Han bliver kaldt for et ’fjols’ uden lederevner, og sandheden er da også, at det borgerlige regeringsprojekt aldrig har sejlet så meget som i det folketingsår, hvor statsministeren har heddet Lars Løkke Rasmussen.

Sagerne har klæbet til ham, meningsmålingerne er raslet ned for både V, K og O, og det kunstneriske indtryk er alt andet end kønt.

LÆS OGSÅEkspert:: Fælleslisten truer VKO-flertal

Men når det er sagt, så kan Løkke også blive en helt set med demokratiske briller. For det er nemlig ved at lykkes ham at kickstarte den demokratiske samtale og skabe en mere åben politisk debatkultur, hvor partier deler sig efter anskuelser. Et brud med 00’erne. At last!

For hvad er det, vi har oplevet under Løkke? Det er en borgerlig statsminister, der tør sige, at den offentlige sektor er for stor og skal være mindre. Som tør fremlægge en økonomisk plan, der udfordrer indkomstoverførsler og dagpenge. Ja, som i det hele taget tør stå ved sine borgerlige grundholdninger. Også selv om de er upopulære.

Det er ærlig snak, det er modigt – men det er frem for alt nyt. Et brud med de destruktive 00’ere. At last. Hele vejen op igennem 00’erne blev Danmark ledet af en statsminister, Anders Fogh Rasmussen, der pålagde sine ministre, at de ikke måtte sige frække ord fra partiprogrammet. Det var ’fy’, hvis Søren Pind eller Eva Kjer Hansen kom til at hviske »Ulighed er godt«.

Gift for den politiske kultur
Fogh havde næse for, hvor vælgeropbakningen var flyttet hen. Tag hans overrumplende landsmødetale om klimaet i 2008, som fik kæberne til at hænge på såvel venstrebønder som liberalister, der – hvad nu? – skulle omstille sig fra en Bjørn Lomborg-linje til en grøn klimalinje. Ingen sagde noget i klassen, for overlæreren havde bare givet nye lektier for.

Foghs parti var jo flyttet med den offentlige mening. Fogh fik omdannet Danmarks liberale parti til et velfærdsstatsbærende folkeparti. Men det er netop denne præstation, som har udhulet Venstre som idéparti. For hvad er partiets identitet efter Fogh? Har det borgerlige holdninger eller socialdemokratiske? Kulturkamp eller ej? Et globalt eller et nationalt fokus? Bush-fascination eller Obama-ditto? Miljøskepsis eller klimabevidsthed?

At Anders Fogh Rasmussen gjorde Danmarks liberale Parti til et enkeltmandsejet parti – ’Anders Fogh Rasmussen-partiet’, blottet for grundholdninger – gik hen og blev et problem for Venstre.

Men først og fremmest lagde han gift ud for hele den politiske kultur. Ikke mindst fordi hans fornemmelse for vælgervandringer dannede skole for oppositionen, der i fascination over Danmarks første designerstatsminister også fik smag for det med at smutte hen til kopimaskinen, når et synspunkt var blevet populært hos vælgerflertallet.

Den demokratiske samtale tørrer ud
Men dermed blev skellene i debatten visket ud. Jeg husker at have talt med socialdemokratiske folketingspolitikere, som op til 1. maj-talerne i 00’erne ikke anede, hvad de skulle sige, og hvad de skulle kritisere regeringen for. Man var jo enige om det meste! 00’erne var et rædsomt årti set med demokratiske briller.

For når politikere ikke længere tør dele sig efter anskuelser, og når vi ikke længere kan høre ’klasket’ mellem modstillede holdninger, så tørrer den demokratiske samtale ud. Og vi bliver alle lidt ligeglade med politik, som udvikler sig til en disciplin for fagfolk og kommentatorer.

Set i det lys er det livsbekræftende og forfriskende, at Lars Løkke Rasmussen – tilsyneladende – i det nye årti har valgt at gøre op med 00’ernes designerpolitik. Og tør markere borgerlige holdninger – også selv om der ikke er flertal for dem i meningsmålingerne. Det er modigt og nødvendigt.

Personligt er jeg uenig med ham i, at den offentlige sektor skal være mindre, at indkomstoverførslerne skal beskæres og meget andet. Og det er jeg næppe ene om at være.

Men det er jo netop pointen.