Da vi efter folketingsvalget skulle fordele ordførerskaber i den radikale folketingsgruppe, lå forsvar i toppen af min ønskeliste. Jeg er ellers ikke meget for krudt og kugler. Fregatter og jagerfly får mig ikke til at ranke ryggen, og det er længe siden, at en kampvogn har givet mig åndenød.

Men landets forsvar er og bliver en radikal mærkesag. For hvis der er noget, der vidner om et lands selvforståelse og stilling i verden, så er det netop forsvaret. Sådan var det i slutningen af 1800-tallet, da Viggo Hørup lagde fundamentet for radikal forsvarspolitik. Og sådan er det i dag.

Viggo Hørup spidsformulerede forsvarspolitikken i spørgsmålet ”Hvad skal det nytte?” Men det var ikke ideologisk pacifisme, kujonagtig krigsangst eller apatisk resignation, der ledte Hørup på sporet af spørgsmålet. Nej, det var derimod ønsket om, at forsvarspolitikken skulle baseres på en nøgtern analyse af Danmarks stilling i verden - hverken mere eller mindre.

Set fra Hørups stol var sagen klar: Drømmen om Danmark som militær stormagt var forduftet med flåden i 1807 og endegyldigt begravet under skanserne ved Dybbøl Mølle i 1864. Uanset hvor meget de nationalliberale slog sig på brystet og romantiserede den danske soldats særlige mod og talent, så var der ikke noget at gøre. Dansk militær skryden var i bedste fald latterlig, i værste fald en trussel mod nationens eksistens. Det var ikke længere muligt at drømme, flygte, befæste eller for den sags skyld opruste sig fra kendsgerningen: Danmark var et lille land, placeret mellem nogle meget stærke magter, der til enhver tid ville kunne løbe landet over ende. Derfor måtte nationens overlevelse findes ad diplomatiets snørklede stier frem for ad oprustningens firkantede logik. Det sidste ville i bedste fald være spild af ressourcer, i værste fald en skæbnesvanger provokation mod stormagterne.

Hørups analyse tegner ikke bare et præcist billede af Danmarks placering i verden ved indgangen til 1900-tallet. Den vidner også om en verdensorden, hvor stormagtsinteresser og magtpolitik var omdrejningspunktet for sikkerhedspolitikken, og hvor man som lille nation havde ét altoverskyggende hensyn: Overlevelse. Hørups konklusion var derfor udtryk for et sjældent og nøgternt klarsyn: Lad de store gå efter hinanden i forsøget på at afklare styrkeforholdene. I Danmark lister vi under radaren.

Det lykkedes faktisk over al forventning under 1. Verdenskrig, hvor den radikale udenrigsminister Erik Scavenius styrede Danmark fri af de ødelæggelser, der martrede resten af Europa. Samme Erik Scavenius kan vi takke for, at Danmark gik ud af 2. Verdenskrig uden de store tab - til tavs tilfredshed i datiden, men ligeså synlig fordømmelse i eftertiden. Men så var det også slut med den diplomatiske balancegang. Under Den kolde krig blev Danmark tvunget til at vælge side. Forsvar blev et spørgsmål om at bidrage til den fælles sikkerhedspolitiske forsikringsordning: NATO.

Efter Den kolde krig har det militære verdenskort ændret sig endnu engang. Der er ikke længere nogen umiddelbar territorial trussel mod Danmark. Beslutninger bliver ikke længere truffet i halvmørke lokaler af enerådige statsmænd ud fra kyniske magtpolitiske analyser af interesser og styrkeforhold. I dag træffes beslutninger i et tæt samspil med internationale organisationer og med en forventning om at fremme bestemte værdier: Fred, sikkerhed, menneskerettigheder og demokrati.

