Anders Fogh var nyslået statsminister og kampklar, da han skulle holde sin første nytårstale: Nu skulle det spektakulære opgør med smags­dom­merne lanceres. Og det blev det. Nytårstalen i 2002 er ikke én, man glemmer let. Men det stod ikke helt klart, hvil­ken ideologi der lå til grund for opgøret. Var det neoliberalistens opgør med eksperters intervention i markedskræfternes frie spil? Var det den kulturkonservatives opgør med kulturradikalismen? Eller var det bare den lille mands opgør med eliten?

Set i bakspejlet var det nok det hele på én gang. Men bakspejlet røber også, at det aldrig var smags­dom­meriet i generel for­stand, der var under angreb. Nej, det, der stod for skud og skulle udrenses, var bestemte dommere og deres specifikke smag.

For har Dan­mark fået færre smagsdommere eller mindre smagsdommeri de sidste ti år? Nej, snarere tværtimod. Et par år efter nytårstalen nedsatte kulturminister Brian Arthur Mikkelsen syv udvalg, som skulle give deres bud på de ­vigtigste dan­ske kunstværker. Det guldrandede danske kanonprojekt var smags­dom­meri for fuld udblæsning. Men denne gang var smagsdommerne personligt udpeget af VK-regeringen og bundet op på et meget snævert kommissorium.

VK-regeringen har altså ikke noget imod eksperter, så længe de er særligt udvalgt og k­ender ­deres plads. Og det er ikke som frie meningsdannere, som kan ska­be et modspil eller supplement til den politiske magt. Nej, de rangerer under politikerne. De tjener politikerne.

Det seneste eks­em­pel på den nye rangorden er oplægget til en ny styrelseslov, der giver kulturministeren ret­ten til at udpege rektorerne for flere af de kunstneriske uddannelser. Siden 1754 har det ellers været kunstnernes suveræne ret at udpege rektor for fx Kunstakademiet. Re­ge­ringen bagatelliserer for­slaget og forsøger at slå kritikken hen med en kommentar om, at den bare vil sikre, at rektor har de nødvendige økonomiske kompetencer. Men i bund og grund handler det om, at re­ge­ringen vil manifestere sin magt over for kulturlivet: I lever på vores nåde, glem ikke det, lyder underteksten.

Julius Bomholt. Foto: UVM.dk

Og kulturlivet kan godt læse indenad. De ved godt, at det ikke handler om, at frem­tidige rektorer skal have en efteruddannelse i økonomistyring. Slaget står om armslængdeprincippet. Det har ellers været centralt i kulturpolitikken siden 2. verdenskrig. Opfinderen af Statens Kunstfond, daværende kulturminister Julius Bomholt, formulerede dengang regeringens rolle som, at man skulle ”støtte, men ikke styre” kulturen.

Bomholdt var den første kulturminister efter krigen. Det er naturligt, at han så sit virke i lyset af flere totalitære regimers monopolisering af kulturen til politisk propaganda. Han havde oplevet hvordan vores nærmeste naboland valgte det nazistiske parti til magten, efter at der var blevet skabt en generel følelse af, at den tyske kultur var under pres udefra. NSDAP havde udråbt en minoritet som årsagen til sam­fundets økonomiske problemer og havde brugt klassiske kunstværker og idylliske film om for­tiden til at vække en drøm om en bedre verden hos vælgerne.

Det skulle aldrig ske igen - og værnet mod det var bl.a. den demokratiske kunststøtte og armslængdeprincippet. Kulturlivets frihed er - som mediernes og forskningens frihed - en uomgængelig forudsætning for denne frie meningsdannelse. Og den frie meningsdannelse er en forudsætning for et frit demokrati. Pluralisme er et ideal, ikke et problem.

Sådan tænkte Julius Bomholdt, og sådan tænker de fleste vestlige demokrater omkring kulturstøtte. Men i de seneste år har vi i Dan­mark set stadig mere aggressive forsøg på politisk styring af både medier, forskning og kultur.

For snart ti år siden roede VKO-regeringen fra land, mens de sang i kor om smagsdommernes endeligt. Nu er båden ved at gå under, tynget af topstyring fra egne smagsdommere. Jeg håber, at den frie meningsdannelse i samfundet ikke suges med.



Vi har brug for det frie og uafhængige kulturliv som et værn mod enøjet vanetænkning, fanatisme og ensretning. Det er den position, vi i går så kunststuderende gå på gaden og kæmpe for. Ikke for ­deres skyld. Men for vores.