Da Dansk Folkeparti truede med at opsige velfærdsforliget, skete det: Masken faldt af. Pludselig kunne man se det enkeltsagsparti, der gemte sig under forklædningen som parlamentarisk grundlag. Frem kom et parti, der reelt kun har en eneste mærkesag - kampen mod alt der fremstår fremmed. Men hvordan kunne det gå så vidt?

Sagen er meget enkel: Dansk Folkeparti har i ti år haft fri adgang til at lovgive på udlændingeområdet. En kombination af parlamentariske tilfældigheder og ekstraordinære historiske omstændigheder har gjort det muligt for en lille politisk elite på højrefløjen at tiltvinge sig absolut magt på dette område.

Således var byttehandlen i den blå blok, som i næsten et helt årti fremstod uden sprækker: Al politik kunne konverteres til udlændingepolitik. Denne politiske hesteprangerkultur ankom på Christiansborg i 2001 sammen med VK-regeringen. Med lidt politisk smørrelse i form af en tilfældig stramning et eller andet sted i udlændingeuniverset, kunne V og K få DF til at stemme for stort set hvad som helst.

Men her i weekenden faldt det hele fra hinanden. Og hvad skete der? Ikke andet end at De Konservative forsigtigt luftede muligheden for at lukke folket ind i folkestyret. Pludselig er det ikke længere eliten fra højrefløjen, der alene kan diktere et specifikt politisk område i Danmark. Pludselig er også dette politiske område genstand for forhandlinger. Pludseligt kan der lovgives på basis af fornuft, analyser, høringer, debat - altså kort sagt: Den demokratiske proces, som har båret udviklingen af lovgivning i Danmark gennem mere end hundrede år.

Dansk Folkeparti reagerede ved at gå helt overbord. De Konservative skal mobbes ud af blå stue, og velfærdsfoliget kan opsiges. Se: Det sidste fremstår lidt teknisk. Men det er her, at hele humlen ligger. For her bryder Dansk Folkeparti den uskrevne regel nummer et på Christiansborg. Lad mig citere den liberale blogger Jarl Cordua, der skriver: "DF løber ikke fra deres forligsaftale. Det gør man kun én gang på Christiansborg. Og det er sidste gang. DF er naturligvis alt for begavede til at gøre det, men derfor kan man da godt true med det."

Ja... man kan true med det. Men alene truslen indeholder et element af tillidsbrud. De uskrevne regler om forlig og forligsbrud på Christiansborg er ikke entydige. For at citere Danmarks Radios politiske analytiker Jens Ringberg: "Hovedreglen er, at man kun kan opsige forlig, hvis alle er enige om det. Siger man ellers et forlig op, kan man først gennemføre ændringer efter et folketingsvalg."

Eller sagt på en anden måde: Tillidsforhold i politik fungerer fuldkommen som tillidsforhold i den virkelige verden. Ville du købe en bil af en brugtvognsforhandler, som har truet med at snyde dig for alle dine penge? Ville du lade dit barn passe af en babysitter, som har truet med at glemme det i toget? Ville du fortælle hemmeligheder til en ven, som har truet med at offentliggøre dem på Facebook?
Vejen tilbage til troværdigheden kan være meget lang, det gælder for alle. Og alliancer skifter. Strategier skifter. Udmeldinger skifter - sådan er politik, det er på mange måder en flydende størrelse. Men der er en bagkant. Et ord er et ord. En aftale er en aftale. Et forlig er et forlig.


Så når Dansk Folkeparti truer med at opsige forliget om tilbagetrækningsreformen, truer de ikke bare reformen. De truer samtidig deres egen fremtid som et parti, som det er værd at indgå aftaler med. På få dage er Dansk Folkeparti blevet demaskeret, og står nu tilbage som det de måske hele tiden har været: Et højtråbende og utroværdigt fløjparti. Et enkeltsagsparti.

Og til de borgerlige politikere, som nu igen vender blikket mod midten af dansk politik, er der kun at sige: Velkommen tilbage. Radikale Venstre peger på Helle Thorning-Schmidt som statsminister, og vi ønsker et bredt samarbejdende folkestyre. Vi har masser af politik, som skal laves. Lad os komme i gang.