I mandags trådte den tyske forsvarsminister, Karl-Theodor zu Gutten­berg tilbage. Zu Googlenberg havde haft så travlt med sin par­la­men­ta­riske karriere, at han ikke havde kunnet modstå fristelsen til at copy­paste sig til sin doktorafhandling.

Guttenberg mødte pressen med røde ører og frem­stammede mut sin op­sigelse. Selvom hans for­seelse ikke havde noget med hans minister­job at gøre, havde han selv­indsigt nok til at indse, at han havde over­trådt reglerne.

Den var sgu ikke gået i den danske regering!

Man kan beskylde VKO for meget, men de har aldrig nedværdiget sig til at tage ansvar for egne fejl. Måske skyldes det, at Anders Fogh allerede havde gjorde sig nogle ganske bitre erfaringer med ministeransvarets tunge åg, da VK-regeringen trådte til i 2001. Først da han måtte træde tilbage som skatteminister på grund af kreativ bogføring og senere som øjevidne til Tamilsagen, der kom til at koste regeringen livet. Fogh var blevet klog af skade.   

Med sit solide flertal i ryggen ind­førte jern­manden derfor en ny doktrin i dansk regerings­førelse. Grund­loven blev skre­vet på bag­grund af ene­vælden, og den­gang kunne man ikke fore­stil­le sig, at nogen po­li­ti­ker kun­ne sam­le et fast flertal på 90 man­da­ter. Derfor blev der gået meget let hen­over prin­cip­per som retligt ansvar og mindre­tals­beskyt­telse. Siden system­skiftet i 2001, har vi set hvordan disse mangler kan udnyttes.

Fogh­doktrinen, § 1: Fejl må aldrig ind­rømmes

I stedet for at træde i Schlüters fodspor og benægte eksistensen af støv under gulvtæppet, besluttede Fogh at gå til roden: Ingen skal have lov at kigge under gulvtæppet. Der er ikke behov for offentlighed om sagsbehandling, uafhængige undersøgelser, domstolskontrol eller andre af den slags ?demokratiske? uvæsener, for ?der er ikke noget at komme efter.?

Fogh­doktrinen, § 2: Retligt ansvar er aldrig en mulighed

Folketinget har to sanktions­muligheder over for en minister: Retligt og politisk ansvar. Sidst­nævnte betyder mis­tillid og er ?bare? en fyre­seddel. Det kræver ingen særlig an­led­ning og kan an­vendes, hvis en mi­ni­ster fx har pri­vate pro­blem­er med be­ta­ling af en mar­kise, eller hvis der skal ofres en luns til støtte­partiet.

Retligt ansvar skal derimod benyttes, hvis en minister overtræder ministeransvarsloven. Det kunne eksempelvis være ved at give forkerte oplysninger til Folketinget eller ved at tilbageholde oplysninger.

Men retligt ansvar kræver ... 90 mandater.

Venstres nu­vær­ende gruppe­for­mand og da­vær­ende skatte­minister, Kristian Jensen, over­trådte grund­loven, da han op­krævede skat­ter uden lov­hjem­mel. Han indrømmede det og slap med en lille næse. Lene Espersen løj for Folke­ting­et, men slap med en noget større næse. Tidligere forsvarsminister Søren Gade lovede at tage an­svaret, men da hans luftkastel blev angrebet, stak han af. I stedet er to underordnede blevet dømt ved Lands­ret­ten.

Dagbladet Information afslørede tirsdag, at Birthe Rønn Horn­bech ligesom Ninn-Hansen gav embeds­mænd ordre til at ad­mi­ni­stre­re i strid med lov­giv­ning­en. På sit pressemøde for­søgte Løkke at slippe afsted med at undersøge sig selv, så han henviste til den rede­gørelse, som han alle­rede er i gang med. Den er det nye støtte­parti Alliancen alle­rede til­fredse med, så der skul­le ikke være nogen mi­ni­ster på isen.

Vi venter i spænding.

Alle disse sager om potentielt ulovlig embeds­førelse vid­ner om et mi­nis­ter­ansvars­princip i frit fald. Vo­res for­fat­ning giver os ikke den be­skyt­telse, som vi ellers er så stolte af. I reali­tet­en kan magt­haver være fløj­tende lige­glad med love og regler, så længe man har et sik­kert fler­tal i Folke­tings­salen.

I 10 år har VK købt aflad for deres synder med udlændingestramninger og diskriminerende tiltag. De har for­svaret fri­heden til racistis­ke ytringer, men hvis en gruppe bedstemødre afbryder en minister, bliver de straf­fet. De har for­dømt uden­land­ske lederes sank­tioner over for de­mon­stran­ter, men har samtidig smidt lømmel- og ter­ror­pak­ker, peber­spray og vand­kanoner i hovedet på os.

Det er en alvorlig svaghed ved det dan­ske de­mo­kra­ti, at vi ikke har noget værn mod fler­tallet. Vi har brug for en for­fat­ning, som sørger for, at lov er lov, og ret er ret - også når 90 mandater tilsyneladende vil se stort på det.