Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Uffe Elbæk

Derfor forlod jeg de radikale

Jeg bliver nødt til at ytre mig om mit tidligere partis politiske brandudsalg.

Uffe Elbæk

I september sidste år meldte jeg mig ud af Det Radikale Venstre. Det var ikke nogen let beslutning. Overhovedet ikke. Men det var den rigtige beslutning. Hvorfor vil jeg komme tilbage til senere i dette indlæg. Først lidt om, hvorfor det var så svært at forlade det parti, jeg havde været medlem af i 15 år.

For ikke nok med, at jeg havde været medlem af partiet gennem mange år. Jeg havde også repræsenteret det som folkevalgt. Først i Aarhus Byråd, derefter som minister og senest som menigt medlem af Folketinget.

Et farvel til Det Radikale Venstre var altså også et farvel til gode venner, politiske samtalepartnere og ikke mindst en fælles politisk historie – lige fra de mange vigtige lokalpolitiske beslutninger sammen med min daværende radikale byrådskollega i Aarhus, Peter Thyssen, over oplevelsen af at stå på gaden og dele valgfoldere ud for Morten Østergaard, da han første gang stillede op til et folketingsvalg, til mit arbejde i regeringen. Og ikke mindst de gode politiske samtaler med Marianne Jelved.

Det var og er summen af alle disse små og store politiske beslutninger, handlinger og konstruktive konflikter, der selvfølgelig gjorde, at jeg oplevede at være en del af et fælles politisk projekt, en fælles politisk identitet.

Det var alt det, jeg sagde farvel til 17. september sidste år. Og netop fordi jeg havde og har respekt for mine tidligere radikale kollegaer, valgte jeg ikke at smække med døren. Det var en meget bevidst beslutning fra min side, at jeg ville gå respektfuldt ned fra den radikale scene.

Der skulle ikke være nogen bitre politiske afskedsbemærkning, afslørende læk fra de interne gruppemøder eller efterfølgende politiske benspænd i medierne. Min politiske skilsmisse med de radikale skulle gøres med så god kollegial stil som overhovedet muligt.

Den holdning har jeg stadig – et år senere. Men der er også gået et år. Så den politiske karenstid er overstået, vil jeg mene. I hvert fald bliver jeg nu nødt til at ytre mig om det politiske brandudsalg, der lige nu finder sted i mit tidligere parti.

Det startede allerede ugen før Folketingets åbning, da den radikale udenrigsminister nærmest med stolthed sendte Danmark i krig igen. Hvis det ikke var svært nok at sluge, blev der under åbningsdebatten sat yderligere turbo på.

Her gik den radikale ordfører på talerstolen og argumenterede nærmest karruselagtigt for, hvorfor det nu var blevet radikal politik ikke at sikre, at flygtninge, der kommer til Danmark, kan blive genforenet med deres familie.

Dagen efter gentog denne nærmest surrealistiske oplevelse sig på Politikens TV, da den radikale udlændingeordfører endnu en gang forsøgte at udlægge partiets nye politik på flygtningeområdet. Det nærmede sig politisk striptease for åben skærm.

Måske overfortolker jeg, hvad der er på spil for partiet. Men det, jeg oplevede, var to radikale toppolitikere, der havde umådelig svært ved at stå på mål for partiets og regerings politik. Så svært, at jeg fik helt ondt i maven på deres vegne. Også selv om de nærmest maskinelt blev ved med at understrege, at situationen er særlig, og at det koster at tage ansvar. Underforstået: at de radikale er klar til at tage denne tunge politiske byrde på sig. Med tilføjelsen: igen.

Stop nu. Det hænger jo ikke sammen. Hverken i forhold til hvad partiet tidligere har ment eller i forhold til den grundlæggende radikale værdimæssige dna-kode. Og så er vi kommet til, hvorfor det var en rigtig beslutning for mig at forlade de radikale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når man træffer beslutningen om at forlade sit parti, er det ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Det er summen af en lang række af politiske hændelser, der til sidst når et niveau, hvor man bliver nødt til at sige fra og lige derefter farvel. For hvis man ikke gør det, mister man sin politiske selvrespekt. Sådan var det i hvert fald for mig.

Her skal blot nævnes de mest centrale radikale beslutninger, der gjorde det tydeligt for mig, at det, jeg troede udgjorde fundamentet for radikal politik, ikke længere eksisterede. Ja, at mit radikale selvbillede åbenbart hørte til i et helt andet århundrede.

For hvornår har det været radikal politik at gøre det sværere for borgerne at få indsigt i de politiske beslutningsprocesser (læs: offentlighedsloven)? Eller hvad med salget af Dong-aktier til Goldman Sach (læs: privatisering af den offentlige infrastruktur)? For slet ikke at tale om fraværet af politisk mod til at bakke Edward Snowden op (læs: beskyttelse af borgernes privatliv)? Eller lysten til at stå op for en ambitiøs ligestillingspolitik (læs: øremærket barsel for mænd)?

Da vi nåede til ligestillingspolitikkens kollaps, havde jeg fået nok. Enten var det mig, der ikke længere var radikal (nok). Eller også var det de radikale, der ikke længere var tro mod partiets grundlæggende værdier og historiske udgangspunkt. Uanset hvem der havde flyttet sig – de radikale eller mig – måtte jeg sige farvel. For det hang ikke længere sammen inde i mit radikale hjerte. Så selv om det var en svær beslutning, var det den rigtige beslutning.

Hvilket jeg kun – jeg havde nær skrevet desværre – fik bekræftet endnu en gang, da Danmark for nylig igen blev sendt i krig. Med radikale stemmer. Og som afledt konsekvens: endnu en stramning af flygtningepolitikken. Også med radikale stemmer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selv om jeg ikke længere har en aktie i Det Radikale Venstre, kan jeg i disse her uger alligevel ikke lade være med at have et naivt håb om, at der snart må komme et oprør fra de radikale græsrødder. Fra alle dem, der har valgt at blive i partiet, selv om de langt hen af vejen er enige i det, jeg her skriver.

Eller har de radikale endegyldigt kappet deres historiske kulturradikale, pacifistiske højskolerødder? Jeg håber på det første. At oprøret kommer. Men må nok se i øjnene, at de radikale i dag vil noget helt andet end partiets grundlæggere.

Det er en skam. Ikke bare for de radikale, men for dansk politik.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce