I et interview med Berlingske tager Jens Rohde i sjælden grad bladet fra munden. Han er ellers ikke kendt for at gå og putte med sine holdninger. Men denne gang må vist tage prisen: Han lægger simpelthen afstand til hele den borgerlige kultur- og værdikamp i 00’erne. Han siger blandt andet:

”Vi er blevet for nationalkonservative. Det begræder jeg. Og det er jeg ikke stolt af selv at have været med til at føre ud i livet. Det er en forkert retning.”

Og som om det ikke skulle være dynamit nok, så fortsætter han i et sprogbrug, der skriver sig direkte ind i den bekendelseslitterære tradition:

"Det er helt reelt at spørge sig selv, om ikke det mere var en magtkamp end en værdikamp, vi kæmpede. Jeg tror, at man mere eller mindre ubevidst har forsøgt at holde sammen på flertallet og tage hensyn til Dansk Folkeparti og de Konservative. Man kommer til at argumentere meget kynisk ud fra en magtdagsorden, som ikke handler om at ændre en kultur eller have en værdidiskussion. Man tænker i stedet på at tælle til 90. Dér har vi ændret os som parti, og det skal vi have en alvorlig diskussion om i Venstre. Det er ikke vejen frem at lukke sig om sig selv for at tækkes andre partier."

Hold da op! Det her er jo simpelthen lige nøjagtig det, som vi andre har sagt lige så længe, som værdikampen har stået på. Det er en ren tilståelsessag. Venstre og Konservative, som i gamle dage var partier med borgerlig anstændighed, har for at beholde magten transformeret sig til brohoveder for den nationalkonservative dagsorden, slut, punktum.

Men hvorfor gør han det? Hvorfor siger han det? Og hvorfor lige nu?

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at han varmede op til et partiskifte. Men det gør han ikke, for han er borgerlig langt ind i sjælen. Og efter ti års væg til væg nationalkonservativ værdikamp er der ikke andre former for borgerlighed end den nationalkonservative i kongeriget. Så hvor skulle han skifte hen? Til Liberal Alliance, som ikke har nogen udenrigspolitik, og som har været 100% loyale overfor værdikampens tåbeligheder? Næppe.

For mig at se er der ingen tvivl om, at han rent faktisk mener, hvad han siger. Han tilføjer:

”Det er en meget stærk personlig oplevelse for mig at komme til Bruxelles og få et internationalt perspektiv på politik. Jeg forandrer mig af det.”

Og det tror jeg i høj grad er årsagen. Frisk luft i hjernen, lidt horisont i blikket, og pludselig ser det hele anderledes ud. Men dertil kommer der naturligvis en taktisk overvejelse, som må være cirka sådan her: Jens Rohde er i Bruxelles og skal ikke være en del af den kommende valgkamp. Han vurderer, at Venstre uden tvivl mister statsministerposten ved næste valg. Og at der som konsekvens heraf udbryder lidt af et slagsmål i den borgerlige blok. Tænk på hvilke omvæltninger partierne til venstre for midten var igennem efter regeringsskiftet i 2001. Et valgnederlag sætter ledelsesforholdene i bevægelse – men er også en tid til refleksion og ny politikudvikling.

Det er muligt, at Jens Rohde ligefrem forsøger at positionere sig til at gå efter formandsposten. Men det tror jeg nu ikke. Til gengæld er der ingen tvivl om, at Jens Rohdes udmeldinger kan ses som de første taktiske manøvrer i landskabet – før det store værdipolitiske blodbad i blå stue efter valget.

Når røgen letter fra slagmarken er resultatet forhåbentlig en højere grad af reel politisk pluralisme. I øjeblikket har fornuftige og moderne borgerlige vælgere ikke noget sted at gå hen. Er du dybfølt borgerlig? Prioriterer du ansvarlighed, humanisme og udsyn? Ønsker du at din stemme skal høres og repræsenteres i dit lands parlament? Så må du flytte til Sverige!

Sådan er virkeligheden i Sydskandinavien disse dage. Tal om det ledige standpunkts logik: Her ligger der da en hel bane at spille på. Og det er den bane, som Jens Rohde med dette interview stikker skosnuderne ind på.