»Emil glæder sig til næste time, hvor han har medier som valgfag. Her skal han i gang med at lave hjemmeside sammen med venskabsklassen i Manchester«. (Helle Thorning-Schmidt, statsminister)

Statsministerens åbningstale om fremtidens folkeskole med legende læring, mediefag, podcast og hjemmesider lød som en 10 år gammel brainstorm i den kreative klasse.

Dengang Manchester var det nye, hotte forbillede for kulturel bybranding. Det interessante nye i talen var, at eleverne skal undervises i flere timer. Desværre har regeringen ikke givet noget bud på, hvordan vi skal opnå det, når folkeskolen i forvejen er en af verdens dyreste.

Statsministerens drøm om kreativ og legende indlæring er allerede en realitet. Folkeskolen har i dag masser af tværfaglig undervisning, inddragelse af nye medier, fysisk aktivitet og lektietid i SFO’en, sådan som statsministeren beskrev sin ønskeskole.

Mine børn går for eksempel i en folkeskole med dygtige og engagerede lærere, og deres lærebøger og aktiviteter er langt mere kreative og engagerende, end mine var.

Men hvis vi går længere og sætter den enkelte elevs motivation og interesser i centrum for al læring, bliver skolen et narcissistisk tivoli, hvor alt stof skal spejle eleven på nye og sjove måder.

Sådan en skole vil svigte de elever, der ikke får selvdisciplin og dannelse med hjemmefra. De vil ikke lære at gennemføre noget, der er kedeligt, repetitivt eller ikke handler om dem selv.

Og så får de det svært på et arbejdsmarked, der kræver specialisering og selvmotivering. Så når statsministeren ønsker en folkeskole, hvor alle børn lærer mere, er der ikke brug for en generelt mere kreativt underholdende skole, men simpelthen flere timers indlæring uden større udgifter.

Der er to oplagte veje til det mål, som hverken statsministeren eller undervisningsministeren har talt om i den forløbne uges skoledebat.

For det første kan vi skabe mere læring, der ikke kræver mere lærertid. Skolerne har i dag et kæmpe uudnyttet potentiale i at bruge digitale læremidler som supplement til den individuelt forberedte lærerundervisning i klassen.

Danske forlag og it-virksomheder har de seneste ti år med delvis statslig støtte opbygget et imponerende udvalg af pædagogisk og teknisk avancerede undervisningsprogrammer, som dækker de vigtigste af grundskolens fag på alle trin.

For det andet kan vi skabe mere lærerundervisning inden for det eksisterende samlede lønbudget. Men det kræver, at regeringen sammen med folkeskolens parter tager et fundamentalt opgør med lærernes overenskomster.

Ifølge en helt ny opgørelse fra OECD har danske elever i de mindste klasser 10 procent færre undervisningstimer end gennemsnittet for OECD-lande. En dansk folkeskolelærer underviser 10-15 procent færre timer end den gennemsnitlige kollega i hele OECD.

I gymnasiet er det endnu værre. En dansk gymnasielærer har kun lidt over halvt så mange undervisningstimer som OECD-gennemsnittet, fordi direkte undervisning kun udgør en fjerdedel af danske gymnasielæreres arbejdstid.

Ved forårets overenskomstforhandlinger med lærerne er det altså ikke nok at justere de eksisterende satser. Der er behov for helt nye aftaler med højere krav til undervisningstid; hvor forberedelsestid differentieres mere efter fag, klassetrin og erfaring; og hvor lærere individuelt belønnes for en ekstra indsats.

Det vil både øge effektiviteten og den enkelte lærers motivation og styrke hele lærerfagets prestige.

Skolen skal danne os som mennesker og lægge grunden til vores fremtidige arbejdsliv. Undersøgelser af professionel succes viser, at det kræver omkring 10.000 timers øvelse virkelig at mestre en disciplin.

Hvis 13-årige Emil skal lære den grad af fokus og vedholdenhed, er det ikke nok med mediefag og fuglehuse. Hans ekstra undervisningstid skal også bruges til at lære ham, at øvelse gør mester.

Det er ikke vigtigt, om statsministeren kan sin Pythagoras, men forhåbentlig kan både hun og undervisningsministeren deres Kierkegaard: »Den, der ikke fatter, at livet er en gentagelse, og at dette er livets skønhed, han har dømt sig selv«.