På mange måder var det lettere før.

Før sidste valg var den radikale position åbenbar. Vi stod for den ansvarlige midterkurs. Og så angreb vi VKO-regeringen, når den blev for absurd i sin lovgivning og kommunikation. Det blev den ofte, så der var nok at gøre.

Nu er der gået et år. I Herning vil Pia Kjærsgaard forlade positionen som formand for et parti, der har fundet tilbage til den naturlige rolle som ansvarsløst råbekor på yderfløjen. Samtidig vil Margrethe Vestager i Nyborg stå i midten af dansk politik, fortolke Radikale Venstres rolle i regeringssamarbejdet og udstikke retninger og pege på pejlemærker.

For centrum i dansk politik er i dag flyttet tilbage, der hvor det har ligget i stort set hele den moderne politiske historie: På midten.

De brede forlig og det samarbejdende folkestyre er geninstalleret i det danske demokrati. Det er uden tvivl godt for Danmark, for det skaber bedre og mere langtrækkende løsninger for danskerne.

De fleste vil nok være enige i, at Danmark er et dejligt land, og at den nyere politiske historie har været præget af overvejende fornuftige beslutninger. Det er en historie, der er præget af samarbejde over midten. Det er sådan, vi har bygget Danmark.

Blokpolitiken var i den sammenhæng en trist og obskur parantes.

I næsten ti år var dansk politik i en slags undtagelsestilstand. En lille majoritet havde held til at sætte næsten halvdelen af befolkningens folkevalgte helt uden for indflydelse. Og kvaliteten af beslutningerne dalede dramatisk. Skattestop og afdragsfrie lån skabte en vigende økonomi og en enorm boligbobbel.

De allersvageste grupper i samfundet – de fattigste familier, asylansøgernes børn – blev igen og igen lagt for had og straffet gennem lovgivning og administration. Danske soldater blev ført i krig på basis af løgne og uden FN-mandat.

Og værst: En historisk højkonjunktur blev sløset væk i samtalekøkkener og rødvin til den højere middelklasse. De store reformer udeblev.

Regningen blev givet videre til efterkommerne. Enten til vores børn eller til den næste regering.

Vi har valgt at samle regningen op. Vi har gennemført et mere omfattende og ambitiøst reformprogram på et år, end den tidligere regering havde mod til på ti. Oven i købet i en tid, hvor danskerne har haft det svært økonomisk. Har vi gjort det for at genere befolkningen? Det indtryk kan man nærmest få, når man hører kritikerne.

Men svaret er naturligvis, at vi har gjort det for at få Danmark på fode igen. Vi ville ikke acceptere, at det var de kommende generationer, der skulle betale for VKO-regeringens tåbeligheder. Det var nødvendigt at træffe vanskelige beslutninger. Så det gjorde vi.

Og ti års blokpolitik har opdraget journalister og kommentatorer til, at diskussionerne i dansk politik kan reduceres til en slags retorisk ping pong. Blå bok siger dit, rød blok siger dat. Ping pong ping pong.

Men så enkelt har det aldrig været før, og så enkelt skal det ikke være. Regeringen har været under angreb fra begge sider, og det er der ikke noget underligt i. Sådan er det, når man placerer sig på midten, så vil der være nogen på begge sider af en.

Men journalister og kommentatorer med kort politisk hukommelse har i høj grad fejltolket den position som svaghedstegn. Det er jo trist. Alligevel vil det altid være resultaterne der er de vigtigste.

Og denne regerings resultater har – mener jeg – været reelt imponerende, set i lyset af de vanskelige økonomiske og politiske vilkår. Derfor er der nok at fejre til det radikale landsmøde i dag.

Jeg er stolt af at være en del af et socialliberalt parti i midten af dansk politik. Et parti, der har godt fat i græsrødderne overalt i Danmark. Et parti der skaber resultater i byråd, regioner og Folketing.

Mens vi taler om dem i Nyborg, vil jeg sende en tanke til Pia Kjærsgaard i Herning. Jeg ønsker hende et behageligt otium.