Vi kan derfor ikke stille det helt så enkelt op, som Viggo Hørup gjorde, da han i 1884 spurgte, "hvad skal det nytte?" og tavst lod forstå, at militæret absolut ikke nyttede noget som helst. For dansk forsvarspolitik handler ikke længere kun om at kunne - eller som Hørup netop erkende, at man ikke kan - forsvare sig selv eller sine nærmeste. I dag har det danske forsvar først og fremmest til formål at bidrage til at håndhæve den liberale verdensorden. Fordi vi hylder værdierne. Men også fordi det til enhver tid vil være i et lille land som Danmarks interesse at fremme en international retsorden, hvor det er ret, og ikke magt, der er det afgørende.

Så jo: Forsvar nytter. Det tror jeg også Hørup havde været enig i, hvis han havde levet i dag. For arven fra Hørup er ikke, at vi skal være imod forsvar og militære virkemidler. Men at forsvaret til enhver tid skal bygge på en stringent sikkerhedspolitisk analyse frem for banalt føleri. Det er lige så sandt i dag, som det var i 1800-tallet. Og det er en sandhed, som hele forligskredsen bør kunne erklære sig enige i.

I Danmark har vi en lang tradition for brede forlig på forsvarsområdet. Og det er både smukt og nødvendigt. For når danske soldater sætter livet på spil, skal de kunne gøre det med en forvisning om, at de har det bedst mulige materiel med sig, den bedst mulige analyse i ryggen – og så skal de kunne repræsenterer hele Danmark. Ikke kun en smal regering med halvdelen af vælgerne bag sig.

Derfor er det også den samlede forligskreds fra Dansk Folkeparti til SF, der skal tage stilling til de besparelser på forsvaret, som både den nye og gamle regering var enige om. Til det formål modtog forligskredsen før sommeren en række analyser med forslag til konkrete besparelser. Men på et åbent samråd i slutningen af maj gav flere partier i forligskredsen udtryk for, at besparelserne skal tage udgangspunkt i en overordnet diskussion af, hvilket forsvar vi ønsker.

Det må derfor også være udgangspunktet, når vi inden længe skal finde besparelser på forsvaret. Der skal findes milliarder, og det er mange penge. Men det er samtidig en kærkommen lejlighed til at målrette ressourcerne efter det, der rent faktisk nytter - og tilsvarende stoppe med at smide dyrebare midler efter strukturer og kapaciteter, der for længst har mistet deres militære nytteværdi.

Desværre kan det modsatte meget vel blive tilfældet. Flere har talt om "gratis besparelser", når vi forlader Afghanistan. Og det ligger ofte mellem linjerne, at resten vil kunne findes gennem ”generelle effektiviseringer”, altså en tur med grønthøsteren. Men er det nu også det klogeste?

Nej. For hvad skal det nytte at have et internationalt forsvar, hvis vi alligevel ikke har tænkt os at bruge det? Hvad skal det nytte at kunne alt, hvis vi alligevel kun kan det halvt?

Der er i den grad brug for en hørupsk analyse af, hvad der nytter – og hvad der ikke gør. Min påstand er, at vi vil kunne finde de nødvendige besparelser og samtidig gøre forsvaret skarpere, hvis vi tør prioritere efter tre hovedspor: Specialisering, professionalisering og rationalisering af kasernestrukturen.

Specialisering er ikke en dagsorden, vi står alene med. Militær teknologi bliver stadig mere avanceret og dermed også dyrere. Meget få lande har efterhånden råd til at købe hele pakken. Selv tidligere stormagter med stolte militærtraditioner må melde pas eller gå sammen med andre om fælles indkøb. Samtidig befinder vi os i en situation, hvor USA gradvist, men sikkert, er ved at flytte fokus fra Europa til Asien og tydeligt har ladet europæerne forstå, at vi fremover selv kommer til at tage ansvar for vores baghave. Det skærper kravene til de europæiske forsvar, samtidig med at stort set alle europæiske lande er ved at gennemføre store militære spareøvelser. Det er en udfordring, som vi kun kan lykkes med gennem højere grad af specialisering og koordinering.

