Hvor er det dog sommer. Det giver lidt ro til refleksion, mulighed for at se tingene lidt udefra og oppefra.

På det sidste har jeg tænkt over Dansk Folkepartis afsmittende virkning gennem de sidste ti år. For egentlig er det jo ikke særligt skræmmende, at 10-15 procent af befolkningen kan finde på at stemme på den populistiske og nationalistiske højrefløj. Herregud, det ser man tilsvarende i en lang række andre lande. Det skræmmende er den parathed, det øvrige politiske etablissement i Danmark har vist i forhold til at omfavne og overtage den populistiske nationalisme.

Venstres liberale frihedsdrøm og De Konservatives dybe ansvarlighed er gennem ti års regeringsførelse blevet knust og udnyttet af banal nationalisme. Hvor må det være trist. At have fået magten. At have absolut flertal i Folketinget bag regeringsgrundlaget. Og ti år senere: At stå og se tilbage på den borgerlige regerings totale fiasko. Hele det borgerlige projekt er i dag spændt for den nationalistiske vogn, og resultaterne er forstemmende.

De borgerlige overtog en sund økonomi i vækst - nu er landets vækst og økonomi ødelagt. De borgerlige overtog et land, som havde erobret en absolut føreposition på vækstområdet grøn teknologi - nu er den førerposition definitivt tabt. De borgerlige overtog et land med et stærkt navn i Europa og verden - nu er Danmarks navn ødelagt og latterliggjort. Og så videre, og så videre.

Nøgternt betragtet er der ingen ideologiske grunde til, at konservative, liberalister og nationalister skulle lave ti års regering sammen. Alliancen mellem de tre –ismer blev kun smedet af strategiske årsager. Siden det skete, har der været stor efterspørgsel efter debattører, som har evnet at skabe en slags fortælling om, hvorfor den alliance er logisk – ikke bare strategisk, men også ideologisk, historisk, psykologisk. Gennem de sidste ti år har dette simpelthen været opskriften på adgang til den borgerlige presse.

Det har været en vanskellig øvelse, men der findes meget synlige debattører, som har udviklet det til en kunstform: At fremsynge ideologiserende sludder i rummet mellem liberalisme, konservatisme og nationalisme.

Tilsvarende har borgerlige politikere fra Venstre og Konservative gjort det til en dyd at forsvare den populistiske nationalisme, nærmest som om den hørte naturligt til i regeringen. Fra Khaders og Mikkelsens burkaforbud over Pind og Hornbechs pointsystem til Claus Hjorts værdifællesskab mellem Venstre og Dansk Folkeparti.

På den måde deler vi en lang række værdier i fællesskab Claus Hjort. Senest har vi været vidne til, hvordan bl.a Kim Andersen og Peter Christensen har været lidenskabelige i deres forsvar for den fiasko af en grænseaftale, som Dansk Folkeparti har dikteret regeringen. Man skulle næsten tro, at de selv tror på det vrøvl, de siger.

Politikere og debattører fra det borgerlige kor er efterhånden blevet til et rent kopi-band. De synger de samme sange som Dansk Folkeparti, de synger dem bare lidt dårligere. Efterhånden er der kun de udstødte (Gitte Seeberg) og ronkedorerne (Uffe Ellemann) tilbage til at tale fornuft og ideologi.

Men hvad med S og SF? Både socialdemokrater og folkesocialister har rødder i internationalismen. Der er jo en grund til, at man i begge partier kan få våde øjne ved afsyngning af sangen Internationale: Partierne var i udgangspunktet internationalt orienterede.

Men begge partier har siden opstarten udviklet en iboende national strømning. SFs etablerede skepsis i forhold til EF og EU har altid haft en snært af nationalromantik over sig. Og allerede i 1920’erne stod Stauning over for det vanskelige valg: Skulle han gøre op med kongehuset eller ej, efter kongen i 1920 kuppede den demokratisk valgte regering? Han besluttede at bevare støtten til monarkiet, dermed blev begrebet ”en kongetro socialdemokrat” født. Det strategiske skift væk fra internationalismen og hen mod den nationale velfærdsstat kan potentielt indeholde den nationalistiske fare.

De sidste 4-5 år har S og SF i endnu højere grad overtaget politik og retorik fra nationalismen. Denne gang er der decideret tale om et strategisk valg, en måde at lægge diskussioner død på: Når begge parter i en diskussion har samme standpunkt, er der ikke så meget at diskutere. Og S-SF ville tabe endnu et valg, hvis det kom til at handle om udlændinge – sådan var analysen. Derfor var S og SF overraskende parate til at indføre et pointsystem for familiesammenføringer. Derfor var S og SF overraskende parate til at følge med DF’s vanvittige grænsepolitik. Derfor stemmer S og SF overraskende med regeringen, når endnu en hovsa-stramning af retspolitikken skal vedtages. Derfor overhaler S og SF overraskende regeringen højre om i forsøget på at være krasbørstig i retorikken overfor ghettoer eller tilrejsende imam’er.

S og SF har foretaget en gigantisk politisk kovending, når det kommer til retorik og politik på de værdipolitiske områder. Alt der har med udlændinge, indvandring, flygtninge, internationale aftaler, grænser, muslimer, nationalstat og nationale symboler at gøre – pludselig er det ikke til at se forskel på, hvad der kommer fra højre og venstre side af det politiske spektrum. Og det er heller ikke meningen! Hele idéen er, at det skal være ens, så der ikke er noget at tale om. S og SF kopierer regeringen, regeringen har kopieret DF. Det store melodi grand prix for afsyngning af nationalistisk kopi-musik rummer nu også koret fra rød stue.

Det startede som en strategisk øvelse. Men hvordan fortsætter det?

Vil S og SF fortsætte den lumre nationalisme efter et valg? Vil vi i de kommende år se en fremvækst af en helt ny generation af debattører? Folk som evner kunsten at synge en påstået idelogisk sammenhæng frem mellem socialdemokratisme, socialisme og nationalisme? Vil S og SF også på dette område kopiere V og K? Vi har set det blå kor nå frem til en overraskende ensartet klang på dette område. Det vil kræve en del skalaøvelser og stemmetræning, men med nationalistisk flid og møje kan også de røde versefødder sikkert bringes til så nogenlunde at passe.

Hvor ville det være trist. Jeg håber, at udsyn, innovation og grænseoverskridende samarbejde bliver reglen frem for undtagelsen i dansk politik. Både fordi jeg ikke ved, hvad vi ellers skulle leve af. Men også fordi det er det Danmark, som jeg elsker, og som jeg ønsker at se børn vokse op i.