Sidste sommer var jeg i Beirut for at besøge min veninde Maria. En af de første aftener tog vi ud og spise med hendes kæreste Wisam. Det var en hyggelig aften, hvor vi sammenlignede dansk og libanesisk politik. Bagefter gik jeg hjem og skrev et lettere desillusioneret indlæg om politisk kultur, som jeg gemte - og glemte - på computeren. Her lå det, indtil jeg i Bededagsferien faldt over det igen. Ved genlæsningen blev jeg helt glad, for der er alligevel sket meget i dansk politik siden det hængemulede indlæg fra sommeren 2010.

Derfor har jeg lavet en let redigeret version, som kommer her:

Beirut juli 2010:

”Det har overhovedet ikke noget med religion at gøre!” Jeg ser overrasket op fra min tallerken. Wisam lægger gaflen på dugen og fortsætter i et konstaterende tonefald.

”Kristne kæmper mod kristne. Sunnier mod sunnier. Shiaer mod shiaer. Og alliancer indgås på kryds og tværs. Det handler ikke om religion, men om hvordan de store familier kan tilrane sig mere magt.” Han trækker på skuldrene. ”Lad os hellere tale om dansk politik. Hvad optager danske politikere?”

Jeg undlader at tale om religionens rolle i dansk politik. For hvordan forklarer jeg et menneske, der afviser religionens betydning i mellemøstlig politik, at det faktisk i disse år er en væsentlig politisk faktor i Danmark? Ikke vores tro, vel at mærke. Men hans religion, islam. ”Økonomi,” svarer jeg derfor.

Wisam lyser op i forventning. Han er økonom og identificerer sig åbenbart mere med sin profession end med sin religion. Men jeg tøver, for hvor skal man starte? Hvor skal man slutte? Og hvad er det væsentlige budskab?

”Ok,” forsøger jeg, ”sagen er, at de store efterkrigsgenerationer går på pension og efterlader et tomrum på arbejdsmarkedet. Det giver færre til at betale til samfundets fælleskasse – og flere til at bruge af den. Så hvis ikke vi gør noget, skal vi alle vænne os til at arbejde mere og få mindre fra det offentlige.”

”Men der er da masser mennesker, der gerne vil komme til Danmark og arbejde,” afbryder Wisam, ”og I taler jo godt engelsk, så hvad er problemet?” Maria og jeg kigger lidt beklemt på hinanden. Vi kommer åbenbart ikke uden om at tale udlændingepolitik. ”Hvad?” udbryder Wisam forundret, da han ser vores ansigtsudtryk.

”Det er ikke dit spørgsmål, der er noget galt med,” skynder jeg mig at forsikre ham, ”men med dit spørgsmål rammer du bare det største spøgelse i dansk politik: Udlændinge.” Maria supplerer: ”Især muslimer.” Vores libanesiske ven er et stort spørgsmålstegn. ”Jamen, hvad er de bange for?”

”Jihad og sådan noget,” svarer jeg ironisk, ”at muslimerne vil strømme til Danmark og indføre kalifatet,” tilføjer Maria og trækker undskyldende på skuldrene. Hendes kæreste kigger overrasket på hende. Jeg fortsætter: ”Jeg tror faktisk ikke, at de fleste danske politikere tænker sådan. Men det er nu engang det billede, den siddende borgerlige regering og Dansk Folkeparti har tegnet gennem snart ti år. Så vi bliver nødt til at kigge i andre retninger for at finde en løsning på den manglende arbejdskraft. Og det problem har der så været nedsat den ene kommission efter den anden for at se på. Velfærdskommissionen. Skattekommissionen. Arbejdsmarkedskommissionen. Det økonomiske råd. Og de siger alle sammen det samme: Der skal reformer til, hvis der også i fremtiden skal være arbejdskraft til at skabe økonomi til børnehaver, folkeskoler, hjemmepleje og hospitaler.”

”Ok,” siger Wisam nysgerrigt, ”men hvilke reformer skal I så gennemføre?” Vi er stadig på hans økonomiske hjemmebane. Jeg begynder at remse op.

