Det er efterhånden hverdagskost, at Danmark sender højt kvalificeret arbejdskraft ud af landet. I april skrev jeg om den australske iværksætter Gus Murray, der blev smidt på porten, fordi han havde modtaget (og tilbagebetalt!) 21.000 kr. i starthjælp. Det var kommunens fejl, men det var Udlændingeservice ligeglad med: Manden med to kandidatgrader og et godt job skulle pakke rygsækken og vinke farvel til Danmark. Det rene galimatias. Men Gus Murray's historie er langt fra enestående.

I dag følger historien om indiske Bipjeet Kaur, en højt specialiseret kvindelig it-ingeniør, der udvises fra Danmark med sin syge søn. Sagen rummer i al sin ubegribelige tåbelighed og kynisme essensen i dansk udlændingepolitik.

Bipjeet Kaur er fra Indien, men kom i 2002 til Danmark, hvor hun fik humanitær opholdstilladelse. Hun kvitterede ved at bygge videre på sin uddannelse som indisk diplomingeniør med en uddannelse som dansk it-ingeniør. Siden 2008 har hun været ansat som forsker og underviser på Ingeniørskolen i København, hvor hun arbejder med sikkerhed i fremtidens trådløse teknologier. Sideløbende er hun ved at tage en masteruddannelse i softwareudvikling.

Bipjeet Kaur er med andre ord en af de indiske ingeniører, som Finansministeriet, Dansk Industri og De Økonomiske Vismænd konstant advarer os om kan udkonkurrere Danmark og efterlade os uden jobs. Men hey: Hun er her. Hun betaler skat her. Hun bidrager med sine kompetencer her. Men nej: Hjem med dig.

Hvis nu Bipjeet var alene, var det jo ikke værre, end at hun ville tage tilbage til Indien og bruge sine kompetencer i en økonomi, der har taget løbeskoene på, mens den danske har foldet slumretæppet ud. Sidste sommer kom meldingen om, at Danmark havde den næstlaveste forventede vækstrate i hele OECD. En af grundende var og er: Mangel på evne til at tiltrække og fastholde kvalificeret udenlandsk arbejdskraft.

Mens den danske vækstrate flader ud, har Indien i foråret indhentet Kina som den hurtigst voksende økonomi i verden. Mon ikke en ung og dynamisk IT-ekspert kunne finde sig et job i et land med en vækstrate på 10,4 procent?

Men Bipjeet er ikke alene. Hun har en seks-årig søn, Sajnet, der er født i Danmark, og som kun taler dansk. Om nogle dage skulle han have fulgt sine kamerater og startet i en dansk børnehaveklasse. Men i stedet kommer Sajnet og hans mor til at sidde i et fly til Indien. Et land han ikke kender. Et sprog, han ikke taler. Men vigtigst: Et land, der rummer en alvorlig fare for Sajnet. For han lider både af en autoimmun defekt og en blodsygdom, der gør ham særlig sårbar over for infektioner og tropesygdomme, fordi han ikke tåler febernedsættende medicin og medicin mod malaria.

Men heller ikke det, kan få embedsmændene i Søren Pinds ministerium til at ændre mening: Sajnet og hans mor skal ud. Også selvom alle kan se, at det både er menneskeligt og økonomisk uforsvarligt. For det er den såkaldt "faste og fair" udlændingepolitik, der er på spil. Fast og fair? Nej: Farce og frygt. Gennem ti år har Dansk Folkeparti haft held til at drive fornuftige borgerlige politikere helt ud på immigrationspolitikkens overdrev. Nu ser vi resultaterne. I dette tilfælde er det en højt kvalificeret og selvforsørgende mor og hendes lille dreng, der betaler prisen - og alle os andre.

Og hvad skete der egentlig med Gus Murray? Ja - i det øjeblik at pressen fik øjnene op for sagen, så ministeriet pludselig også med helt nye øjne på den. Vupti: Hans green card gik igennem, og han kunne alligevel blive i Danmark. Fuldkommen som i Gus Murray's tilfælde, er der forstandige og behjertede mennesker, der har taget et initiativ for Bipjeet Kaur og hendes søn, som forhåbentlig kan skabe opmærksomhed og støtte. Bipjeet og Sajnet Kaur sendes hjem i næste uge. Man kan jo drømme om, at mediernes opmærksomhed kan ændre på det.

Men hvad med de mennesker, som ikke har adgang til medier? Hvad med de mennesker, som ikke kender folk, som kan starte en facebookside eller en underskriftindsamling? Hvornår stopper denne dumhed? Hvornår stopper denne kynisme? Hvornår indser flertallet i folketinget, at det ikke bare er mennesker, vi sender ud af Danmark - men vores fremtid.