En af årets sommeragurker er den meget lille nyhed: Der er færre indbrud i danske hjem. Til gengæld er befolkningens frygt for at opleve et indbrud steget markant. For et par måneder siden fik vi en anden lige så lille nyhed: Hjemmerøverier er forholdsvis sjældne, og de har en meget høj opklaringsprocent. Ifølge Rigspolitiet begås de i øvrigt næsten udelukkende af pæredanske forbrydere. Det er to meget små nyheder, de kunne nemt overses i mediestrømmen. Men hvorfor egentlig?

Er det ikke her, at man burde smække benene op og klirre lidt velfornøjet med isterningerne i sommerdrinken? Burde landets politikere og myndigheder ikke klappe hinanden på skuldrene? Der komme ikke flokke af udenlandske hjemmerøvere over grænserne. Og det bliver sikrere at bo i Danmark. Antallet af indbrud falder, det samme gør anmeldelser af personfarlig kriminalitet (ifølge politistatistik.dk) - alt sammen gode nyheder! Desværre. De gode nyheder modtages ikke overalt som gode nyheder. Lars Barfod har brugt foråret på en aggressiv annoncekampagne om hjemmerøverier.

Og Dansk Folkeparti slynger om sig: Alle asylansøgere skal DNA-registreres, østeuropæiske lande må forventes at være befolket af primært kriminelle, osv, osv. Selv når der foreligger fakta, som modsiger Dansk Folkepartis fordomme, holder de fast i den angstskabende retorik. Men hvorfor dog? Hvad skal det gavne? Et af retsplejens ældste spørgsmål er det latinske: Cui bono? Eller på dansk: Hvem gavner det? Det er et spørgsmål, som lige siden Cicero er blevet brugt til at afklare, hvem der har gavn af en forbrydelse. For ofte vil man kunne finde forbryderen blandt dem, som forbrydelsen gavner. Dette politiarbejdets grundlæggende princip kan ubesværet overføres til det politiske felt. Man kan spørge: Hvem har gavn af befolkningens angst?

Svaret er enkelt: Angsten gavner kun de partier, som har for vane igen og igen at bræge "strengere straffe!" Til trods for at fængslerne ikke har plads til flere indsatte - "strengere straffe!" Til trods for at eksperter igen og igen beviser, at det ikke hjælper på kriminalitetsstatistikken eller befolkningens oplevelse af tryghed - "strengere straffe!" Det enkle trick har virket så længe, der har været politikere, og det virker endnu: Først skaber du en irrationel angst i befolkningen. Derefter tilbyder du dem en pille af falsk tryghed i form af strengere straffe. Du skaber et falsk problem, derefter kommer du med en lige så falsk løsning. Og vupti: Du ligner en handlekraftig og kontant politiker, som er parat til at gøre godt i verden. Og vupti-vupti: Vælgerne stemmer på dig. For folk går jo ikke ud fra, at landets vice-statsminister sidder dér og skaber angst bare for at hyppe sine egne interesser, vel? Desværre gør han det. Hvis patienten ikke er syg nok til at tage sin medicin - jamen så må lægen jo fremkalde lidt ekstra sygdom, så pillerne glider lettere ned.

Hvis den type manøvrer blev afsløret i medicinalbranchen ville vi alle være meget fortørnede. I politik er det åbenbart legitimt. Men hvorfor egentlig? Jeg mener, at politikerne - hvis muligt - bør bidrage til at skabe tryghed i befolkningen, lige så vel som læger bør bidrage til at skabe sundhed. Politikere bør afstå fra at spekulere i angst, lige så vel som læger bør afstå fra at spekulere i sygdom. Men så enkelt foregår det desværre ikke, og i denne enkle analogi er det åbenlyst, hvem der er kvaksalverne: Det er de bevidstløst strammende politikere, der igen og igen vil tampe løs på kriminelle, udlændinge, muslimer - fortsæt selv listen.

Banaliteten er gigantisk: Færre indbrud kommer os alle til gode. Men utrygheden kommer ingen til gode - bortset fra enkelte politikere og partier i kampen for taburetterne. Derfor har vi absolut ikke set den sidste manøvre fra denne skuffe i det politiske skrivebord. Under efterårets valgkamp vil vi blive bombarderet med massive mængder angstspredende retorik. "Vær bange. Vær meget bange, frygteligt bange. Bare rolig - Dr. Pia og overlæge Løkke har pillerne klar. Du får dem, så snart du har været nede og stemme."