Kvindesagen er tæt på total triumf, når skræmmebilledet på »mandschauvinisme classic« projiceres ind i en storbytosse med tre døtre.

Den dag, hvor generationen af bløde barselsfædre, der selv er vokset op med kønsneutralt legetøj, kaldes for ’pikfascister’ og ’kvindehadere’, vil det være et tegn på, at kønsrollerne er vendt helt på hovedet.

Netop dét skete i lørdags, da forfatteren Hanne-Vibeke Holst udtalte: »Én af jeres egne kommentatorer, Lars Trier Mogensen, havde en kommentar om Lene Espersen i sommerferien, som i den grad gik efter kvinden og ikke bolden. Det er mandschauvinisme classic. Hun fik revet alt af. Der var ikke så meget som en fjer tilbage«.

Hanne-Vibeke Holst mener, at min og andre mænds »kastrationsangst« og urgamle kvindefrygt er drivkraften bag sommerens virak om Helle Thorning-Schmidt (S) og Lene Espersen (K).

LÆS ARTIKEL»De er vor tids hekse«

At de figurerer som nummer fem og seks på Berlingske Nyhedsmagasins årlige liste over Danmarks 100 mest magtfulde personer, i øvrigt overgået af Pia Kjærsgaard (DF), spiller tilsyneladende ingen rolle.

Men her 100 år efter, at valgretten blev udbredt til alle borgere, er vi altså nået frem til en situation, hvor kvinder udøver politisk magt i samme omfang som mænd.

Og med indflydelse følger i et frit og demokratisk samfund en kontant kritik, der hverken har med kromosomer eller livmoder-misundelse at gøre, men som ene og alene er betinget af magtudøvelsen.

Kritikken af magtkvinderne er et sundhedstegn. Og alternativet på alle måder værre: For er der virkelig nogen, der ønsker, at kritikken af magthaverne skulle forstumme i takt med, at kvinderne nu naturligt indtager magtens korridorer?

Toppolitikere skal altid kritiseres
Politik er ikke længere »mandens domæne«, som Hanne-Vibeke Holst påstår, men derimod et usentimentalt spil, hvor magtudøvelse altid bør mødes af en kontant modmagt, ikke mindst i medierne.

Den mest markante skævhed i kritikken af mandlige og kvindelige politikere er snarere, at mænd hidtil har lagt ryg til en langt hårdere behandling – ganske enkelt fordi der historisk set har været ufattelig mange flere mandlige toppolitikere, der har dummet sig, løjet eller fusket.

Det virker som en dyb fortrængning, der næppe kan tilskrives løsthængende kropsdele, hvis den generation af feminister, hvis egne drenge i dag er voksne familiefædre, ikke kan huske, at nyere magtpolitikere som Poul Nyrup Rasmussen (S), også kendt som ’vatpikken’, og Lars Løkke Rasmussen (V), alias ’fadbamsen’, har været udsat for en vedholdende, nådesløs og personlig kritik, der hverken har skånet dem deres køn eller privatliv.

I tilfældene Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen er det historisk forkert at hævde, at de bliver udsat for en anden behandling end deres forgængere som formænd for henholdsvis Socialdemokraterne og Det Konservative Folkeparti:

Man behøver ikke være klassisk mandschauvinist for at mindes, at Svend Auken blev svinet systematisk til, eller at klovnerækken fra Hans Engell over Per Stig Møller til Bendt Bendtsen havde dårlig presse.

Fænomenet begrædes – og gør sjældent folk klogere på ret meget. Men man kan også, som sociologen Henrik Dahl gjorde i en kommentar på Kforum, konstatere med et citat fra Erling Olsen, den tidligere formand for Folketinget:

»Det er smuds-pressen, der holder demokratiet rent«.

Toppolitikere skal altid kritiseres, uanset køn, hudfarve, seksualitet og religion. Hvis der fortsat eksisterer en unfair skævhed, handler den ikke om, at kvinder kritiseres mere, men snarere om, at skandalerne ikke rigtig synes at bremse mænd.

Pikfascimens æra er slut
Flere mandlige toppolitikere har haft ’sager’, der principielt og substantielt er helt ubegribeligt meget større, end hvad Thorning-Schmidt og Espersen nu beskyldes for. Og alligevel har de overlevet.

Den senere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) blev for alvor kendt i offentligheden, da han måtte træde tilbage som skatteminister i 1992 efter en sag om kreativ bogføring. Fiflerierne bremsede bestemt ikke ham, på samme måde som Poul Schlüter (K) også fortsatte sin politiske karriere i Europa efter Tamilsagen.

Spørgsmålet er dog, om ikke også Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen vil kunne fortsætte, om ikke andet så i fravær af konkurrence i deres partier. Hvad der ikke slår dem ihjel, gør dem stærkere.

Pikfascismens æra er slut. Når jeg kan fremstå som Danmarks sidste mohikaner, er feminismens triumf fuldkommen.