»(Pensions)selskaberne bliver tvunget ud i at foretage dumme investeringer – altså investeringer, der ikke er til gavn for kunderne.«

Citat: Per Bremer Rasmussen, adm. direktør, Forsikring & Pension.

Intet ord erså helligt blandt vores politikere som tryghed. Grundlovsdag talte både ministre og oppositionsledere om tryghed.

I digtsamlingen ’Tryghedsnarkomaner’ beskriver Vita Andersen en kvindes problemer med kærligheden og selvværdet. I dag kunne man skrive knækprosa om vores tvangsneurotiske forhold til økonomisk tryghed. Finanskrisen viser, at vi bliver nødt til at kunne håndtere større usikkerhed, hvis vi skal styrke os som samfund og som mennesker.

Basal tryghed er afgørende for et godt liv og et velfungerende samfund. Men vi har malet os op i et hjørne af hysterisk tryghed, der gør os handlingslammede, økonomisk uansvarlige og i sidste ende meget utrygge. Lige nu ser vi en række problemer i kølvandet på finanskrisen, som skyldes en hovedløs jagt på tryghed: et overbeskyttet arbejdsmarked i Spanien, et fastlåst dansk skattesystem og en pensionssektor truet på livet af for høje afkastgarantier.

Når EU og især Tyskland kritiseres for at stille skrappe økonomiske krav til Spanien og Grækenland, er det som at kritisere brandmanden for at ødelægge døren til det hus, man selv har antændt.

Spaniens krise blev udløst af en voldsom boligboble, men grunden til, at krisen rammer landet så hårdt med store offentlige underskud, tyngende gæld og tårnhøj arbejdsløshed, er et arbejdsmarked forstenet i tryghedsregler, hvor det er uhyre svært og dyrt at afskedige fastansatte medarbejdere. Derfor er det nærmest umuligt for en hel generation af unge spaniere at få et stabilt arbejde.

Den ene halvdel af de unge er arbejdsløse, den anden halvdel må typisk tage til takke med korte ansættelser på dårlige vilkår. Den konservative regerings forsøg på at reformere arbejdsmarkedet bliver bekæmpet af fagforeningerne, der insisterer på ekstrem tryghed for de 60 procent af de beskæftigede, der er fastansatte.

Herhjemme giver den økonomiske tryghedsfanatisme også problemer. Med vores relativt sunde økonomi betragtes Danmark som et af de sikreste lande i Europa at investere i.

Derfor strømmer udenlandske penge til landet og presser den danske rente ned. Lav rente betyder flere investeringer, højere vækst og beskæftigelse, så det burde være et lyspunkt i det europæiske mørke. Men den lave danske rente er et stort problem, fordi mange pensionskasser har udstedt tryghedsgarantier til kunderne om livslange høje afkast. Så nu er det pensionsselskabernes tur til at skulle reddes af staten.

Det er grundlæggende en pervers ide at garantere en bestemt (høj) forrentning ud i al fremtid. Og prisen for denne falske tryghed er i sidste ende en lavere forrentning for os alle sammen. Garantierne hæmmer nemlig pensionskassernes mulighed for at investere optimalt og dermed skabe højere afkast, fordi de skal binde for mange penge i meget ’sikre’ papirer.

Nu er renten på de sikreste papirer så lav, at regnestykket slet ikke kan gå op, og vi begynder at ane bagsiden af tryghedens janushoved, der hedder fallit.

Overdreven trygheder også skyld i, at det danske skattesystem i årevis har været fastlåst i en klemme mellem Foghs skattestop og fredning af boligskatten.

Selv om enhver økonom kan se det gavnlige for samfundsøkonomien (og moralen) i at flytte noget af skattebyrden fra arbejdskraft til bolig. Med regeringens skattereform bliver der omsider pillet ved boligejernes skat, men det vækker selvfølgelig ramaskrig, blandt andet fordi regeringen selv tidligere har garanteret (!) ikke at gøre noget i den retning. For et signal om forandring skaber jo utryghed for boligejerne, og det er åbenbart det værste, man kan gøre.

Grundlæggende tryghed giver os overskud og mod til at turde mere, men overdreven tryghed gør os ufri og usikre. Hvor ville det være i ordets egentlige forstand befriende, hvis vi accepterede, at livet ikke kan leves uden risiko, og at vi ikke behøver at vide, præcis hvordan privatøkonomien ser ud om ti år. Tværtimod vidste allerede de gamle grækere, at man ikke skal ønske at kende sin egen skæbne.