I mandags trådte den tyske forsvarsminister, Karl-Theodor zu Guttenberg tilbage. Zu Googlenberg havde haft så travlt med sin parlamentariske karriere, at han ikke havde kunnet modstå fristelsen til at copypaste sig til sin doktorafhandling. Guttenberg mødte pressen med røde ører og fremstammede mut sin opsigelse. Selvom hans forseelse ikke havde noget med hans ministerjob at gøre, havde han selvindsigt nok til at indse, at han havde overtrådt reglerne. Den var sgu ikke gået i den danske regering! Man kan beskylde VKO for meget, men de har aldrig nedværdiget sig til at tage ansvar for egne fejl. Måske skyldes det, at Anders Fogh allerede havde gjorde sig nogle ganske bitre erfaringer med ministeransvarets tunge åg, da VK-regeringen trådte til i 2001. Først da han måtte træde tilbage som skatteminister på grund af kreativ bogføring og senere som øjevidne til Tamilsagen, der kom til at koste regeringen livet. Fogh var blevet klog af skade. Med sit solide flertal i ryggen indførte jernmanden derfor en ny doktrin i dansk regeringsførelse. Grundloven blev skrevet på baggrund af enevælden, og dengang kunne man ikke forestille sig, at nogen politiker kunne samle et fast flertal på 90 mandater. Derfor blev der gået meget let henover principper som retligt ansvar og mindretalsbeskyttelse. Siden systemskiftet i 2001, har vi set hvordan disse mangler kan udnyttes.
Strengere straffe... for ministre?
Lyt til artiklen
