Set fra et radikalt perspektiv er situationen udmærket.

I ti stive år har mit parti arbejdet for en ny regering og en ansvarlig økonomisk politik. Det har været en lang tur gennem ørkenen, hvor de to pejlemærker kun har materialiseret sig i glimtvise fatamorganaer.

Det ændrede sig for et års tid siden, hvor udsigten til en ny regering pludselig blev anderledes konkret og realistisk. Anders Fogh listede ud af bagdøren, lige inden VKO-projektet afslørede sig som en stor varmluftsballon, kun holdt oppe af Pias varme ånde og de lune vinde fra højkonjunkturen. Gennem 00’erne har de tre musketerer, Fogh, Hjort og Løkke, puslet familien Danmark ind i fremmedfrygt og forbrugsfest. Og regningen er blevet skubbet ind i børneværelset, mens far og mor drak rødvin. Det tyste slagord har været: ”Ssshhy, ikke forstyrre vælgerne, de sover...”

Men da højkonjunkturen stoppede, faldt varmluftsballonen ned, og familien Danmark vågnede. Regningen kravlede ud af børneværelset og lå pludselig midt i samtalekøkkenet. Og så skiftede de to tilbageværende musketerer Claus Hjort og Lars Løkke roller: Fra at have været familien Danmarks sugar-daddy nummer 2 og 3, blev de nu til ranke og strenge opdragere, som skar brutalt ned på velfærd, forskning og uddannelse. Men vælgerne var ikke overbevist. Var det trods alt ikke mere sikkert at overlade brandslukningen til oppositionen end til den regering, der havde sat ild i hele huset?

Jo. Vi ved, hvad vi har, vi ved ikke helt, hvad vi kan få. Men det kan kun blive bedre. Så langt så godt.

Problemet er bare, at Socialdemokraterne og SF siden de store overenskomstdemonstrationer i 2006 har skrålet sig ind i slagsangenes kampagneretorik. Og den er meget svær at forene med den reform- og forhandlingspolitik, der er nødvendig for at få rettet økonomien op. Nogle af os tror, at S-SF vil tage ansvarlighedens kappe på sig, når de først er landet i regeringskontorene. Andre tvivler.

I det lys er 2020-forhandlingerne en gave – for alle partier i folketinget. Drømmescenariet er et bredt forlig. Det ville være smukt og ansvarligt over for Danmark og danskerne, hvis politikere og partier kunne samle sig i en vanskelig tid og sammen udvikle løsninger til gavn for hele nationen. Men det resultat er næppe sandsynligt. Både VKO og SSF har forberedt sig på et valg, hvor den økonomiske politik er det store stridspunkt. Et forlig hen over midten vil efterlade begge blokke i et strategisk tomrum.

Den næstbedste plan er, at vi forhandler et tilfredsstillende resultat hjem med regeringen. Et forhandlingsresultat, der under alle omstændigheder først kan fremsættes som lovtekst efter et folketingsvalg.

Og den situation ligger et godt stykke fremme i tiden, meget kan være sket inden da. Efter en eventuel valgsejr må S og SF søge kompromis og ansvarlighed på det økonomiske område. Udsigten til at skulle hoppe fra tue til tue i den økonomiske politik er ikke rar. Det kan let skabe en situation som i 1970'erne, hvor der nærmest blev udskrevet valg lige så tit, som familien Danmark skulle købe ind. Den situation er ikke i Danmarks interesse. Og den er heller ikke i SSF's interesse.

Især Socialdemokraterne må inderst inde gå rundt med et ønske om at løfte arven efter de fantastiske fire: Nyrup, Lykketoft, Auken og Bjerregaard. De viste ikke bare Danmark, men hele Europa, at solid socialdemokratisk politik sagtens kan gå hånd i hånd med reformer og økonomisk ansvarlighed. Den nye S-ledelse er for længst trådt ud af forgængernes skygge. Men de ønsker ikke at ende som generationen, der soldede Danmarks fremtid op og svigtede arven fra de fantastiske fire.

Derfor er forhandlinger om 2020-planen ikke bare en gave til Radikale Venstre. De er også en gave til S og SF. For forhandlingerne kan give SSF det alibi, der skal til for at forlade sugar daddy-retorikken og slå ind på en ansvarlig reformkurs. Over for egne vælgere kan SSF skyde skylden på Radikale Venstre, og så må vi finde os i at være syndebukke. Den rolle påtager vi os gerne.

En stille sejr er for os lige så meget værd som en buldrende og bragende en af slagsen. Og en sejr vil det være, hvis Danmark får både en ny regering og en ansvarlig økonomisk politik. Måske får vi i samme bevægelse gjort op med blokpolitiken. Det vil være en sejr for Radikale Venstre, en sejr for SSF – og i sidste ende en sejr for Danmark.