Enhver idiot ved jo, at alle spørgsmål kan besvares med et ja eller nej. Journalist Lasse Jensen til politiken.dk.

Anita Bay Bundegaard kritiserer DR og Clement Kjersgaard for den konfronterende interviewstil, hvor politikere bliver krydsforhørt om deres holdninger og presset til at svare ja eller nej.

LÆS OGSÅDR nærmer sig en demokratisk dobbeltforbrydelse

Politikerne bør boykotte den unuancerede form, mener Bundegaard, mens Kjersgaard omtaler sig selv som demokratiets eneste håb.

Denne debat berører imidlertid kun en flig af det meget større problem, at politikerne manipulerer med sandheden hele tiden og derved undergraver tilliden i samfundet.

Problemet er opstået i takt med, at politikerne kommunikerer mere strategisk og professionelt, at mediedækningen intensiveres, at teknologien gør det nemt at dokumentere og sprede politikernes ord, og at politikernes status og afstand til befolkningen er blevet mindre.

Disse strukturelle ændringer har gjort vælgerne sarte over for politikernes pragmatisme og politikerne håndsky over for vælgerne.

LÆS OGSÅSvar til Anita Bay Bundegaard: Naivitet fremmer ikke demokratiet

Derfor tror politikerne – som regel med rette – at de er nødt til at slibe kanterne af deres reelle holdninger, planer og beslutninger for ikke at blive straffet af medierne og vælgerne.

Se bare, hvordan Margrethe Vestager fik ørerne i mediemaskinen, da hun med konstateringen »sådan er det jo« formastede sig til at sige den usminkede sandhed om konsekvenserne af en begrænset dagpengeperiode.

Et andet eksempel er, at professionelle politikere altid har taktiske overvejelser, men altid vil benægte det. Eller at de færreste politikere selv tror, deres løsninger er helt rigtige og modstandernes helt forkerte, men det siger de alligevel.

LÆS OGSÅ Clement skyder tilbage på kulturredaktøren: Naivitet fremmer ikke demokratiet

Som konsekvens kører den politiske debat i to spor. Et med politikernes egne ord og et med journalister og eksperters udlægning af, hvad politikerne i virkeligheden mener.

Manipulationen med sandheden er så total, at medierne altså har institutionaliseret en alternativ, ’kritisk’ debat. Og vælgerne har mere eller mindre resigneret i en erkendelse af, at man som udgangspunkt ikke kan stole på politikere.

At politikere ikke tør eller kan holde til at være mere ærlige, bliver forværret af, at vi har defineret det som en politisk dødssynd at blive taget i dokumenterbare løgne eller direkte løftebrud.

Vores politiske debatkultur er inde i en negativ og selvmodsigende spiral, hvor sandhed bliver stadig mere bøjet, mens løgn bliver stadig mere tabu.

Denne skizofreni er usund for samfundet, ligesom det er usundt, når forældre sender meget blandede signaler til deres børn. Det påvirker os, at magthaverne bøjer sandheden, selv om de undgår lodrette løgne.

LÆS OGSÅClement reducerer politisk debat til en pinballmaskine

Et ekstremt eksempel er Nazityskland, hvor en konsekvent sproglig manipulation, som lingvisten Victor Klemperer har beskrevet, sneg sig ind i den enkelte borgers bevidsthed og undergravede fornemmelsen for virkelighed og retfærdighed.

Clement Kjersgaards forsøg på at tvinge politikere til at melde klart ud er et oplagt modtræk til den gradvise underminering af sandheden i politisk kommunikation.

Desværre kan virkningen være modsat. Selv om alle spørgsmål kan besvares med ja eller nej og så uddybes og nuanceres bagefter, er politikerne bange for at sige noget entydigt, de senere kan blive konfronteret med.

Så de bliver endnu mere defensive og uklare. Vi har brug for en anden debatkultur, hvor det kan betale sig for politikerne at være mere ærlige om deres tvivl, taktiske overvejelser og reelle forventninger. Det vil også gøre politik mere farverigt og modigt.

Journalister og politikere må lære af andre områder, hvor kommunikation har et sundere forhold til sandhed.

Hvordan kan det for eksempel være, at medarbejdere som regel har tillid til deres ledelse, selv om de ikke forventer at få den fulde sandhed om virksomheden?

Hvis DR kan finde en måde at skabe en mere tillidsfuld kultur i den politiske debat, er det i sandhed public service.