For et par dage siden skete der noget sært på min Facebook-side. Ud af det blå dukkede der et råbekor af ureflekterede mandschauvinister frem. De samme banale argumenter blev fremsunget igen og igen. Hvor kom de dog fra, tænkte jeg. Og hvorfor lige nu? Svaret kom, da Politiken kunne beskrive Liberal Alliances nye ”realityspil”. Ideen er, at der udstikkes missioner til neo-liberale followers, og så kaster de sig hovedkuls ind i debatter for at skrabe point sammen. Jeg havde åbenbart fået æren af at blive mål for en sådan mission.

I dette spil er det ikke vigtigt at finde gode argumenter eller reflektere over egne eller andres standpunkter. Man får ikke point for overvejelsernes dybde eller argumentations niveau. Man skal bare bryde højtråbende ind i en samtale og vupti – så klikker det med point.

Hvordan mon det kan ske? Hvorfor vil nogen ydmyge sig selv ved ukritisk at spytte med andre menneskers tyggede ord - i et forum, hvor de ikke bidrager med noget positivt? Hvad får de for at kaste al pli og fornuft over bord? En tur til månen? Aktier for en million kroner i Saxo Bank?

Næ du. Den store hovedpræmie er (tadaaaaa): At få lov til at sidde til bords med Anders Samuelsen! Hvor vældigt! Hvor liberalt! Muligheden for at gnubbe albuer med manden selv, oraklet fra Horsens, erhvervsikonet der har A/S som initialer!

Nu har jeg smilet af det hele dagen, for ironien er total. Man ser det for sig: tusindvis af liberale løver og løvinder, som i samlet flok løber taktfast i nøjagtig samme retning, mens de i kor råber enslydende slagord om personlig frihed og liberalisme. Liberalistiske lemminger. Det er sguda sjovt.

Liberal Alliance reklamerer (og dette er ikke en parodi, men et citat): »Kom ind i orkanens øje. Følg slagets gang minut for minut. Sid med til bords med Anders Samuelsen & Co«. Ærlig talt: Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at der var tale om en sekt.

Hvis det så bare var et smart marketingkneb, som var sat i verden for at kommunikere en i øvrigt gennemarbejdet og sammenhængende politik – så ville det vel være udmærket. Men det er ikke situationen. Virkeligheden er, at Liberal Alliance dårligt nok har tilstrækkelig politik til at kunne kalde sig et parti. LA er en bevægelse, og kan som sådan have en vis værdi som fornyere og opbrydere i dansk politik.

På samme måde som Fremskridspartiet i 1973 kunne surfe ind i Folketinget på et jordskælv af begejstring. På samme måde som Fælles Kurs i 1987 akkurat sejlede over spærregrænsen. Få enkle slagord: det skaber mulighed for tydelig kommunikation. En topstyret organisationsform tømret sammen om en karismatisk lederfigur: det skaber fleksibilitet. Og vupti – vi har noget, der ligner et parti.

På det udenrigspolitiske område har LA uden at blinke erkendt, at de ikke har nogen politik. »Det er regeringen, der fører Danmarks udenrigspolitik, så vi støtter de beslutninger, regeringen træffer«, lød det for nylig fra politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll. Mnjo... det kunne man vel sige om al politik.

Asylpolitik og psykiatripolitik har LA til gengæld. Dog har de på disse områder valgt ikke at gennemføre deres politik, når de har mulighed for at få flertal for den. Gentagne gange har vi været vidne til, hvordan de højt brølende løver ruller rundt på ryggen og forvandler sig til logrende småhunde, når der opstår en mulighed for at presse den siddende regering til at gennemføre Liberal Alliances politik.

Og den økonomiske politik – som er det store slagtilbud i butikken LA – holder ærlig talt ikke til nærmere granskning. Der er rigtig mange vækst-fugle på taget, som forventes indfanget og stegt.

Liberal Alliance kalder sig selv fornyere. Og lidt opbrud i den nationalkonservative borgerlige front vil være velkommen. Men kommunikationsstrategiens ufrivillige komik risikerer at afsløre projektet: Som en sandflugt af slagord, der kan blæse gennem det politiske landskab og ud igen.