Lars Fogts bekendelser

BTs journalist Lars Fogt har gennem en årrække været en af de primære slagtehunde i dansk presse. Det skrev jeg et blogindlæg om i december. Nu svarer han med en kronik i dagens politiken. Her prøver han at erobre offerrollen og fremstille sagen som om, at jeg angriber hele den kritiske presse. Det er noget sludder. Jeg angriber ikke pressen. Jeg angriber Lars Fogt.

Zenia Stampe

BT-journalist Lars Fogt har skrevet en kronik i Politiken, hvor han anklager mig og Ellen Trane Nørby (V) for at forsøge at "uskadeliggøre" ham og ødelægge hans "mulighed for at arbejde". Det er alvorlige anklager. Men jeg må indrømme, at jeg faktisk blev i helt godt humør af at læse kronikken. For den er jo et synligt bevis på, at vores kritik har gjort indtryk. Lars Fogt føler sig truet på sin troværdighed. Til det er der bare at sige: Velkommen i klubben!

Både politikere og journalister lever af troværdighed. Men forskellen er: Politikere står hver dag op til risikoen for at blive hængt ud, løget om, manipuleret med, taget ud af en sammenhæng og sværtet med navns nævnelse. Dertil kommer, at vi står til regnskab over for vælgerne. Vi går til stopprøve med jævne mellemrum, og hvis vi dumper, mister vi vores job. Grundlæggende: Vi spiller hver dag med maksimal risiko. I kontrast hertil har vi de politiske journalister og kommentatorerne. Professionelle mennesker som hver dag har adgang til at påvirke den offentlige mening, men som kan beskytte sig bag en redaktør og trygge, kontinuerlige arbejdsvilkår.

Personligt synes jeg, at det er godt, at Lars Fogt nu er trådt ud af anonymitetens skygge og ind på scenen, hvor man har et navn, og hvor man spiller forpligtende. Jeg vil til enhver tid foretrække en hård infight med en navngiven journalist frem for en chefredaktørs banale bagateller og bekendelser i Presselogen på TV2 News.

Så velkommen i diskussionsrummet Lars Fogt! Lad os se på dine argumenter.

Lars Fogt skriver, at min blog "sejler i faktuelle fejl". Det har han også skrevet til mig i en mail. Men begge steder undgår han belejligt at udspecificere hvilke fejl, han tænker på. Hvad skal man lægge i det?

Lars Fogt forsøger også at fralægge sig ansvaret for historien om Uffe Elbæk og AFUK ved at henvise til, at han tog på ferie undervejs. Men det ændrer ikke ved det faktum, at han skrev den første historie og i øvrigt ikke var længere væk, end at han begejstret kunne opdatere sin facebook med følgende status: "Rart at se, at så mange er gået ind i min lille Uffe Elbæk historie. (...) Jeg er på ferie i denne uge, men bare rolig. Der kommer mere..." Og senere: "Det var så rigsrevisionsundersøgelse nummer ti, som jeg har været skyld i. Gad vide, hvad alt det har kostet."

Tjah. Jeg vil ikke sige, at Lars Fogts opdateringer bærer vidnesbyrd om en journalist, som har et ydmygt og reflekteret forhold til sit arbejde. Ærlig talt virker det mere som om, at Lars Fogt ser politikere som jagtdyr og rigsrevisionsundersøgelser som trofæer. Jeg oplever, at hans opdateringer vidner om en dyb faglig og personlig kynisme, som hverken er sympatisk eller klædelig.

Den sports-agtige tilgang til faget hindrer heller ikke Lars Fogt i at iscenesætte sig selv som repræsentant for ytringsfriheden og hele den kritiske presse. Men på tankevækkende vis bruger han ikke egne eksempler. I stedet henviser Lars Fogt til Cavling-vinderen Asbjørn With, som er blevet hædret for sin kritiske, men også konstruktive dækning af børnesager i Rebild Kommune. Man må sige, at Asbjørn With bedriver en helt anden form for journalistik end Lars Fogt. I motivationstalen roste Cavling-formand, Kurt Strand, Asbjørn With for at skrive "gammeldags vagthundejournalistik - modsat den omsiggribende jagthundejournalistik - hvor du går efter bolden, ikke efter manden."

Man kan konkludere: Lars Fogt kæmper hårdt for at erobre offerpositionen. Det kan jeg godt forstå, for det er et pragtfuld sted at kunne argumentere fra. Men virkeligheden er, at Lars Fogt ikke er en stakkels underhund over for den overvældende statsmagt. Lars Fogt har i udgangspunktet været vant til at repræsentere den fjerde statsmagt, som uimodsagt og anonymt kunne sværte, manipulere og tryne individer ud af job og ære. Lars Fogts ytringsfrihed er ikke den svages over for overmagten. Det er overmagten over for individet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lars Fogt skriver, at "danske politikere vil helst ikke kigges efter i kortene". Det er jeg ikke enig i. Det er min klare oplevelse, at alle politikere sætter pris på kvalificeret og kompetent politisk journalistik. I modsætning hertil reagerer Lars Fogt med emotionel vantro, når han bliver udsat for samme form for periodiske syn, som vi politikere er udsat for ofte. Det forekommer lidt mærkeligt. Der må dog være en eller anden form for symmetri i magtforholdet?

Kære Lars Fogt: Min sympati ligger altid i udgangspunktet hos den svagere part. I dit virke har du vænnet dig til at være den stærke. Det er klart, at jeg gennem din mail til mig og din kronik får sympati med dig. Men det ændrer ikke ved, at jeg grundlæggende mener, at dine metoder gennem mange år har været problematiske og usympatiske. Det glæder mig, hvis de sidste måneders debat har givet anledning til selvransagelse.

Du kan følge mig på Facebook på www.facebook.com/zenia.stampe.politiker

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Tysk valg: Målinger og sæder

Annonce