For ti år siden forvandlede kulturministeriet sig til et propagandaministerium for værdikamp. Kulturen skulle frem i forreste kamplinie, skulle den, for nu skulle der kæmpes kulturkamp!

VK-regeringens kulturkamp står tilbage som noget af det mest komiske, som denne ulyksalige regering har efterladt sig. Den blev lanceret med brask og bram: ”Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik,” sagde statsministeren. Så bliver det ikke meget større. Det er Danmarks fremtid, som det handler om. Der blæses til angreb.

Men generalen glemte at udpege fjenden, slagmarkens placering eller angrebets retning. Resultatet var, at de angrebsivrige tropper løb hver sin vej. Oven i købet kæmpede de borgerlige hære nærmest hver sin krig:

For de liberale regimenter var fjenden nærmest regelryttere, rundkredspædagoger og skrankepaver, og kampen blev kæmpet under paroler som “afbureaukratisering og frihed!”

De kulturkonservative regimenter var på vej mod en anden front. De så opløsningen af familien, nationen og værdigheden som problemet. Fjenden var måske noget i retning af “modernismen”, sådan i diffus forstand. Deres våben var kulturens kanoner, og de blev affyret under stort rabalder.

Men de hårdeste kulturkæmpere fandt man i de nationalkonservative regimenter. De var svære at kontrollere, til gengæld huggede de fjender ned for fode. Og de var ikke i tvivl om, hvem de var imod. Det var de kulturradikale, politikens læsere – og først og fremmest: Muslimer.

Så fra det borgerlige fort begav de tre hære sig ud på hvert sig felttog. I tre forskellige retninger, mod tre forskellige fjender. De sendte depecher frem og tilbage mellem hærene i forsøget på at koordinere krigsindsatsen. Problemet var, at der til sidst var så langt mellem de tre hære, at deres budbringere ikke kunne finde frem til de andre hære. Koordinationen forsvandt, det samme gjorde kampgejsten. Og så gik krigen ligesom i sig selv.

Mens alle disse tosserier gik for sig, gik Danmark glip af store vækstpotentialer.

FN har vurderet, at de kreative industrier er de hurtigst voksende erhvervsområder på globalt plan. Og de kreative industrier i Danmark rummer et kæmpe uudnyttet vækstpotentiale.

For et par år siden gennemførte forskere fra bl.a CBS en undersøgelse af de københavnske teatres økonomiske forhold. Undersøgelse konkluderede blandt andet, at “den økonomiske samfundseffekt af teatrenes aktivitet kan siges at være 3,3 gange så stor som de tilskud, der ydes til området.” Det vil oversat til dansk sige: Hver krone, som det offentlige investerer i et teater, kommer tilbage med 330% i form af øget aktivitet på relaterede erhvervsområder.

Denne undersøgelse beskæftiger sig udelukkende med økonomisk aktivitet, ikke med branding. Den behandler altså ikke det faktum, at et sprudlende kulturliv er noget af det, som medarbejdere er parate til at flytte efter. Men at kunst betyder noget – helt konkret – for landes og byers konkurrenceevne er efterhånden veldokumenteret.

De danske byer er i intens konkurrence med andre byer i Europa om at tiltrække virksomheder, medarbejdere og viden. Det er afgørende for vores langsigtede velfærd at vores byer kommer ud på toppen i den konkurrence, og dér spiller kunst og kultur en vigtig rolle.

Derudover er kulturen – og det er endnu vigtigere – et refleksionsrum. I sidste ende kommer det ned til: Vi har brug for kulturen, for det er den, der gør os til mennesker og ikke bare forbrugere. Til individer og ikke bare folkemasse. Til personligheder og ikke bare personer. Uden kulturen er der kun kæderestauranter, product placement og idioti tilbage.

Der er altså en hel masse gode argumenter for at investere i kunst og kultur, både af økonomisk og eksistentiel karakter. Men VK-regeringen har haft blikket stift rettet mod kulturkampen, og i forvirringen er alle bolde blevet tabt på gulvet. Kultur er en ressource, men det er blevet brugt som et våben.

Kultur som investering giver mening. Kultur som refleksion giver mening. Kultur som driver af fremtidens drømme giver mening. Der er masser af mening i kulturpolitik, men den komiske borgerlige kulturkamp er ikke en af dem.