Tegning.Per Marquard Otzen

Tegning.Per Marquard Otzen

Uffe Elbæk

Frihedsrettigheder gælder også for muslimer

Når medierne sætter dagsordenen, er der en kedelig tendens til, at vi politikere halser efter.

Uffe Elbæk

Først en indrømmelse: Måske er jeg en af de få politikere, der ikke har set de to første udsendelser af TV2-dokumentaren 'Moskeerne bag sløret' (og heller ikke kommer til at se de to næste). Ikke fordi jeg ikke vidste de kom. Ikke fordi jeg ikke havde tid. Men fordi jeg har valgt ikke at se dem. Hvorfor?

For det første, fordi dokumentaren ikke handler om noget nyt. Den er blot seneste del i en evig cyklus, hvor medierne rydder sendefladerne og/eller avissider for at fokusere på forskellige ekstreme minoritetsgrupperinger blandt muslimer. Senest var det under valgkampen, da en gruppe af salafister opfordrede borgere til at undlade at stemme – den sag fik også omvendt proportionel mediedækning i forhold til salafisternes betydning i det danske samfund.

For det andet, fordi jeg allerede på forhånd havde nået medie-irritations-grænsen over den TV2-praksis at lancere udvalgte bidder af udsendelserne, fordi man havde en ambition om – formoder jeg – målrettet og dygtigt at sætte ikke bare den offentlige dagsorden, men også den politiske dagsorden. Målet var klart: Endnu engang skulle hele Danmark snakke om radikaliseringen – denne gang i og omkring især Grimhøj-moskéen.

Debatten har været derefter. Lige efter bogen faktisk. Det har ikke skortet på politikere, der har været ude med hidsige markeringer i forhold til den bid virkelighed, TV-udsendelser har blotlagt atter engang. Og selvfølgelig har udsendelserne også været debatteret livligt på Alternativets gang på Christiansborg. Skulle vi kommentere udsendelserne, eller skulle vi ikke?

Hvis vi ikke gjorde, ville vi så få skudt i skoen, at vi var en flok lalleglade halal-hippier uden jordforbindelse og forståelse af problemernes omfang? Og hvis vi besluttede at kommentere, ville vi kunne blive endnu en stemme i koret af politikere, der mere eller mindre hovedløst kræver handling og konsekvens uanset, hvad de retspolitiske omkostningerne af deres forslag i øvrigt ville være.´

Det har ikke skortet på politikere, der har været ude med hidsige markeringer i forhold til den bid virkelighed, TV-udsendelser har blotlagt atter engang

Personligt var min holdning indtil i går, at den debat blandede jeg mig – som politisk leder i Alternativet – ikke i. Hvis nogen skulle udtale sig på Alternativets vegne, var det enten vores politiske ordfører eller vores retsordfører. Som politisk leder ville jeg helst holde mig ude af debatten, så længe den foregår på så ophedede præmisser orkestreret af medierne. Men så var der to begivenheder, der alligevel fik mig til tastaturet. Dels kaldte socialdemokraterne i et større interview i Berlingske Tidende til kulturel frihedskamp.

Og dels fik Alternativets retssordfører, Josephine Fock, at vide, at hun – alligevel – ikke var relevant i torsdagens Debatten med Clement Kjersgaard. Den sidste hændelse kommer jeg tilbage til om lidt.

Men først – for en god ordens skyld – skal jeg her understrege, at det selvfølgelig strider imod hele min demokratiske selvforståelse at høre om unge kvinder, der bliver nægtet retten til et uafhængigt liv. At blive banket og slået og holdt uden for arbejdsmarkedet, fordi de ikke må arbejde sammen med mænd. Eller at unge homoseksuelle med muslimsk baggrund bliver nødt til at flygte hjemmefra. For ikke at tale om fysisk afstraffelse og kolde brusebade af børn, der ikke kan koranen godt nok.

Det er handlinger og holdninger, som jeg – som frihedstænkende, demokratisk borger – må tage afstand fra. Hvilket jeg altid har gjort. Det gjorde jeg i går, det gør jeg i dag, og det vil jeg gøre i morgen.

