Mandag præsenterer Det Kongelige Teater repertoiret for næste sæson. Der vil være lidt nyt og lidt gammelt. Lidt sært og lidt mainstream. For det er der altid. Til gengæld vil der sandsynligvis ikke være projekter, der i nævneværdig grad rækker ud over kongerigets grænser.

For Det Kongelige Teater er et nationalt teater – og ikke kun på den gode måde. Det Kongelige Teater spiller sjældent i udlandet, og det samarbejder kun i begrænset omfang med nabolandenes store scener. Det samme gør sig gældende for det meste af den øvrige danske scenekunst – børneteatret og dansen fraregnet.

Anderledes forholder det sig, hvis man ser på vores nabolande mod syd, øst og vest. Her rækker scenekunsten i langt højere grad hen over grænserne mellem lande og sprog.

Men hvad skyldes denne uheldige danske teater-isolation? Er manglende kvalitet årsagen? Nej. Dansk scenekunst kan kvalitativt måle sig med den bedste i verden.

Den vigtigste årsag er, at borgerlige kulturpolitikere har sovet i timen. I et årti hvor teatrenes internationale udveksling er eksploderet i landene omkring os, har det hjemlige kulturpolitiske fokus været på en forsludret værdikamp og en banaliserende kanon. I en tid, hvor borgerlige politikere igen og igen besynger dansk kultur, gøres der ingenting for at eksponere og eksportere den.

På det teaterpolitiske område har de sidste år været præget af et to-delt fokus: Først fusionerede Brian Mikkelsen de københavnske teatre i en konstruktion, som er meningsløst bureaukratisk og alt for dyr.

Siden blev alle sejl sat til med det formål at skabe en tiltrængt fornyelse af teaterloven. En ufleksibel lov, som fastholder dansk teater i fortiden, og som slet ikke forholder sig til udlandet. Det projekt er gentagne gange blevet taget op af en syltekrukke, kun for at blive overført til en ny. Nu er det tilsyneladende helt glemt.

Imens har teaterlivet arbejdet videre. Men med et primært nationalt fokus, for det er en forudsætning for at kunne skaffe offentlig medfinansiering. Og offentlige midler i teaterdriften er en nødvendighed. Både for teatrene og for samfundet.

En rapport fra bl.a. CBS konkluderer, at ”Den økonomiske samfundseffekt af teatrenes aktivitet kan siges at være 3,3 gange så stor som de tilskud, der ydes til området.” Dette gælder for københavnske teatre i almindelig drift. Det vil altså sige: Hver krone, som samfundet investerer i teaterdriften, genererer værdi i samfundet for 3 kroner og 30 øre. For nyligt viste en tysk undersøgelse, at der er en direkte sammenhæng mellem investeringer i kultur og økonomisk vækst.

Alligevel ses investeringer i kultur fra borgerlig side vanemæssigt som en slags bistandshjælp. Eller som u-landshjælp til en kunstnerisk landsby af sultende excentrikkere. Som almisser fra skatteyderne. Det er en tåbelig tankegang. Som Churchill sagde, da hans finansminister foreslog at skære i kunststøtten under anden verdenskrig: ”Then what are we fighting for?”

Churchill elskede sin engelske kultur, og vi elsker vores danske. Og man kan med rette stille spørgsmålet: Hvem holder mest af det nationale? De nationalkonservative, der ønsker at lukke medisterpølsen om gadekæret og fastholde, dokumentere og bevare en danskhed – som smuldrer mellem fingrene mellem dem, fordi den er i evig bevægelse? Eller de nationale kosmopolitter, der ønsker at trække verden til Danmark og Danmark til verden?

På teaterområdet er det i høj grad festivaller, der skaber mulighed for international udveksling og dialog. Derfor kunne vi for eksempel tage initiativ til en årlig skandinavisk teaterfestival af allerhøjeste kvalitet.

I Tyskland har de Theatertreffen, i Storbritannien har de Edinburgh-festivallen, i Frankrig har de Avignon-festivallen. Disse festivaller er meget forskellige, men har det til fælles, at de hvert år sætte scenekunsten på landkortet, skaber udveksling samt danner ramme om dybdegående diskussioner om scenekunstens fremtid og funktion i forhold til samfundet.

Men i Skandinavien mangler vi den store samlende festival. Vi har ikke det fælles mødested for de mest bemærkelsesværdige skandinaviske forestillinger og kunstnere. En sådan festival kunne eksempelvis alternere mellem Stockholm, Oslo og København. Den danske del af finansieringen kan skaffes ved at nedlægge det kuldsejlede projekt Københavns Teater.

Vi har nu gennem ti år hørt på højsangen om dansk kulturs absolutte værdi og overlegenhed. Men ambitionen om at fremkalde den danske kultur i mødet med verden har været beskeden. Man kan derfor spørge: Er dansk kultur for de borgerlige kun noget, som kan bruges til at dunke dem i hovedet, som ikke har fået den ind med modermælken?