Da grise er meget karakteristiske for vores region og vigtige for vores økonomiske udvikling, opfører vi blandt andet en grisetango med Sønderjyllands Symfoniorkester.

- Else Redzepovic, sekretariatsleder for Sønderborg som Europæisk Kulturhovedstad 2017

I dag jubler Aarhus eller Sønderborg over at være valgt til Europæisk Kulturhovedstad i 2017.

Desværre er der ikke mere end titlen at glæde sig over. Da København var EU’s Kulturby i 1996, fik vi flere store kulturbyggerier, der stadig beriger hovedstaden og kulturlivet. Nu til dags er der gået inflation i kulturbybegrebet med gøgl og grisetango. Og hvem har overhovedet hørt om slovenske Maribor, som er Europæisk Kulturhovedstad i år?

De fleste købstæder har en kommunal strategi om at blive kendt som kulturby, selv om det er tvivlsomt, hvad man reelt får ud af det. Og under alle omstændigheder er det trivielt at slå sig op som kulturby, når alle andre gør det samme.

LÆS OGSÅJysk kulturkamp går mod dommens time

Af de mange danske byer, der satser på kultur, er det kun få, der som Horsens er lykkedes med at ændre og styrke deres image.

Hvorfor virker det for eksempel ikke rigtig for Svendborg, der har landets højeste beskæftigelse i kreative erhverv efter København og Aarhus? Den største forskel i byernes kulturstrategi er, at Horsens satser på at skabe usædvanlige oplevelser ved enkeltstående koncerter med verdensnavne som Madonna, Dolly Parton og Metallica, mens Svendborg satser på gode små oplevelser alle 365 dage om året.

At nogle få store skud giver større opmærksomhed end spredehagl, bekræftes af Bilbao, der er den største succeshistorie inden for kulturel bybranding i nyere tid.

Siden Frank Gehrys spektakulære Guggenheim-kunstmuseum åbnede i Bilbao i 1997, har byen oplevet et markant økonomisk og imagemæssigt løft. Inden museet blev bygget, kom der kun 25.000 turister om året. I dag er turisttallet 25 gange højere.

En gruppe spanske forskere beregnede for nylig, at den internationale omtale af museet har tiltrukket over 60 procent af museets gæster, og de repræsenterer en ekstra omsætning for Bilbao på 2-4 milliarder euro om året. Set i det lys var museet, der kostede 1,2 milliarder kroner, et røverkøb.

Desværre er der ingen garanti for, at store eliteprægede kulturinvesteringer giver international opmærksomhed og tiltrækker flere turister, beboere og virksomheder.

Derfor er det fristende for en by at forsøge at opnå den samme kulturelle branding gennem en masse mindre, billigere og lokale aktiviteter. I Aarhus’ ansøgning som Europæisk Kulturhovedstad er der således samlet over 100 projekter under 13 forskellige visioner om alt fra børn og mangfoldighed til digitalisering og miljø.

Dette kulturelle miskmask skaber selvsagt ingen stærk profil og dermed næppe nogen interesse fra resten af Danmark eller udlandet, mens det selvfølgelig skaber aktivitet for byens egne kunstnere, foreninger og ildsjæle.

LÆS MEREAarhus vandt kapløb om kulturhovedstad

Succeserne i Bilbao og Horsens skyldes ikke kun et skarpere fokus; deres kulturinitiativer er først og fremmest attraktive i sig selv, uanset om de bliver brugt til at drive markedsføring og lokalpatriotisme eller ej. Det samme kan desværre ikke siges om de danske bud på Europæisk Kulturhovedstad og mange andre kommunale kulturprojekter.

Det er ærgerligt, at vi bruger så mange penge og regional energi på bureaukratiske kulturprojekter, samtidig med at de kunstinstitutioner og kulturelle brancher, der har størst kvalitet og international gennemslagskraft, bliver forsømt økonomisk og politisk.

De fleste danske filmproducenter bevæger sig på kanten af fallit, mens deres film høster international succes. De mest lovende danske billedkunstnere flytter til Berlin, hvor de har råd til at bo.

Det Kongelige Teaters økonomi er historisk presset, selv om operaen har nået et højere internationalt niveau end nogensinde, og balletten er på vej tilbage til verdenseliten. Ballettens USA-turne sidste år blev en PR-succes for kompagniet og for Danmark, men kun takket være massiv privat sponsorstøtte.

Harald Giersing skrev i 1917, at god kunst altid er national, men national kunst altid er dårlig.

Hundrede år senere kan man tilføje, at god kunst altid er markedsføring, men markedsføringskunst altid er dårlig.