Jeg understreger min holdning på trods af, at der herom vist ingen tvivl kan være. At jeg gør det alligevel skyldes, at alene det at problematisere proportionsforvrængningerne og at nuancere under en mediestorm ofte bliver fejludlagt og forvrænget til at være berøringsangst med de svære emner. Det er i sig selv pudsigt, at refleksion og nuancer i en spurt, hvis tempo er sat af medierne, bliver udlagt som det negative. Jeg skulle mene, at spurten er problemet.

Med min holdning til de åbenbare problemer, som TV2-dokumentaren har genblotlagt, slået fast, hopper jeg videre til en for mig vigtig pointe, som jeg ikke kan understrege nok: Det, man fokuserer på, vokser. Når så mange fokuserer på en marginaliseret gruppe af borgere og deres forstokkede og dybt reaktionære tale, overser vi fuldstændig de positive udviklingstræk, der lige nu også sker.

For en god ordens skyld – skal jeg her understrege, at det selvfølgelig strider imod hele min demokratiske selvforståelse at høre om unge kvinder, der bliver nægtet retten til et uafhængigt liv.

Fokuseringen på de åbenbare negative sider ved radikaliseringen af dele af det muslimske miljø skævvrider i min optik det, der lige nu sker af positive udviklingstræk blandt unge med indvandrerbaggrund. Blot her nogle få af mange lyspunkter: Ifølge en nylig analyse fra Cevea er efterkommere i aldersklassen 20-24 år i samme grad som jævnaldrende etniske danskere i gang med en uddannelse. Og på de videregående uddannelser er de endda i førertrøjen. Her taler vi altså om en væsentlig og markant større gruppe end det samlede antal imamer, der prædiker i landets moskéer. Hvorfor rydder dette ikke mediefladen? Jeg undres.

Det er så én ting. Noget andet er, hvordan vi politikere reagerer på disse mediestorme, der altså jævnligt blusser op om alt muligt forskelligt. Mediestormene gør det unægtelig svært at trænge igennem med nuancerne, hvorfor reaktionen ofte er en reel overbudsstrategi, hvor synspunkterne hele tiden bliver skærpet en anelse – indtil de er decideret polariserende.

Og det ærgrer mig, fordi jeg mener, at vi politikere bør stå sammen om at mane til besindighed, så behovet for at udvise handlekraft ikke kommer til at overskygge behovet for en saglig, nuanceret debat, der samler frem for splitter. Desværre ser jeg – også i den aktuelle situation – at vi politikere ofte er for dårlige til at holde hovedet koldt og hjertet varmt, når mediestormen raser.

Og så er jeg kommet til det Alternativets retsordfører, Josephine Fock, oplevede i sin dialog med DR2 om at optræde i Clement Kjersgaards Debatten torsdag aften, der netop omhandlede TV2-dokumentaren Moskeerne bag sløret. Onsdag fik Debatten Josephines udlægning af problemer og løsninger, hvortil meldingen lød, at det ikke var sikkert, at hun ville blive repræsenteret, idet Debatten ville have de yderligtgående holdninger. Jeg lader den lige stå et øjeblik: Ville have de yderligtgående holdninger.

Jeg er med på, at det åbenbart er vurderingen, at det er derved, man skaber godt TV, men hvem vinder ved en offentlig debat, hvor fortrinsvis de mest polariserede synspunkter bliver gengivet. Så længe det er tilfældet, så vil vi i Danmark fortsætte med at blive splittet ned gennem midten i flere og flere politiske emner – ikke mindst i spørgsmålet om integration.

Og det er det sidste, vi har brug for, hvis samfundet skal fungere. Derfor ærgrer den aktuelle politiske overbudskamp mig meget. I den aktuelle debat er særligt tre perspektiver efter min mening overset. Det første handler om centrale principper for retsstaten.

I løbet af de seneste par dage har flere allerede dømt imamerne skyldige i lovbrud og dermed takseret deres prædikerne og formaninger til at være opfordringer til vold, hvilket er ulovligt. Herudover har flere foreslået, at Grimhøj-moskéen bliver lukket, og imamerne bliver udvist.

