»Vi skal rykke folk op ad uddannelsesstigen, så de bliver bedre rustet til at kunne varetage fremtidens job. Mit mål som beskæftigelsesminister er at få flest muligt i arbejde via uddannelse. For uddannelse er nøglen til et fast job på arbejdsmarkedet«.

Citat: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

En beskæftigelsesministers opgave er at skabe gode vilkår for højere og bedre beskæftigelse. Det afhænger i høj grad af et smidigt arbejdsmarked og virksomhedernes muligheder for at skabe flere job. Mette Frederiksen lyder nærmest som en undervisningsminister, når hun fokuserer så entydigt på uddannelse.

Tony Blair sagde engang, at hans tre vigtigste mærkesager var »uddannelse, uddannelse, uddannelse«. Den samme remse hører man fra danske politikere og faglige organisationer.

Det er ikke tilfældigt, at det lyder som en trylleformular. Uddannelse er nemlig nærmest blevet en magisk formel til at opnå fuld beskæftigelse, høj produktivitet, god løn og et godt arbejdsliv med masser af ferie og fritid.

I virkelighedens verden er uddannelse desværre ikke de vises sten, men ofte bare narreguld, der lokker og skuffer. Finansministeriet har beregnet den langsigtede effekt af det politisk udbredte mål, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse og 50 procent skal have en videregående uddannelse.

Dette vil kun bidrage til den årlige vækstrate i Danmark med sølle 0,02 procent. Det er også påfaldende, at Danmarks produktivitet i mange år er sakket bagud, når vi samtidig er det land i EU, der bruger flest offentlige penge på uddannelse (8 procent af BNP i 2008 mod EU’s gennemsnit på 5 procent).

Og intet land i EU sender så stor en del af arbejdsstyrken på voksen- og efteruddannelse, som vi gør i Danmark.

Beskæftigelsen afhænger ikke kun af uddannelse, men lige så meget af virksomhedernes efterspørgsel. Det betyder ikke, at uddannelse kun handler om at gøre mennesker til produktive medarbejdere. Selvfølgelig har uddannelse et bredere og også ikkeøkonomisk formål. Der er stor menneskelig, social og kulturel værdi i at få en uddannelse.

Så jeg er bestemt ikke imod ambitionen om, at alle unge skal have en uddannelse. Voksen- og efteruddannelse kan også være glimrende. Men hånden på hjertet, kære læsere: Har I aldrig været på kurser og efteruddannelse, hvor den primære værdiskabelse skete ved buffeten?

De videregående uddannelser, som skal levere Danmarks fortrop i det globale videnskapløb, er ikke en entydig størrelse.

I dag er der for eksempel større samfundsøkonomisk gevinst ved sundhedsvidenskabelige og samfundsvidenskabelige uddannelser sammenlignet med humaniora. Heldigvis bidrager humaniora på mange andre måder end rent økonomisk, men de humanistiske uddannelser har et stort potentiale til at skabe mere vækst i erhvervslivet.

Vi er bare for dårlige til at udnytte det på grund af akademisk vanetænkning og berøringsangst hos virksomhederne. Universiteterne er generelt dårlige til at udfordre den traditionelle akademisk-kritiske tilgang, hvor de studerende lærer at påpege svagheder i andres argumenter frem for selv at finde nye løsninger.

Derfor kan akademisk uddannelse blive en hæmsko for innovation og iværksætteri, selv om det egentlig burde være omvendt. Problemet bliver forstærket af, at en dansk studerende typisk har siddet på skolebænken frem til sin kandidatgrad som 27-årig kun afbrudt af caféjob og en jordomrejse.

De fleste job, der i dag besættes af en nyuddannet kandidat, kan sagtens bestrides af en veluddannet bachelor. Hvis der var tradition for at komme ud at arbejde som bachelor, kunne man vende tilbage og tage en mastergrad nogle år senere, når man typisk er blevet mere erfaren, målrettet og motiveret.

Vi narrer os selv, hvis vi bevidstløst og unuanceret påtvinger borgere og virksomheder mere uddannelse. Vi skal huske at se på virksomhedernes muligheder for overhovedet at skabe job.

Samtidig må vi hæve kvaliteten i hver uddannelse og forny uddannelseslogikken, så den passer til virkelighedens krav.