NATO har derfor med generalsekretær Anders Fogh Rasmussen i spidsen lanceret konceptet Smart Defence, der netop går ud på at investere i fælles kapaciteter og sikre en højere grad af arbejdsdeling mellem landene. Men også herhjemme har Center for Militære Studier i rapporten "Analyse af vilkår for dansk forsvarspolitik - strategiske valg 2012" slået til lyd for, at vi skal optimere det danske forsvar ud fra, hvilke typer missioner, vi ønsker at deltage i, og hvilken rolle vi ønsker at spille i dem.

Og heri ligger faktisk en ny mulighed for indflydelse. For instrumenter er ikke værdifri. Forskellige militære kompetencer og kapaciteter understøtter indirekte bestemte typer missioner. Og det er absolut ikke uvæsentligt i en situation, hvor den gennemførte politik ikke kun afhænger af værdier, regler og beslutninger, men også af evnen og viljen til at sætte handling bag ord.

Det har længe været FN og det internationale retssystems helt store achilleshæl: At magten ikke altid var der til at føre retten ud i livet. I starten fordi medlemslandene endnu ikke havde omstillet deres styrker til internationale missioner. Senere fordi man ikke ønskede at sende unge landsmænd på farlige missioner langt hjemmefra. Og vel også bare fordi man havde andre politiske prioriterer.

Men det er alt sammen ved at ændre sig. Mange lande har omsider omdannet deres styrker fra kollektive mobiliseringsforsvar til deployerbare styrker. Krigene i Irak og Afghanistan har flyttet både den folkelige og politiske smertegrænse for farlige operationer. Og når de internationale styrker forlader Afghanistan i 2014, vil det frigøre ressourcer til nye operationer - hvis man altså ikke bare skærer tilsvarende ned på de internationale missioner. Forudsætninger burde med andre ord være til stede for, at FN og verdenssamfundet endelig får reel handlekraft og dermed legitimitet.

For Danmark bør der derfor slet ikke være tvivl om, at forsvaret efter Afghanistan netop skal specialisere sig i international ordenshåndhævelse. Det kan dreje sig om at gennemtvinge sanktioner og embargoer mod stater, der overtræder FN-resolutioner eller truer den globale infrastruktur, som det for eksempel er tilfældet i forbindelse med søværnets deltagelse i pirateribekæmpelsen ud fra Afrikas Horn. Der kan også være tale om at håndhæve en våbenhvile og sikre fred og sikkerhed, som det var tilfældet med søværnet og hærens deltagelse i FN-missionen i Libanon. Eller det kan handle om at deltage i interventioner for at forhindre overgreb mod civilbefolkningen, som vi så i forbindelse med flyvevåbnets aktion i Libyen.

Men hvilke krav stiller det så til forsvarets kapaciteter og kompetencer? Hvad skal vi vælge til, og hvad kan vi vælge fra?

For hærens vedkommende betyder det vægt på mere specialiserede enheder, der kan sættes ind i internationale missioner med kort varsel og efterfølgende bidrage til kapacitetsudvikling. Der kan både være tale om små specialstyrkebidrag og om større og mere sammensatte bidrag med deltagelse af også ingeniører, logistikere og trænere. Det betyder samtidig, at hærens primære bidrag til internationale operationer ikke længere skal være en kampgruppe med støtteenheder, som vi har set det i Irak og Afghanistan. Det stiller nye krav til hærens struktur og stiller spørgsmålstegn ved berettigelsen af kampvogne og kanoner.

Søværnet er allerede slået ind på sporet med indsættelsen af de fleksible støtteskibe i piratbekæmpelsen ud fra Afrikas Horn, og søværnet gør sig allerede overvejelser om, hvordan man i fremtiden vil kunne udnytte denne type tilstedeværelse til også at gennemføre lokal kapacitetsopbygning. Men man kan også forestille sig andre typer indsatser, hvor både de fleksible støtteskibe og de tre nye fregatter vil kunne bruges. Støtteskibene kan indsættes som mobile felthospitaler i konfliktzoner, og fregatterne kan oprustes med en radarfunktionen, så de kan bruges til at håndhæve FN-sanktionerede flyveforbudszoner og indgå i NATO’s fremtidige missilforsvar. Herudover vil søværnet naturligvis komme til at spille en afgørende rolle i Arktis med vægt på tilstedeværelse, redning og suverænitetshævdelse.

