Dansk symbolpolitik har det med at klinge som – ja netop – symbolpolitik. Også udenlands.

Da Anders Fogh Rasmussen under karikaturkrisen uforvarende kom til at påberåbe sig verdens vrede, var det samme mekanisme, der gjorde sig gældende, som vi ser i sagen om permanent grænsekontrol.

Statsministerens daværende håndtering var et stykke symbolpolitisk kommunikation, som var designet til indenrigsbrug. Men pludselig eksponeres denne kommunikation på verdensscenen. Og i det ulideligt klare projektørlys fra verdens medier, meningsdannere, diplomater og toppolitikere fremstår VK-regeringens sleske studehandler med Dansk Folkeparti unægteligt en smule... provinsielle? Tåbelige? Komiske? Bagudskuende? Ødelæggende for Danmark og danske interesser? Vælg selv tillægsord, flere kan føjes til listen.

Danmark har brug for økonomisk indtægter og økonomisk stabilitet. Eksport til nabolande og evnen til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft er blandt de allermest afgørende faktorer i den ligning. VK-regeringen har været meget, meget ivrig efter at lokke Dansk Folkeparti ind i folden af økonomisk ansvarlige partier, som var parate til at justere efterlønnen. Det lykkedes. Men prisen var en altødelæggende branding-bombe. Hvordan den skal prissættes, er der ingen, der ved. Men Dansk Industri er bekymret.

”Vi kan se på reaktionen i udlandet, at det opfattes som et markant signal. Det i sig selv gavner hverken dansk erhvervsliv og dansk økonomi,” siger Karsten Dybvad, administrerende direktør i DI.

Det er yderst sjældent, at en af erhvervslivets tungeste drenge rykker ud med så harsk en kritik af en siddende regering – særligt når denne regering er af borgerlig observans. Standardsvaret plejer at være, at afsenderen er politisk tonedøv. Det kan man dog næppe tillade sig at sige om Karsten Dybvad - han er tidligere departementschef i Statsministeriet. Jeg advarede om denne udvikling for en måned siden. Siden da, er udviklingen kun gået en vej: Mod det værre.

På det seneste har Tysklands ambassadør skarpt kritiseret den danske regerings politik på området. Det fik Pia Kjærsgaard til at fare i blækhuset i et forsøg på offentligt at ydmyge vores nærmeste nabolands repræsentant. Nu har også den tyske indenrigsminister kritiseret Danmark, det er altså nu utvetydigt en sag på regeringsniveau. Vil Pia Kjærsgaard finde det meningsfuldt at forsøge at repræsentere den danske regering og gå i kødet på den tyske indenrigsminister, lige så vel som hun gjorde i forhold til ambassadøren? Hvad med de øvrige europæiske politikere, som vi må forvente vil udtale sig skarpt mod Danmark i de kommende dage? Vil Pia Kjærsgaard også angribe dem?

Danmark må skifte kurs på dette område. Vi må stoppe dette vanvid. Vi har brug for bedre midler til at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Det vil sige: Mere og bedre internationalt samarbejde, ikke dyr og ødelæggende symbolpolitik. Permanent grænsekontrol er dybt skadelig for Danmarks internationale omdømme. Vi må skifte kurs, før det er for sent.