Der er ballade i det svenske kongehus. Kong Karl Gustav anklages for at lyve, lyve, lyve. Politikere udtaler, at kongehuset må kontrolleres mere. Og (gys!) dronning Silvia har vist sig offentligt uden sin vielsesring!

Det hele kommer af, at kongen påstås at have været på stripklub og den slags. Hvilket harmonerer dårligt med det moderne billede af en kongefamilie som en slags middelklassens maggi-terning: Alt det som almindelige mennesker drømmer om, skal kongefamilien repræsentere - plus et ekstra lag glasur. Ikke bare et hus, men et slot. Ikke bare en motorbåd, men en privat yacht med kæmpecrew. Ikke bare søde børn, men vanvittigt fotogene børn. Ikke bare monogami og godt forældreskab, men hellige familieværdier ophøjet til religion.

Man kan roligt sige, at denne småborgerlige royalisme ikke har dybe historiske rødder. Tværtimod forventedes konger indtil for cirka hundrede år siden at have et helt andet liv end borgeren. Hor, flerkoneri, uægte børn, orgier, skandaler, druk og vanvid - det er det historiske fundament, som de europæiske kongehuse er bygget på, ikke den komiske pyssenysse-idyl, som vi forventer os af nutidens monarker.

Og kongen må da selv om, hvorvidt han vil gå på stripklub eller ej. Han må - mener jeg - for så vidt også selv om, hvorvidt han vil lyve om det. Det hidrører privatlivets fred, lad dog manden være.

Men problemerne er, at de penge, han bruger, ikke er hans egne penge. Det er befolkningens penge. Og at kongen - i Sverige som i Danmark - har retslig immunitet, og derfor i princippet kan begå alvorlige ulovligheder ustraffet. Plus at det ikke kan lade sig gøre at undersøge, hvad apanagen bruges til. Kongen kan således - hvis han ønsker det - vælge at investere skatteydernes penge i menneskesmugling og våbensalg til afrikanske despoter. Der er ingen mulighed for at kontrollere det, og der er ingen mulighed for at straffe det.

Det er vel alvorligt nok, og det problem gør sig gældende i Danmark som i Sverige. Men i Danmark har vi faktisk langt flere og større royale problemer. I Sverige har man for længst frataget kongen stort set alle politiske funktioner, således at monarken udelukkende har ceremoniel og symbolsk funktion. Men i Danmark har statsoverhovedet - det vil sige dronningen - fortsat masser af politiske handlemuligheder og funktioner. Det er langt alvorligere, for det er i yderste konsekvens en trussel mod demokratiet.

Den svenske konges fortrædeligheder krænker tilsyneladende mange menneskers fornemmelse for forargelse. Sådan har jeg det ikke, jeg er fuldkommen ligeglad. Men det krænker min demokratiske retsfølelse, at vi i det moderne danske demokrati fortsat har en middelalderlig forfatning, som giver dronningen reel politisk magt. Det bør laves om, og det kan kun gå for langsomt.