For et par dage siden sad jeg i et samråd om udvisning af kriminelle udlændinge. Det var en grotesk oplevelse.

Et samråd er folketingets mulighed for at krydsforhøre en minister om en bestemt sag. Rollerne er klare: Oppositionen angriber. Ministeren forsvarer. Og som ordfører i et regeringsparti – det er så mig – er man kun til stede for lejlighedsvis at nikke bekræftende og i øvrigt sende ministeren opmuntrende blikke.

Det var så det, jeg fik min tirsdag aften til at gå med. Samtidig var jeg imaginært ved at gnave knoerne til blods i frustration over ikke at kunne kunne træde op ved siden af ministeren og levere et par sandheder og retoriske kindheste til oppositionen.

Samrådet var indkaldt af Dansk Folkeparti og Venstre. For mindre end et år siden gennemførte VKO med støtte fra S og SF en stramning af udvisningsreglerne. Den indebar, at kriminelle udlændinge skal udvises, med mindre det "med sikkerhed" strider mod internationale konventioner. Tvivlen skulle altså ikke længere komme den kriminelle til gode.

Dengang var Søren Pind var integrationsminister. Med vanlig selvhøjtidelighed erklærede han,at domstolene nu skulle gå lige til kanten, og at det ville indebære "en procesrisiko". Altså kalkulerbare konventionsbrud.

Vi tager den én gang til: Søren Pind beordrede danske domstole til at dømme på en måde, som uundgåeligt ville føre til brud på internationale konventioner. Simpelthen.

Men det var dog alligevel for pebret en kost for juristerne i Integrationsministeriet. Den slags kan føre meget grimme steder hen – også for embedsmænd. Så imens Integrationsministeren sprang rundt og slog i skovbunden som en anden gorilla, fik juristerne lige så stille listet ind i bemærkningerne, at det altså var domstolene, der traf beslutningen under hensyn til Danmarks internationale forligtelser.

Den lille juridiske fodfinte levede de fleste af os imidlertid i lykkelig (Søren Pind) og ulykkelig (Radikale Venstre) uvidenhed om. Lige indtil EU-kommisær Viviane Reding en dag kom forbi og kritiserede den danske lovgivning for at være på kant med EU's opholdsdirektiv. Danmark havde i mellemtiden fået en ny regering. Måske var det derfor, at juristerne nu godt turde krybe frem fra deres skjul og indrømme deres redningsaktion i bemærkningerne.

Men for at fjerne enhver tvivl og berolige sarte sjæle i EU og internt i regeringen, valgte justitsministeriet at slette formuleringen "med sikkerhed" i lovteksten. Dermed kom den til at afspejle bemærkningerne. Viviane Reding fik et beroligende brev fra ministeren, der samtidig forsikrede oppositionen om, at det ingen praktisk betydning ville få. Lovens bemærkninger havde jo allerede givet denne sikkerhed.

Men det var oppositionen ikke tilfreds med. For talte ministeren ikke med to tunger? Var der i virkeligheden ikke tale om en skjult lempelse? Spørgsmålene tårnede sig op i oppositionens selvforanstaltede hvem-sagde-hvad-til-hvem-hvornår-og-hvordan-og-hvorfor-inkvisition.

Og det er så her, at det er så frustrerende at sidde musestille og lytte, når man har lyst til at skære igennem og vende den anklagende pegefinger 180 grader. For lad os lige holde fast i, hvad det centrale spørgsmål er: Skal Danmark udvise kriminelle udlændinge i strid med konventionerne? Nej, siger regeringen. Ja, siger Dansk Folkeparti. Men hvad siger Venstre egentlig?

Direkte adspurgt under førstebehandlingen var Venstres ordfører, Karsten Lauritzen, overraskende klar: "Nej, det mener vi ikke, og som jeg kender de dygtige embedsmænd i Justitsministeriet, vil de ikke tillade, at der bliver vedtaget et lovforslag, som gør, at man får en udvisningslovning, der er i strid med internationale konventioner."

Og det har han jo ret i. For det var jo derfor, at juristerne fik sneget forbeholdet med i bemærkningerne. Og det er derfor, at vi nu rykker det forbehold op i selve lovteksten. Ingen skal være i tvivl om, at den danske lovgivning overholder internationale konventioner. Det er de internationale konventioner, der holder verdens diktaturstater og bananrepublikker i snor. Det er klart, at vi som et vestligt demokrati skal leve op til dem selv.

Men Venstre er alligevel ikke tilfredse. Både Søren Pind og Karsten Lauritzen har foreslået, at man retter bemærkningerne til efter lovteksten – og altså ikke omvendt. Men det vil jo netop fjerne sikkerheden mod konventionsbrud. Venstre er altså gået til kamp for at sikre, at Danmark i fremtiden begår konventionsbrud! Til trods for, at Karsten Lauritzen påstod det modsatte i Folketingssalen.

Så hvem er det lige, der taler med to tunger? Det spørgsmål sad jeg og kogte med, mens spørgsmål og svar gik i ring, og det hele gik i søvndyssende proces.

Gid man kunne kalde oppositionen i samråd. For den har da i den grad brug for at forklare sig. Men det er desværre efterhånden blevet reglen, at Venstre kritiserer proces i stedet for at diskutere indhold.

Du kan trykke her, hvis du vil se min side på Facebook. https://www.facebook.com/zenia.stampe.politiker

Og hvis du har tålmodighed til det, kan du se det omtalte samråd her. http://www.ft.dk/webtv/video/20111/uui/21.aspx?as=1