Så er jeg hjemme igen. Efter tyve dage med kinamad og pizzaer fra landevejsknejper. Med overnatninger hos venner og familie spredt over valgkredsen. Med to-tre gymnasiedebatter pr. dag, med hujende sale og næsepillende teenagere. Med kaotiske interviews i biler, hvor telefonen hele tiden går død. Med pjeceuddeling til pendlere på stationer kl 7. Med for lidt søvn, for meget slik, for lidt dialog, for meget snak, for lidt motion, for mange misforståelser, for lidt tid, for meget facebook, for lidt fokus, og alt, alt for meget kaos. Fuldkommen som det skal være.

For demokratiet er ikke perfekt. En valgkamp er ikke en koreografi for spin og strategi. Folkestyret er ikke hugget i marmor, og der er ingen græske søjler foran stemmeboksene. Det hele er noget rod, det er uperfekt, det er smukt.

Vi går til valg i tillid til nogle demokratiske traditioner, hvis oprindelse fortoner sig et sted i den blodige græsk-romerske antik. De blev genoplivet gennem krig og kaos i USA og Frankrig. Den nordiske sluddervorne variant bygger på tingsteder som erstatning for blodhævn. På fællessang og forhandlinger På folkeoplysning og frisind.

Jeg er dødtræt. Jeg har set misforståelser blive til forsidehistorier og stort anlagte strategier dø som en note på side fire. Jeg har kæmpet hele vejen, og undervejs har jeg beundret indsatsen fra de tusindvis af frivillige fra alle partier. Kaffens kogere, pjecernes omdelere, lygtepælenes klatremænd, dørklokkerkimere. De utallige politiske kolleger fra andre partier har jeg også mødt, medgøglere i det omrejsende demokratiske cirkus.

Tak for kampen, nu tager vi alle hjem. Prøver at finde det sidste par rene sokker. Prøver at finde familien igen. Så stemmer vælgerne, og så må vi se.