”Skatten skal ned på arbejde og op på forurening, så folk får et incitament til at arbejde mere og forurene mindre. De aldersbetingede og universelle ydelser skal afskaffes, så det ikke er alderen, men behovet, der er det afgørende. Dagpengesystemet skal justeres, så folk kommer hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Og vigtigst af alt: Efterlønnen skal afskaffes, så samfundet ikke fortsætter med at sende raske og erfarne mennesker i den arbejdsdygtige alder på pension.”

Min venindes libanesiske kæreste indvender: ”Det lyder jo som om, I ved, hvad der skal gøres. Så hvad venter I på? Hvad er problemet?” Min veninde blinker drillende til mig. Hun ved, at jeg har talt om det her hundredesytten gange før.

”Tja,” svarer jeg, ”det er svært. Regeringen har annonceret et skattestop, som suppleres med et reformstop. Og oppositionen er heller ikke meget værd: Efter to valgnederlag har Socialdemokraterne kastet håndklædet i ringen og accepteret regeringens udlændingestop, skattestop og reformstop. Medierne er mere interesserede i det taktiske spil end i den faglige substans. Og eksperterne, ja, dem affejer regeringen bare som smagsdommere eller dommedagsprofeter, hvis de ikke siger det, som ministrene ønsker at høre.”

”Men hvad med jer i det der parti, du kommer fra?” spørger Wisam. ”Vi siger jo bare det, vi mener,” svarer jeg. ”Og bliver latterliggjort som politisk tonedøve,” tilføjer Maria.

”Men hvad gør I så?” spørger Wisam forsigtigt. Jeg skubber stolen tilbage. ”For mig at se, har vi ikke noget valg. Hele vores politiske identitet er bundet op på at være saglige, ansvarlige og fornuftige. Det er mindst ligeså vigtigt som ideologien. Vi går til roden af problemerne. Det er derfor, vi er radikale.”

”Det lyder ikke særlig sexet,” smiler Wisam. ”Næ,” svarer jeg. ”Vi plejer heller ikke at få særlig mange stemmer.”

Og det er så her, at Platon sætter sig ved middagsbordet. Tidligere på dagen så vi ham på en mosaik på nationalmuseet. Nu ankom han sammen med desserten.

[caption id="attachment_1109" align="aligncenter" width="463" caption="Mosaik fra nationalmuseet i Beirut med vise mænd, bl.a Platon."][/caption]

Platon var antidemokrat, fordi han mente, at demokrati automatisk fører til pøbelvælde, kortsigtet opportunisme og dårlig regeringsførelse. Siden har 2400 års demokratiudvikling forsøgt at kompensere for den populistiske risiko, som Platon pegede på: Ekspertkommissioner, folkeoplysning, demokratisk kultur, osv, osv ? alt sammen har til formål at imødegå den fare.

”Men det er vel også op til hver enkelt politiker at bevise, at Platons kritik var uberettiget,” siger Wisam. Jeg erklærer mig enig.

Vi betaler regningen. Den gode mad og vin har muligvis hjulpet et par erkendelser på vej: I det platoniske lys fremstår parallellerne mellem danske og libanesisk politik åbenbare for os alle tre. Wisam opsummerer:

”I Danmark skaffes der magt til partiet. I Libanon skaffes der magt til klanen. Begge steder er det den billige populisme, der er risikoen.”

Det er blevet nat. Småfulde og sagtmodige trisser vi hjemad gennem et Beirut, der endnu er fuld af liv.

Maj 2011:

Der er sket meget i dansk politik siden aftenen i Beirut. For et par uger siden gik der endelig hul på reformbylden og de fastlåste positioner. Det tegner en anelse lysere, end det gjorde sidste sommer. Ikke kun for dansk økonomis holdbarhed, men også for demokratiet.

For når økonomien sejler, så er det i sidste ende et demokratisk problem. Det er den demokratiske populisme, der skaber de økonomiske problemer. Og det er den demokratiske populisme, der forhindrer løsningerne. At udvise økonomisk ansvarlighed er derfor at udvise respekt for demokratiet. At gøre det modsatte er at give Platon ret.