»Vi beder ikke fællesskabet eller nogen andre om penge. Vi beder om at få vores egne penge tilbage«.

Sådan kunne Helle Thorning-Schmidt (S) sagtens have formuleret sig, da hun i sidste uge overraskede både danske politikere, eksperter og EU-partnere ved at true med et veto, hvis ikke Danmark får rabat på indbetalingerne til unionen.

Faktisk er ordene næsten 30 år gamle: Det var sådan, Margaret Thatcher sagde, da hun som premierminister på et topmøde i Fontainebleau i 1984 tilkæmpede Storbritannien en klækkelig tilbagebetaling.

Begivenheden beskrives ofte som dengang, da Thatcher 'svingede håndtasken' og symboliserede briternes særlige skeptiske status i samarbejdet.

Den danske statsminister bryder sig ikke om at blive fotograferet med sin egen tidligere så famøse Gucci-håndtaske; og Helle Thorning gør for tiden meget ud af at distancere Danmark fra det stadig mere isolerede Storbritannien.

Derfor undrede mange sig, da hun forleden gjorde Thatcher kunsten efter: »Hvis ikke vi får vores rabat, må vi nedlægge veto. Det er meget, meget enkelt«, sagde Thorning i Folketingets Europaudvalg.

Det var ikke tilfældigt.

Ingen anden dansk statsminister har nogensinde spillet så kompromisløst ud før en afgørende budgetforhandling i EU.Så hvorfor gør hun det? Fordi Danmark ligesom alle de andre lande skal spare i en krisetid, og fordi unionen står på tærsklen til det måske hårdeste interne pengeslagsmål nogensinde.

Timingen skyldes, at det cypriotiske unionsformandskab sammen med EU-præsident Herman Van Rompuy i dag fremlægger de første overordnede tal på et kompromis om fællesskabets rammebudget for årene 2014-20. Det udkast er startskuddet til intense forhandlinger frem til et ekstraordinært topmøde om godt tre uger, som tegner dramatisk.

Debatten om nationale rabatter udgør objektivt set kun et lille hjørne af en meget større kamp om, hvad medlemslandene skal betale, og hvad EU kan tillade sig at bruge af penge i en krisetid.

Men rabatterne - og dermed Danmarks krav om for første gang at få sådan en - er et sprængfarligt symbol på sammenstødet mellem nord og syd, øst og vest, rig og fattig i et samarbejde truet af fragmentation.

Forhandlingerne om EU's syvårige rammebudgetter er notorisk vanskelige, fordi slaget om den fælles pengekasse udkrystalliserer medlemslandenes modstridende interesser. Denne gang bliver det endnu sværere af både økonomiske og politiske grunde.

EU-kommissionen har foreslået et djævelsk kompliceret budget, som alt inklusive bringer de samlede udgifter fra og med 2014 til og med 2020 op på over 8.000 mia.kr.

Det markerer en reel vækst på omkring 5 procent i forhold til sidste rammebudget for perioden 2007-13. Ifølge en række medlemslande er det for dyrt på et tidspunkt, hvor alle må spare på de nationale finanslove.

Det nye niveau svarer til 1,14 procent af EU-landenes samlede bruttonationalindkomst (BNI) - hvilket hverken kommissionen eller Europaparlamentet betragter som nogen høj pris for et samarbejde, der har store ambitioner om vækstpakker, grøn teknologi, fælles udenrigspolitik, bankunion og meget andet. Og som oven i købet vokser fra 27 til 28 medlemslande, når Kroatien efter planen slutter sig til kredsen næste sommer.

Men Storbritannien forlanger sammen med Tyskland, Frankrig, Danmark og flere andre nettoydere, at budgettet skal skæres ned til, hvad der svarer til kun 1 procent af det samlede BNI.

På den modsatte side i kampen står de sydeuropæiske lande, som nægter at se deres støtte via unionens samhørighedsfond udhulet; og østeuropæerne anført af Polen, der er bange for at se deres store social- og regionalfondsstøtte sparet væk.

Midt i det hele roder Frankrig rundt mellem en principiel støtte til sparebanden og den traditionelle afvisning af besparelser på landbrugsstøtten, som franskmændene får mere ud af end alle andre. Frankrig støtter også kommissionens tanker om at finansiere noget af budgettet med nye EU-skatter, hvilket Tyskland og andre er skeptiske over for.

Forhandlingerne bliver yderligere kompliceret af den sideløbende debat om euroens fremtid, hvor Storbritannien er stået helt af, mens Frankrig og Tyskland skændes om indholdet af bankunion og på længere sigt finansunion.

Det er i dette indviklede spind af penge og magt, at debatten om nationale rabatter væver sig ind.

Storbritanniens rabat står ikke længere alene, og kommissionen har foreslået et nyt og forenklet rabatsystem. Forslaget lægger op til en britisk rabat på næsten 27 mia.kr. om året, mens der årligt er over 18 mia.kr. til tyskerne, knap 8 mia.kr. til hollænderne og 2,6 mia.kr. til svenskerne.

Det skal ses i den sammenhæng, at Danmark nu kræver en årlig tilbagebetaling på 1 mia.kr. i perioden 2014-20, altså 7 mia.kr. i alt.

Det danske EU-bidrag på knap 20 mia.kr. årligt står til at stige i det nye rammebudget, og regeringen vil ikke længere acceptere de andre rige landes rabatter, medmindre vi også selv får refunderet nogle af pengene.

Kravet giver mening for Danmark, og i det store billede er der tale om småpenge.

Men det bliver svært at opfylde, fordi det kommer på et særdeles vanskeligt tidspunkt i EU's historie.

Kampen om unionens pengekasse bliver endnu blodigere end sædvanlig, og denne gang har Danmark trukket blank.