Tjekkiets præsident troede, det var en vittighed, da Nobelkomitéen for to måneder siden udløste både jubel og hån ved at annoncere, at verdens fineste fredspris i år går til EU.

Men det var det ikke.

Klokken 13.00 i dag går et trekløver bestående af EU-præsident Herman Van Rompuy, kommissionsformand José Manuel Barroso og Europaparlamentsformand Martin Schulz op på podiet i Oslos rådhus for at modtage Nobels fredspris på vegne af Den Europæiske Union.

I salen sidder statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som sammen med Tysklands forbundskansler, Frankrigs præsident og langt de fleste andre medlemslandes ledere møder op for at markere betydningen af denne anerkendelse af mere end et halvt århundredes europæisk samarbejde.

Det vil imidlertid være værd at bemærke de europæiske ledere, som ikke vil være til stede: ikke mindst den nævnte tjekkiske præsident, Vaclav Klaus, og Storbritanniens premierminister, David Cameron. Ingen af de to har lagt skjul på, at de bliver væk fra Oslo af politiske og principielle grunde.

For når Nobelkomitéen mener, at »unionen og dens forløbere gennem over seks årtier har bidraget til at fremme fred, forsoning, demokrati og menneskerettigheder i Europa«, så er folk som Klaus og Cameron ikke nødvendigvis enige.

Eller i hvert fald har de vurderet, at det ikke sælger nogen billetter i den hjemlige opinion at deltage i en hyldestfest for et EU, der under den nuværende eurokrise er blevet endnu mere upopulært i deres befolkninger.

Heller ikke Sveriges statsminister, Fredrik Reinfeldt, er med i Oslo, men det skyldes udelukkende, at han har andre nobelforpligtelser i Stockholm i dag. Hvorfor lederne fra Estland, Slovakiet og Slovenien heller ikke møder op, så i alt 6 af de 27 EU-landes ledere er fraværende, er der ingen offentlig forklaring på.

LÆS OGSÅ Thorning om Nobels fredspris: EU er uden sidestykke

Men der er ingen tvivl om, hvorfor Cameron og Klaus holder sig væk. Storbritannien og Tjekkiet er de to EU-lande, der lige nu er allermest skeptiske over for unionens udvikling. Især den britiske premierministers bevidste fravalg bliver i Bruxelles, Berlin og Paris set som et lysende symbol på, at Storbritannien glider stadig længere væk fra EU.

»Det udstiller, at David Cameron overhovedet intet engagement har mere i forhold til EU. Alt, hvad der handler om EU, er noget, som den britiske premierminister ikke vil tale om«, siger en kilde i kommissionen.

Dermed er dagens ceremoni i Oslo faktisk et interessant barometer for opfattelsen af EU lige nu – både blandt borgerne, i de europæiske regeringer og i den omkringliggende verden.

I det ene yderpunkt har vi unionens egne topfolk, der som Van Rompuy taler om en hyldest til EU som »historiens største fredsskaber« eller Barrosos ord om »en stor ære for alle EU’s 500 millioner indbyggere«.

Eller historikere, der peger på retfærdigheden i, at dette »fredens projekt« bygget på ruinerne af Anden Verdenskrig endelig får sin retfærdige ære, når nu serien af store europæere som Jean Monnet, Robert Schuman, Paul-Henri Spaak og så videre alle blev overset af Nobelkomitéen.

I den anden ende finder vi en lang række lige så respektable kritikere, der er rystede over, hvad de ser som en stærkt politisk prisuddeling til en union i krise med sig selv og omverdenen.

For kan man give fredsprisen til et EU, hvis benhårde budgetkrav efter nogles mening har udløst stor social uro og ny fremmedfjendskhed i en række kriseramte lande i Sydeuropa?

»Den økonomiske og humanitære tragedie i Grækenland i dag udfordrer EU som fredsskaberen for den kommende generation«, lyder det for eksempel fra Konferencen for Europæiske Kirker.

En lang række fremtrædende kunstnere, akademikere, diplomater og tidligere fredsprismodtagere har skrevet under på et åbent brev til Nobelkomitéen – hvor de kritiserer EU’s favorisering af Israel og opfordrer til at droppe fredsprisen af den grund.

Sydafrikas Desmond Tutu er blandt de tidligere nobelprismodtagere, der har udtrykt, at »EU helt klart ikke er den ’forkæmper for fred’, som Alfred Nobel tænkte på, da han skrev sit testamente«, som stiftede Nobelprisen

LÆS MEREEU-præsident hylder Nobels fredspris med eget digt

Uanset hvem der har ret, så bliver prisen altså overrakt til cheferne for de tre vigtigste EU-institutioner i dag.

Hvorvidt det europæiske samarbejde fortjener den eller ej, må være op til den enkelte at vurdere.

Men alene den virak, Nobelkomitéens beslutning har udløst, er ret sigende for den splittede opfattelse af, hvad EU er for noget. Det er også tankevækkende, at der var en hel del bøvl med at finde ud af, hvem der egentlig skulle modtage den på unionens vegne.

Og når fredsprisen bliver uddelt midt under et uløst slagsmål om EU’s langtidsbudget, og endda få dage før et nyt topmødeslag på torsdag om europæisk bankunion, så virker smilene unægtelig lidt stive.

Mens Tysklands og Frankrigs ledere trods alt ønsker at markere den ’historiske’ begivenhed midt under krisen, så kappes de britiske politikere og medier om at gøre nar ad fredsprisen.

»Det var briterne og amerikanerne, der bragte fred til Europa. Ikke EU«, skrev avisen Daily Telegraph i oktober.

Det siger meget om den kløft, der er ved at opstå mellem vigtige medlemslandes ledere, at de ikke engang kan enes om at stille sig op foran kameraerne i Oslo sammen.