Denne tale holdt jeg i dag på Christiansborg Slosplads til en demonstration for et selvstændigt Palæstina:

Jeg vil gerne starte med at sige tak til Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, fordi I har taget initiativ til denne demonstration. Jeg er glad for, at I har givet os muligheden for at vise israelerne og palæstinenserne, at vores øjne hviler på dem.

Nej, vores øjne hviler ikke bare. Vi stirrer. Og det bliver vi ved med, indtil palæstinensiske børn kan gå i skole uden at skulle passere militære checkpoints. Indtil palæstinensiske landmænd kan nå deres marker uden at skulle passere pigtråd. Indtil israelere kan være trygge, når de kører i bus, sidder på café eller sover i deres hjem. Vores blik viger ikke, før vi har fået et selvstændigt Palæstina efter grænserne fra 1967. Før vi har fået den fredelige to-statsløsning, som både israelere og palæstinensere drømmer om. Vi ved alle, at det er dér, vi skal hen. Israelerne ved det. Palæstinenserne ved det. Det internationale samfund ved det. Det er på tide, at vi tager ansvar.

Derfor er jeg glad for, at præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, har meddelt, at han vil bringe Palæstinas selvstændighed op til afstemning i FN. Ved at gøre det, har han rykket Palæstina helt op på toppen af dagsordenen i alle verdens udenrigsministerier. Der er helt sikkert mange, der synes, at det er ubekvemt. Besværligt. Men det er nødvendigt. For det er ikke kun israelerne og palæstinenserne, der skal lægges under pres. Det skal det internationale samfund også.

Og uanset, om der kommer en afstemning eller ej, så er der skabt bevægelse, og den skal vi støtte. Det skylder vi både israelerne og palæstinenserne.