Som det er lige nu, udgør domstolene den dømmende magt, så for mig er det en farlig glidebane, når politikere griber til den form for politisk selvtægt, det er at dømme folk. Som reglerne er lige nu, så er imamerne uskyldige, indtil de evt. bliver dømt af en domstol – desuagtet, hvad vi så end hører af hastige domsafsigelser i den offentlige debat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så længe imamerne ikke er dømt af en domstol, har de altså benyttet deres ytringsfrihed. Så når nogle begynder at tale om udvisning af imamer og lukning af moskéer, er de åbenbart villige til at se bort fra ytringsfriheden. Den holdning er de selvfølgelig velkomne til, men som samfund bør vi være meget opmærksomme på, at holdningen indebærer, at ytringsfriheden fremover skal tildeles ganske selektivt – og altså f.eks. ikke til rabiate imamer, der i stedet skal have deres foreninger lukket, mens de selv skal smides ud. Hvis vi virkelig ønsker at opgive ytringsfriheden, hvem skal så bestemme, hvem der må sige hvad?

Og hvilke andre grupper skal ikke have ytringsfrihed? I Danmark er alle lige for loven – som det altså er lige nu. Skal det ændres? Religionsfriheden betyder, at alle må have den religion, de vil, og at de har ret til at leve, som de vil, så længe det ikke er ulovligt. Ønsker vi også denne ret selektivt tildelt?

Det andet perspektiv handler om, hvad vi egentlig ved om det danske moskémiljø. Den aktuelle dokumentar har besøgt otte ud af en anslået total på 140 moskéer i Danmark. Det kan jo ikke siges at være et særlig fyldestgørende grundlag for handling. Og netop manglen på viden har flere forskere påpeget i den forgange uge. Ifølge forsker i imamer i den vestlige verden, Niels Valdemar Vinding fra Københavns Universitet, er det ti år siden, der blev lavet en ordentlig undersøgelse af moskémiljøet. Det vil altså sige, at vi diskuterer forslag, der vil tilsidesætte grundlæggende principper i demokratiet og retsstaten baseret på en tv-dokumentar og 10 år gammel viden.

Det finder jeg mildest talt ikke-imponerende. Og det var da også ordene fra Niels Valdemar Vinding, der sagde, at det uafdækkede vidensbehov 'slet ikke legitimerer de bombastiske udmeldinger og løsningsforslag som flere politikere lige nu kommer med'.

Han sagde endvidere, at det nogle gange virker som om, der 'nærmest er en politisk uvilje mod at vide, hvad der foregår'. Har han ret – og det tror jeg, at han langt hen ad vejen har – så betyder det, at vi politikere vægter hurtigere, uoplyste forslag højere end forslag baseret på grundighed, viden og refleksion. Og det er for mig en meget bekymrende tendens.

Vi bør netop – og især i så svær en problemstilling – handle på et aldeles oplyst grundlag. Hvor stort er problemet egentlig? Hvilke folk tiltrækkes af miljøerne, og af hvilke årsager? Kan vi løse problemerne på nytænkende og relevante måder? Vi bør også have mod til at spørge, hvorvidt det kun er i nogle moskémiljøer, der er problemer med rabiate udtalelser? Hvad med andre marginaliserede miljøer? Stærkt højre- eller venstreradikale, kristne eller andre? I vores arbejde med at komme ekstremisme til livs gør vi os selv en bjørnetjeneste, hvis vi udviser selektivitet. Det bekræfter kun de stemmer, der argumenter for, at majoritetsdanmark er særligt hård ved de muslimske miljøer. Det vil jo være et meget uhensigtsmæssigt signal at sende.