I forsvarsforliget for 2010-2014 blev forligsparterne enige om at opretholde en kampflykapacitet til national suverænitetshævdelse og internationale opgaver, efter F 16-flyene er sendt på pension. Det blev samtidig aftalt, at beslutningen om type og antal skulle ske inden 2015. I mellemtiden har operationen i Libyen vist, at der måske er flere år tilbage i F16-flyene end tidligere antaget, og finanskrisen taget i betragtning er det værd at overveje, om F16-flyene kan levetidsforlænges, så selve indkøbet kan skydes et stykke tid ud i fremtiden. Samtidig har Libyen-operationen lært os, at det afgørende ikke i så høj grad er flådens størrelse, som kombinationen med andre teknologier fx droner og lufttankningskapacitet.

Et mere specialiseret forsvar stiller også nye krav til medarbejderne. Der var en tid, hvor man havde brug for at mobilisere og militarisere hele generationer af unge mænd. Men den tid er for længst forbi. I dag har vi brug for at rekruttere få, men topmotiverede og topkompetente unge mænd og kvinder, der kan varetage specialiserede funktioner. En sådan rekruttering foretages ikke gennem tilfældighed og tvang, men ved at synliggøre forsvarets karrieremuligheder og bygge bro til det civile arbejdsmarked og uddannelsessystem. Det er en udvikling, der allerede er i gang, men som bør styrkes gennem en mere gennemgribende reform af forsvarets uddannelser.

Uddannelsen af forsvarets officerer og befalingsmænd skal i højere grad trække på det civile uddannelsessystem, så de ansatte lærer at indgå i komplekse organisationer og tilegner sig kompetencer, som kan bruges i en senere civil karriere. Hvad angår de værnepligtige, så melder langt de fleste sig allerede frivilligt, og den håndfuld, der hvert år indkaldes gennem tvang, må til gengæld sætte deres uddannelse og karriere på standby for at aftjene en værnepligt, som hverken de selv eller forsvaret får andet end tidsspilde og måske en god oplevelse ud af. Det er naturligvis vigtigt, at vi fortsat sikrer forsvaret det nødvendige rekrutteringsgrundlag. Det er også vigtigt, at unge mennesker får mulighed for at snuse til forsvaret, inden de skriver under på en kontrakt om en militær karriere. Derfor vil der fortsat være brug for en grunduddannelse og et rimeligt bredt optag. Men en egentlig værnepligt er der ikke længere brug for.

På samme vis kommer vi heller ikke uden om at se på kasernestrukturen. Forsvaret driver i alt omkring 30 kaserner, flyve- og flåde-stationer. Det er dybt irrationelt og koster i tomme bygninger, dobbeltadministration og unødvendig transport. Men som i et hvilket som helst andet spørgsmål, der involverer lokale arbejdspladser, er der stærke interesser i spil. Men Danmarks udsendte mænd og kvinder har krav på, at forsvaret organiseres i deres interesse. Forsvarets penge skal bruges til at give de udsendte de bedst mulige arbejdsbetingelser – ikke på at ride de lokale kæpheste.

Danmark skal have et stærkt forsvar, hvis vi fortsat vil blande os i verden og kæmpe for en international retsorden. Men det kræver, at vi tør prioritere. At vi tør vælge til – og fra. Og meldingen er klar, når man bevæger sig rundt blandt forsvarets ansatte: "Vi kan godt spare, men I bliver nødt til at fortælle os, hvad det er, vi så ikke længere skal kunne."

De mennesker, der er parate til at risikere deres liv for Danmark, har krav på klare svar. Det er vores ansvar som politikere at levere dem.

Dele af denne blog er tidligere trykt som en kronik i Berlingske og som en blog her på politiken.dk.