S og SF har meldt ud, at de ønsker værnepligten afskaffet og en reform af forsvaret. Det har været radikal politik i lang tid, og det er på sin plads, at en ny regering giver hele forsvarets organisationsform og ledelse et grundigt eftersyn.

Gennem de sidste par år har sagerne nærmest hobet sig op: Vanskeligheder ved at holde budgetterne. Et alt for politiserende embedsværk. Overdrevent hemmelighedskræmmeri omkring budgetter og beslutningsprocesser. Og grimme lækagesager, der kostede en af landets mest populære ministre jobbet.

Meget peger på, at disse problemer ikke er af midlertidig karakter, men har dybere liggende strukturelle årsager. For til trods for, at det danske forsvar gør et stort og vigtigt arbejde i mange af verdens brændpunkter, må man sige, at forsvarets organisationsform ikke er fulgt med tiden og opgaverne.

Vores soldater er i dag engageret i en række parallelle udenrigspolitiske værdikampe med forskellige grader af intensitet. Ud over de konkrete millitære mål, arbejder de for at vinde sympati for nationens værdier – menneskerettigheder, demokrati, ytringsfrihed, ligestilling – fuldkommen som en diplomat gør det. Men det danske forsvar er stadig organiseret til territorialforsvar og koldkrigens afskrækkelsespolitik.

I Afghanistan arbejder vores soldater for eksempel efter en strategi, hvor militærets råderum omdefineres og udvides, så det kommer til at omfatte både det diplomatiske og politiske aspekt af krigsførelsen. I denne strategi agerer en soldat som en egentlig frontliniediplomat, og må løbende forholde sig til bl.a sprogproblemer, religion og kulturelle brudflader. Det er en helt anden funktion end det traditionelle territorialforsvar, som værnepligten – og i øvrigt også hjemmeværnet – er skabt til. Det kræver langt højere grader af specialiseret viden og uddannelse.

Verden forandrer sig, det samme gør de trusler og konflikter, som vores forsvar står overfor. Når danske soldater skal sendes i krig er det afgørende, at de bakkes op af den optimale ledelse og organisationsform. Det er ikke situationen i øjeblikket, og det er på høje tid at gøre noget ved dette alvorlige problem. Det er derfor positivt, at der er enighed i oppositionen om, at et grundigt eftersyn af forsvarets ledelse og organisationsform er nødvendigt.