Da jeg for 15 år siden boede i Schweiz, kom jeg ud for en lettere grotesk oplevelse.

Jeg havde fået lov til at deltage i et borgermøde i den lokale kirke, hvor der bl.a. skulle tages stilling til opførelsen af en ny idrætshal. Et par repræsentanter fra byrådet og forvaltningen stod ved en overhead projektor og tegnede og fortalte, og herefter skulle indbyggerne stemme ved almindelig håndsrækning. Da afstemningen var slut, begyndte salen at røre på sig. Nogle rejste sig op og gjorde antræk til at gå, mens andre blev siddende. Underligt tænkte jeg. Mødet var jo ikke slut. Og hvorfor var der nogen, der gik, mens andre blev?

Men det blev jeg hurtigt klogere på. For mine værter, der nu også havde taget overtøjet på, kom hen til mig og sagde, at jeg havde fået lov til at blive under behandlingen af næste punkt. De forklarede, at det var forbeholdt ”borgerne” i den lille kommune Männedorf, altså dem, der kunne tilbageføre slægten i flere led til den lille by. Mine værter var kun tilflyttere, så selvom de havde boet der i over tyve år, kunne de ikke deltage under punktet. Og hvad var det så, der var så eksklusivt, at det kun var de gamle borgere, der kunne deltage. Jo: Statsborgerskab.

I Schweiz er det nemlig sådan, at ”Bundet” indstiller folk til statsborgerskab, men herefter skal det endelig konfirmeres af de kommuner, hvor de nye statsborgere bor. Det var altså denne hellige akt, jeg fik lov til at bevidne.

Herefter blev sagerne gennemgået én for én: Fabio, oprindeligt italiener, boet i Männedorf med sin familie i tyve år, talte godt schweizertysk, velintegreret, børn i den lokale skole etc. Og så skulle borgerne stemme. Så vidt jeg husker, fik alle statsborgerskab den aften. Men der blev stillet spørgsmål, og jeg kan huske, at jeg tænkte: Gudskelov, at det ikke er sådan i Danmark. Tænk at skulle måles og vejes i al offentlighed på den måde.

Og sådan er det gudskelov heller ikke i Danmark. Men i de sidste ti år har folketinget strammet lovgivningen til noget, der er næsten endnu værre.

Det er godt nok ikke en folkedomstol, der vurderer, om man er god nok. Til gengæld er kravene strammet i en sådan grad, at de ikke kan opfattes som andet end et sidste desperat værn mod at lukke nye danskere ind i fællesskabet. For hvad er meningen med og rimeligheden i, at nye danskere skal vide, hvem Asger Jorn? Hvornår enevælden blev indført? Eller at der blev lavet en film om Dirch Passer i 2011? Hvad skal de bruge det til? Ingen ting. Altså udover at bevise, at de er ”rigtige” danskere. Selvom mange rigtige danskere altså ikke ved, hvem Asger Jorn var, hvornår enevælden blev indført, og at der er lavet en film om Dirch Passer.

Det er ikke desto mindre den type spørgsmål, som håbefulde nye danskere denne dag i dag sidder og sveder over på landets sprogskoler. Indfødsretsprøven afholdes nemlig to gange om året. Og det er så bl.a. i dag. Forud for i dag har de skulle bestå danskprøve 3, som er rettet mod elever med en længerevarende og teoretisk skoleuddannelse, og som selv mange indfødte danskere derfor vil kløjes i. Desuden må de ikke have modtaget offentlig forsørgelse i mere end 1 år ud af de sidste 5.

Kravene til dansk statsborgerskab er med andre ord blevet så skrappe, at selv mange indfødte danskere med alle de rigtige forudsætninger vil have overordentligt svært ved at opfylde dem. Tænk så, hvordan det er, hvis man er opvokset i en flygtningelejr og aldrig har lært at læse og skrive. Eller hvis man bare er en helt almindelig håndværker, der er ligeglad med finkultur.

Selvfølgelig skal man stille krav til folk, der gerne vil have statsborgerskab. Men det skal være rimelige krav, der giver mening og motiverer. Det gør de nuværende krav ikke.

Derfor er regeringen ved at lave reglerne om, så de krav, vi stiller til udlændinge, svarer til de krav, vi kunne finde på at stille til vores egne landsmænd. Ja, de skal kunne dansk. Men ikke på universitetsniveau. Ja, de skal vide noget om Danmark. Men de behøver have læst Information og Weekendavisen de sidste ti år. Ja, de skal være selvforsørgende. Men ikke uden mulighed for kortere perioder med arbejdsløshed – især ikke i en krisetid.

Vi skal med andre ord behandle dem, som vi ville behandle os selv. For det er jo det, der gør, at man føler sig velkommen og som en del af fællesskabet. At man behandles på lige fod med andre. Hverken mere eller mindre.