Danmark er forsidestof i de internationale medier disse dage. Og det er ikke for det gode. På forsiden af dagens International Herald Tribune er der en stor artikel, som fortsætter på side fire. Overskriften er Danskerne genopliver grænseposterne, efter pres fra nationalister.

Dette er ingen lige gyldig avis. Det er New York Times’ internationale udgave, som købes og læses over hele verden. Derfor henfalder avisen ikke til billige point. Men der er ingen tvivl om, at vinklen ikke er sympatisk indstillet overfor tanken om øget nationalistisk opdeling af Europa. Og journalisten refererer nøgternt hvordan reformer af tilbagetrækning og økonomi af nationalisterne forsøges knyttet sammen med dette symbolpolitiske tiltag.

For symbolpolitik er det. At indføre øget grænsekontrol har ingen effekt på den internationale kriminalitet, hvilket både Rigspolitiet, Justitsministeriet og De Konservatives retspolitiske ordfører har givet udtryk for. Det er kun og udelukkende symbolsk: Danmark lukker af for omverdenen. Sådan blev det tænkt, da idéen blev udviklet i Dansk Folkepartis afdeling for manipulation og tåbeligheder. Og sådan bliver det tolket internationalt.

I de år der kommer, har Danmark desperat brug for viden og arbejdskraft fra udlandet. Rigtig mange af de højtuddannede udlændinge, som vi ønsker at tiltrække, følger med i International Herald Tribune, BBC eller et af de mangeandre medier, som har refereret denne sag. Mange vil have mulighed for at vælge mellem forskellige lande at bosætte sig i. Og realiteten er, at mange vil vælge Danmark fra på grund af renomméet, hvilket bl.a Dansk Industri indtrængende har advaret mod.

Det er vanskelligt at måle eller registrere – omend eksperter i branding mener, at de kan prissætte den slags. Men alle kan vel forstå, at det går hårdt ud over en virksomheds ry og bundlinie, hvis den hænges til tørre på forsiden af internationale medier. Det koster, når Nike anklages for at bruge børnearbejdere. På samme måde koster den mediedækning, som Danmark er ude for i øjeblikket. Den koster os dyrt.

Set i det lys er det tragikomisk, når Dansk Folkeparti forsøger at knytte øget grænsekontrol sammen med forhandlingerne om en fremtidssikring af dansk økonomi. Tragikomisk er det også, at aftalen mellem regeringen og DF måske slet ikke er i tråd med de internationale aftaler, som Danmark har forpligtet sig til at leve op til.

Og tragikomisk er det, at se hvordan de store partier i V, K, S og SF endnu en gang tager bind for øjnene og løber lige i hælene på nationalisterne. Det skete med pointsystemerne, og nu sker det igen: Dansk Folkeparti melder tåbelig national navlebeskuende symbolpolitik ud. Og V, K, S og SF følger med sekundet efter. Hvor er det trist.

Hør for underholdningens skyld Morten Messerschmidt (DF) som tenor og Margrethe Auken (SF) som sopran i en smuk duet om, hvor tilforladeligt og småt dette tiltag er. Man fristes til at spørge: Hvis det er så småt, hvorfor har det så været så vigtigt for Dansk Folkeparti? Og svaret er: Fordi det er symbolpolitik. Indadtil såvel som udadtil.