med et mudret kompromis om, at man 1. januar skal være klar med de »juridiske rammer« for et banktilsyn, som så gradvis skal føres ud i livet »i løbet af 2013«.

Den nye tidsplan virker mildest talt flydende: »Det er ligesom at sige, at det skal ske tidligere end aldrig, men senere end nu«, som en diplomat tørt bemærkede.

Samtidig understregede Angela Merkel, at det stadig er uafklaret, hvordan europæiske bankredninger skal foregå: »Hvem skal rekapitalisere en bank, hvem skal betale? Hvis man ikke har svar på det spørgsmål, så har man ikke et færdigt forslag endnu«, sagde kansleren.

De svære forhandlinger skal dog ikke tages som udtryk for, at planerne om en bankunion ikke bliver til noget. Tværtimod.

Der er skelsættende spørgsmål om økonomisk overlevelse og potentielt historisk stor afgivelse af national suverænitet på spil, og set i det lys går det faktisk utrolig stærkt med EU's forandring netop nu.

Det er en udvikling, der udfordrer Danmarks plads i unionen som aldrig før.

På et nyt topmøde i december skal EU-præsident Herman Van Rompuy levere en køreplan for videre bankunion, og han skal udstikke retningen for endnu mere ambitiøse traktatreformer senere.

Van Rompuy taler allerede forsigtigt om at give møntunionen en »finansiel kapacitet« i form af en slags særskilt eurobudget.

Den tyske regering foreslår fælles økonomisk regering, superkommissærer med magt til at forkaste nationale finanslove og særskilte afstemninger for eurolande i Europaparlamentet - mens Frankrig og sydeuropæerne på deres side holder fast i krav om at gøre gældsbyrden fælles ved at udstede euroobligationer.

Fælles finanstilsyn og bankunion er blot en trædesten på vejen til en langt tættere politisk og økonomisk union for eurolandene.

Selv om Danmark ikke er med i euroen, er det en udvikling, som vi på ingen måde har råd til at ignorere.

Det er både regeringen og det store folketingsflertal fuldstændig klar over, og derfor har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på dette EU-topmøde haft meget travlt med at markere, at Danmark ikke er Storbritannien.

Den britiske premierminister, David Cameron, er i færd med at trække sit land så langt væk fra kontinentets eurosamarbejde, at de andre landes ledere stort set ikke gider høre på ham mere.

Man kan diskutere, om Storbritannien kan holde til at smide fortøjningerne til EU. Men Danmark kan i hvert fald ikke, hvis man skal tro både den nuværende statsminister og hendes forgængere.

Det er derfor, at Helle Thorning lige nu gør alt, hvad hun kan, for at lægge afstand til briterne og i stedet styrke alliancerne med Sverige, Tyskland og Frankrig.

»Der bliver lyttet rigtig godt til de danske synspunkter«, sagde Thorning i fredags.

Topmødets konklusioner fik da også mange formuleringer om, at den nye udvikling skal være »åben«, og at lande uden for euroen skal have »ligeværdig« behandling, hvis de kobler sig på det nye banktilsyn. Men ingen ved endnu hvordan, og det er lettere sagt end gjort.

Banktilsynet skal bestyres af Den Europæiske Centralbank (ECB), som jo er eurolandenes centralbank, ikke Danmarks. Vi vil ikke betale for bankredninger i eurozonen, eller på længere sigt måske til et eurobudget.

Hvordan skal eurolandene så kunne give os »ligeværdig« indflydelse - endsige stemmeret, når Europaparlamentet skal behandle fremtidens finansunion?

Den debat kan splitte EU ad, hvis ikke der findes de »fleksible« løsninger i en union med flere hastigheder, som statsministeren efterlyser.

Og den er først lige begyndt for alvor.