Fremmedfjendske danskere tænker med stenalderhjernen!

Nogen af os har haft det som mistanke gennem længere tid. Nu mener den borgerlige antropolog og debattør Dennis Nørmark at have videnskabeligt belæg for påstanden. Han har skrevet bogen: ’Kulturforståelse for stenalderhjerner – hvordan vi samarbejder med dem, der ikke er ligesom os selv.’ Pointen er – kort fortalt – at fremmedfrygt er et levn fra stenalderen, hvor det kun kunne gå for langsomt med at få spyd og skjold frem, når fremmede nærmede sig. Men verden har ændret sig. I dag er vi mere end nogensinde afhængige af at kunne samarbejde med folk, som ikke ligner os selv. Fremmedfrygten er derfor ikke længere en nyttig refleks til brug for stammens overlevelse, men tvært imod en bastant forhindring for samfundets udvikling. Alligevel har vi svært ved at ryste os fri af den.

Da jeg læste interviewet med Nørmark, tænkte jeg først ”yes” og så ”shit”. ”Yes”, fordi der endelig er en borgerlig debattør, der retter pegefingeren indad mod os selv. ”Shit”, fordi det alt andet lige er sværere at håndtere et 200.000 år gammelt instinkt end en midlertidig bølge af muslimforskrækkelse. Men hvad, tænkte jeg så bagefter. Vi har tidligere haft meget godt held med at tøjle vores instinkter a la kamp / flugt / overlevelse / forplantning. Jeg mener: Vi kører bil uden at gå i panik, når en kæmpe lastbil overhaler. Vi afleverer pænt vores børn i institutionen, selv når hele kroppen skriger, at det er forkert. Folk ligger ikke i gaderne og boller, og de fleste står pænt og venter på, at det bliver deres tur i kantinekøen.

Fornuften har på mange områder tøjlet de primitive instinkter. Hvorfor skulle det samme ikke kunne ske, når det handler om en irrationel fremmedfrygt?

Det kan det selvfølgelig også. Men det kræver et politisk lederskab, som ser fordele i at fremme fornuften på fremmedfrygtens bekostning – noget som Danmark ikke har været i nærheden af de sidste ti år. I USA led man af den samme syge efter 11. September 2001, men Obama-administrationen har sat alle sejl til for at vende skuden. I sidste uge offentliggjorde USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, således et videoklip, hvor hun taler om kampagnen ”2011 timer mod had”. Kampagnen handler om ”at udbrede respekt på tværs af kulturer, religioner, klasser og køn”. Konceptet er enkelt: Man deltager i kampagnen ved “at bidrage med 2011 timer i året 2011 til nogen, der ikke ligner dig, lever som dig eller beder som dig.”

For både Clinton og Nørmark er det centrale spørgsmål: Hvad kan du gøre for at fremme integrationen? For hvem er det egentlig, der er noget galt med, når integrationen ikke fungerer? Er det nydanskerne, der ikke er gode nok til at tilegne og tilpasse sig dansk kultur – eller er det danskerne, der endnu ikke har nået frem til det evolutionære stadie, hvor det er muligt at nære tillid til mennesker med en anden kulturel DNA? I de sidste ti år har der stort set kun være fokus på det første: At nydanskere skulle udsættes for alverdens prøvelser – danskprøver, indvandringsprøve, medborgerskabsprøve, indfødsretsprøve – for at bevise, at de er som os.

”Der er behov for at prøve at få folk til at tøjle deres umiddelbare instinkt for at være skeptisk og modvillig over for mennesker, der ikke er som dem selv”, siger Nørmark. Men helt ærligt: Hvad hjælper det, hvis de alligevel bliver mødt med fordomme og mistillid på grund af en accent, et religiøst symbol eller en tøjstil? Og hvad hjælper det, hvis alle politiske beslutninger peger i den forkerte retning?

Et eksempel (blandt mange): Da videnskabsministeren og universiteterne i sidste uge skulle udvælge 14 småfag til særlig støtte, blev tyrkisk forbigået til fordel for fag som eskimologi, tibetansk og old- og middelalderindisk. Intet ondt om disse sprog og fag. Men dansk-tyrkerne udgør den største minoritetsgruppe i Danmark, og tyrkisk er det tredjemest talte sprog i Danmark efter dansk og arabisk. For nogle år siden blev tilskuddet til modersmålsundervisningen afskaffet, og fra 1. juni bortfalder tilskuddet til tolkebistand i sundhedsvæsenet for flygtninge og indvandrere, der har boet i Danmark i mere end syv år.

Er det da slet ikke faldet os ind, at en større viden om tyrkisk sprog og kultur kunne være en positiv brik i integrationen? Eller at Tyrkiet er et marked med 80 millioner forbrugere og en gigantisk økonomisk vækst? Et eksportmarked, som vores herboende dansk-tyrkere kunne hjælpe med at udvikle?

Næ pyt. Den slags har vi slet ikke brug for i en vanskellig økonomisk situation, hvor dansk eksport er den hellige gral, som alle økonomer sukker efter. Pyt pyt, væk med det.

Hvem husker at have læst eller hørt noget om tyrkisk sprog og kultur i skolen, på ungdomsuddannelsen, i avisen, radioen eller på tv? Det rager os en høstblomst. Til gengæld går vi meget op i, at dansk-tyrkerne kan tale fejlfrit dansk og vide hvornår stavnsbåndet blev afskaffet, hvilke regler offentlighedsloven indeholder, og hvem Asger Jorn var (spørgsmål fra indfødsretsprøven).

Det er på tide, at fortegnet bliver vendt i dansk integrationspolitik. Nu er det danskernes tur til at gå i skole og lære noget om det, som ikke er dansk. Kun sådan kan vi møde verden med tillid i stedet for fordomme. Kun sådan kan integration fungere.

Det er klart, at man kan gå en anden vej. Man kan gå efter assimilation frem for integration. Man kan begrænse den kulturelle pluralisme og indføre totalitær danskhed. Man kan isolere Danmark fra verden og arrogant vende ryggen til samarbejder, kulturmøder og dialog. Alt dette er det muligt at gøre, og det er hvad vores integrationsminister arbejder for. Det anser jeg for at være et meget risikabelt eksperiment.