At være regeringsparti er langtfra altid en lykkelig tilværelse. Spørg bare de konservative.

For nylig henviste partiets politiske ordfører, Henriette Kjær, her i avisen til regeringssamarbejdet med Venstre som årsagen til den udviskede konservative profil og vælgernes flugt.

»Når man sidder i regering, så laver man kompromis efter kompromis. Vi har gjort meget for, at samarbejdet i regeringen skal fungere, og dermed har vi også vinket farvel til noget af det, som har betydet meget for os. Det har slidt på os, og det er klart, at nogle af vores vælgere er skuffede over det«, sagde Kjær.

LÆS OGSÅK-toppen erkender: Vi har svigtet

De konservatives aktuelle problem, som forstærkes af partileder Lene Espersens upopularitet, er et generelt problem for alle – men ikke mindst små – partier, der deltager i koalitionsregeringer med et eller flere andre partier.

Deres selvstændige profil forsvinder, fordi alle skænderierne og opgørene udspiller sig, inden de politiske forslag lægges frem for offentligheden, og dermed er det vanskeligt for vælgerne at få øje på de enkelte partiers aftryk på forslagene.

Det tager hårdt på et parti at sidde i en koalitionsregering, og det er derfor ikke uden grund, at man ofte taler om, at et regeringsparti efter nogle år i regering har behov for en tid i opposition til at finde sig selv og genskabe en tydelig politisk profil.

Som oppositionsparti har man nemlig altid haft det privilegium – som måske er det eneste – at man kunne være sig selv og præsentere sin egen politik, uden at den på forhånd var udvandet til uigenkendelighed af kompromiser.

Vælgerne kunne rent faktisk se, hvad partiet ville gøre, hvis det havde magt, som det havde agt.

Når jeg i det forrige afsnit er slået over i datid, skyldes det, at tilværelsen som oppositionsparti har ændret sig med blokpolitikkens indførelse. Der er en sær dualisme på spil her. Har man det ene, må man også have dets modsætning. Selv om virkeligheden som bekendt sjældent er så enkel.

Det, at man har haft en blå regeringsblok, har skabt en forventning – ja, nærmest krav – om, at der også måtte være en rød blok.

Den logik har S og SF accepteret og optræder, som sad de allerede i regering sammen. Uenigheder er blevet til lutter enighed, inden de to partier fremlægger samtlige politiske forslag sammen. Senest et fælles finanslovsforslag.

LÆS OGSÅS og SF: Vi skaffer 15.000 nye job

Det eneste parti, der udfordrer logikken, er de radikale, som forbeholder sig ret til at udnytte oppositionens privilegium ved at markere sin egen politik og erklære sig uenig med den øvrige opposition. Det skete senest, da partiet fremlagde sit eget finanslovsforslag.

Det anses for at være intet mindre end oppositionsskadelig virksomhed. Både af socialdemokraterne, SF og de politiske kommentatorer. For er de radikale, S og SF så overhovedet enige om noget som helst? Underforstået: Uenigheden gør dem uegnede til at danne regering sammen efter et valg.

LÆS OGSÅVestager giver lunken opbakning til Thorning

Hvis den logik havde hersket, inden V og K gik i regering sammen i 2001, ville ingen have givet dem en chance.

Men nu har regeringen altså snart eksisteret i 10 år. Fordi den er enig om alting? Nej, fordi der konstant indgås kompromiser internt i regeringen og med støttepartiet DF på tværs af uenigheder.

Det er der mærkværdigvis ingen, der tager notits af. Selv ikke, når Henriette Kjær råber sin frustration over netop dét ud over avisernes forsider.

Det synes også fuldstændig glemt, at ingen før valget i 2001 forudsagde, at V og K ville bøje sig så langt og så lavt, som de har gjort for at nå til enighed med Dansk Folkeparti. Men det skete ikke desto mindre, da V og K skulle sikre sig et flertal – efter vælgerne havde talt.

Det samme skete ved valget i Storbritannien for et par måneder siden. Ikke mange troede på, at de konservative og liberaldemokraterne ville kunne blive enige om et fælles regeringsgrundlag. Men stillet over for valget mellem at miste magten eller dele den, var det sidste dog at foretrække.

Der er intet så enighedsskabende som magt.