Der bliver hængt en del snavset tøj til skue for tiden. Sass’s rockerbekendtskaber, Sohns fortid og Samuelsens søn. I sidste sæson var det Henriette Kjærs markiser, Lene Espersens ferier og Helle Thorning-Schmidts mand. Og i næste sæson kan en række andre tilfældigt udvalgte politikere se frem til en tur i vridemaskinen.

Det er egentlig ikke fordi, jeg har noget imod, at enkelte medier borer i politikernes privatliv eller fortid. Vi kan alle leve med at blive hængt til tørre af Ekstra Bladet, selvom det selvfølgelig ikke er så sjovt at se sig selv på den type spisesedler. Problemet er, når banale og uskyldige personsager udvikler sig til længere føljetoner, hvor substansen fortoner sig i dækningen af hver enkelt ”æh” eller ”bæh”. Og her er det ikke kun formiddagsaviserne, der fører an.

For ganske vist holder Politiken, Berlingske, Jyllands Posten og TV-kanalerne sig pænt tilbage fra at dække substansen i personsagerne. Men det gør dem ikke for fine til at lade deres kommentatorer kommentere politikernes desperate kamp for at slippe ud af spindet. Det sker endda med en iver og vedholdenhed, der får huttelihut-legenden Flemming Toft og andre sportskommentatorer til at blegne. Og det er netop denne vedholdende og negative opmærksomhed, der i sidste ende kan koste en politiker jobbet.

For de fleste kan nok blive enige om, at et mødeafbud, en markise eller falske beskyldninger ikke i sig selv burde efterlade sår, man kan forbløde af. Men en rift er som bekendt nok til at tiltrække hajerne. Og når de først lugter blod, så er de umulige at ryste af. For hvem vil misse dækningen af en politikers dødskamp og ultimative fald? Også selvom det betyder, at man selv får blod på hænderne.

Men helt ærligt, så tror jeg, at vi politikere får mere ud af at se os selv i spejlet end at pege fingre af pressen. For pressen ville jo ikke kunne lave uendelige politiske docu-soaps, hvis ikke de medvirkende velvilligt stillede op som forargede statister eller opgejlede cheerleaders, når det er de politiske modstandere, der står for skud. Selvfølgelig skal vi ikke frede vores politiske modstandere. Men hvis de skal fældes, så skal det ske på grund af deres politik. Og ikke på grund af en eller anden mere eller mindre ligegyldig personsag.