Det tredje perspektiv omhandler indkaldelse til en regulær ’frihedskamp’. Hvad pokker betyder det egentlig? Det har jo længe været tydeligt, at en styrkelse af de muslimske kvinders mulighed for at tage styring over eget liv er afgørende. Også kvinderne skal kunne deltage i samfundet på lige fod med alle andre, og den dagsorden har langt, langt de fleste længe været med på. Var jeg herboende moderat muslim, hvilket langt de fleste muslimer selvfølgelig er, ville jeg ikke føle mig inviteret til en dialog af udmeldingen om ’frihedskamp’. For hvis det var intentionen, havde man nok brugt en mere inviterende formulering og ikke hentet sit ordvalg fra en kampretorik.

For mig at se udspringer de gode løsninger af, at vi involverer både civilsamfund og ikke mindst vores muslimske borgere i løsningerne. Vi skal ud til de familier, det handler om, vi skal undgå at grave generationskløfterne dybere, mens vi respekterer alles ambitioner om selvstændighed og et uafhængigt, frit liv. Vi bør afsætte ressourcer til at identificere de positive fællesskaber, styrke de eksisterende foreninger og de progressive stemmer i debatten. Vi har nemlig – og herligt nok – længe ser masser af mønsterbrydere, og så har vi efterhånden rigtig mange stærke stemmer i debatten, der taler for ligestilling og kritisk oplyser om forholdene i nogle muslimske miljøer.

Jeg har lyst til at sige ingen nævnt, ingen glemt, men jeg løber risikoen, fordi jeg bliver glad på demokratiets, oplysningens og repræsentationens vegne, hver gang jeg læser eller hører f.eks. Khaterah Parwani, Yahya Hassan, Zubair Butt Hussain, Poya Pakzad, Haifaa Awad, Abdel Aziz Mahmoud, Jakob Sheikh, Natasha Al-Hariri, Ayse Dude Tepe og Sherin Khankan – uagtet, at jeg ikke altid er enig.

Jeg ser gryende græsrodsbevægelser og ikke mindst den nye kvindemoske Mariam Moskéen, som vigtige løftestænger for ligestilling på tværs af køn, religion og etnicitet. De fællesskaber og initiativer skal vi hylde og aktivt støtte på deres præmisser. Vi skyder os selv i foden, hvis vi indlejrer dem i én eller anden politisk kamp, og de skal i stedet holdes fri af partipolitik. Det er uden for Christiansborg, at kvinderne arbejder for deres frigørelse. I hverdagen. Det har jeg stor respekt for.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og i forlængelse heraf finder jeg det meget interessant, at de tre største muslimske paraplyorganisationer i Danmark allerede i tirsdags sendte en pressemeddelelse – desværre samlede få medier den op. De muslimske organisationer skrev, at det kun er dansk strafferet, der gælder, og dermed udviste de større forståelse for dansk lovgivning end mange andre, der har kastet sig hidsigt og hurtigt ud i den offentlige domsafsigelse over imamerne.

Jeg ser den pressemeddelelse som en udstrakt hånd, som imidlertid både af politikere og medier er blevet afvist. Det er meget iøjnefaldende – for at sige det mildt. Hvis vi fortsat ønsker at værne om ytringsfrihed, religionsfrihed og samtidig sikre støtte til marginaliserede grupper, må vi indgå i dialog med moderate og progressive muslimer og inddrage dem i at finde de gode løsninger. Det går ikke, at vi har så ensidigt fokus på de ekstreme, mens vi som samfund helt og holdent vælger at forbigå alle de moderate og progressive.

Igen: Det, man fokuserer på, vokser. Så hvad med at fokusere på de ting, der rent faktisk lykkes. Også i denne sammenhæng. Det giver måske ikke overskrifter i medierne og airtid til os politikere – men det skyldes jo bare, de rammer vi selv har skabt. Lad os dog skabe nogle nye, der tilskriver lige stor værdi til de positive, som til de negative historier. Det vigtigste er, at vi fremmer de gode kræfter i det danske samfund og inddæmmer de negative, de radikaliserede og de dogmatiske.

Og chancen for, at vi rent faktisk står over for et integrationsmæssigt gennembrud i Danmark har aldrig været større end nu – og det helt uden, at vi hastigt opgiver grundlæggende demokratiske principper.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce