Mens verdens øjne og angst i disse dage hviler på Libyen og Japan, så fortsætter den demokratiske revolution i Nordafrika og Mellemøsten. Bredden og dybden af denne revolution fortsætter med at overraske. Der er aktuelle demonstrationer i bl.a Bahrain, Syrien og Libanon, og nu begynder der tilsyneladende også protester i Saudi Arabien. I Yemen har præsidenten afskediget sin regering, som Mubarak gjorde, før han selv måtte gå. Og det vigtigste: Egypten afholdt lørdag det første frie forfatningsvalg, med foreløbigt positive rapporter. Høj stemmeprocent, engageret debat, ordnede forhold.

Et noget andet scenarie end de tidligere såkaldte valg, hvor Mubaraks bøller rutinemæssigt gennembankede vælgere, som så ud til at ville overveje at stemme forkert. Gennem årtier har den nu detroniserede diktator vedligeholdt sin legitimitet ved hjælp at skinargumenter. Dels påstod han, at Egyptere ikke er parate til demokrati. Dels at dem, som ønsker demokrati, kun er ude på at bruge det til at indføre sharia i landet. Lørdagens forfatningsvalg giver ingen vægt til disse argumenters gyldighed.

Men Mubarak står ikke alene med denne angste argumentationsform. Vi skal såmænd ikke længere end til den frodige danske debatkultur, før vi møder argumenter fra samme skuffe. Og det er ikke kun i tågerne på blogosfærens perifære højrefløj, at disse argumenter anses som gyldige og gangbare. Indtil for få måneder siden var de nærmest almindelige. Og stort set alle danske aviser har stadig højrefløjsbloggere (f.eks. nationalkonservative Kasper Støvring og manden, der synes, at DF er for moderate), som flittigt gør brug af det efterhånden absurde argument: Islam og demokrati er uforenelige størrelser.

Fra højrefløjen tager man det som en selvfølge, at moderne muslimer altid efterlever Koranen til punkt og prikke. Det komiske er, at højrefløjens tågehorn selv kalder sig kristne, men samtidig afviser at stå på mål for den kristne bibels tekster. De kalder Koranen barbarisk og islam for en lovreligion, men vil ikke forklare deres forhold til, at Biblens moselove sanktionerer salg af faderens egne døtre til slaveri (2. mosebog 21:7); etniske udrensninger (2. mosebog 34:11-14); folkedrab (3. mosebog 26:7-8); samt en nærmest uendelig række af opfordringer til at stene forskellige lovovertrædere til døde. For eksempel skal en søn stenes, hvis han er en drukkenbolt (5. mosebog 21:18-21).

Alligevel er vi mange, der læser Biblen med interesse. Moderne kristne kan finde ud af at læse en gammel bog lidt selektivt, og det kan moderne muslimer også.

The Independent’s korrespondent Robert Fisk har været i regionen i 36 år og er mere prisbelønnet end nogen anden britisk udenrigskorrespondent. Han siger bl.a (min oversættelse):

”Dette er en sekulær og klasseløs folkelig opstand. Dette er ikke islamisk. (...) Så alt det her vrøvl om at ’åh vi er bekymrede for det muslimske broderskab og ekstremistiske krav’ og så videre: Jeg mener, at det er noget godt gammeldags sludder. (...) Det, der er sket nu, er simpelthen, at folk ikke længere er bange. Araberne har mistet deres angst.”

Jeg bilder mig ikke ind, at begivenhederne i Mellemøsten og Nordafrika er uden risici. Jeg forestiller mig heller ikke, at demokratiske reformer kommer til at foregå uden problemer med f.eks energiforsyningen eller flygtninge. Der kan også komme alvorlige tilbageslag. Vores demokrati har kostet meget blod, kaos og i øvrigt også en hel del international grænseoverskridende hjælp. Det vil sandsynligvis tilsvarende blive scenariet i Mellemøsten og Nordafrika.

I min barndom var det østblokken, vi var bange for. Dengang mine bedste- og oldeforældre var børn, var det tyskerne, de var bange for. I de sidste ti år har det været Mellemøsten. Men nu er der udsigt til, at endnu et fjendebillede krakelerer. Det giver mig håb om, at mine børn engang vil kunne se på Mellemøsten og Nordafrika, som vi i dag ser på Østeurpa. En region, der har vanskeligheder og udfordringer, men som alt i alt er i demokratisk fremgang. Lad os glæde os over det i stedet for at klamre os til angsten.